Carl Holst vil af med DSB på jysk linje

Regionsrådsformand vil privatisere togstrækningen Esbjerg-Aarhus, hvor DSB vil indsætte bumletog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) er så træt af DSB og farcen om IC4-togene, at han nu vil have DSB væk fra skinnerne på strækningen mellem Esbjerg og Aarhus.

- DSB har haft 11 år til at få IC4-togene til at køre. Den opgave magter de ikke. Derfor kan vi lige så godt tage konsekvensen og udlicitere togdriften mellem Esbjerg og Aarhus med det samme, siger formanden for Region Syddanmark til JydskeVestkysten.

Forslaget kommer, efter DSB har besluttet at indsætte gamle bumletog på strækningen, indtil IC4-togene er klar.

Men tirsdag blev der igen stillet spørgsmål ved, om togene nogensinde kommer ud at køre. Ifølge Atkins-rapporten, der blev offentliggjort for nylig, kan IC4 komme på skinnerne, hvis man smider yderligere 400 millioner kroner i projektet.

Men såvel trafikordførerne Kristian Pihl-Lorentzen (V) som Henning Hyllested (EL) mener, at Atkins-rapporten er helt utilstrækkelig.

Kristian Pihl-Lorentzen noterer sig blandt andet, at der flere steder i rapporten advares om mulige fremtidige problemer.

Og han kan ikke forstå, hvordan man på den ene side kan erklære toget for grundlæggende sundt, mens man bagefter nævner "et sandt rædselskabinet af tekniske problemer".

Men man kan ikke byde de rejsende mellem Esbjerg og Aarhus at skulle med bumletog uden at stille dem noget bedre i udsigt, mener Carl Holst:

- Atkins-rapporten kan ikke give et endegyldigt svar på, om IC4-togene nogensinde kommer til at køre. Så lad os få løst problemet ved at udlicitere driften til en anden aktør end DSB, siger Carl Holst til JydskeVestkysten.

- Borgerne i Jylland er ligeglad med, om det er et offentligt eller privat selskab, de kører med. Bare togene er tidssvarende og kører til tiden, tilføjer han.

/ritzau/