Lars Løkke i direkte besked til Trump efter skoleskyderi: Lyt til de unge mennesker

Lyt til kravene fra de unge mennesker, som kræver våbenkontrol, skriver Lars Løkke Rasmussen onsdag aften til den amerikanske præsident på Twitter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har onsdag skrevet et direkte tweet til Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Freitag

Den amerikanske præsident Donald Trump bør lytte til de mange unge amerikanere, der i disse dage kræver strammere våbenlovgivning.

Sådan lyder den klare besked fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der onsdag aften har skrevet et tweet direkte henvendt til Donald Trump.

»Jeg har ikke til hensigt at blande mig, men tillad mig at give et dansk perspektiv: Donald Trump, lyt til kravene fra de unge mennesker, som kræver våbenkontrol. Accepter ikke verdensrekorden i skoleskyderier,« lyder det blandt andet fra Lars Løkke Rasmussen i tweetet.

Statsministerens besked kommer i kølvandet på skoleskyderiet i Florida onsdag den 14. februar, hvor 17 blev skudt og dræbt på Marjory Stoneman Douglas High School.

Siden skoleskyderiet i Florida i sidste uge har en bevægelse af unge mennesker rejst sig i USA, og især den unge Emma Gonzales' ord har vakt opsigt verden over.

»Til alle politikere, der tager imod bidrag fra NRA (National Riffle Association, red): Skam jer!,« sagde Emma Gonzalez, der fik menneskemængden til at gentage slagordet: »Skam jer!« under en tale lørdag, hvor hun også pointerede, hvordan præsident Donald Trump har modtaget 30 millioner fra netop NRA, våbenlobbyen.

I Florida stemte medlemmerne af Repræsentanternes Hus i delstaten tirsdag om et forslag, der ville forbyde salg og besiddelse af visse typer automatvåben, men forslaget blev nedstemt, skriver nyhedsbureauet AP.

Som led i de unges protester har man arrangeret demonstrationen 'March For Our Lives'. Demonstrationen vil foregå den 24. marts i Washington DC og flere steder i USA med det formål at 'kræve, at vores liv og sikkerhed bliver en prioritet, og at vi ender våben med vold og masseskyderier i vores skoler i dag,' lyder det på initiativets hjemmeside.

Blandt de deltagende bliver blandt andet kendisparret George og Amal Clooney, der i deres børns navn har doneret 500.000 dollar til formålet.