K: En halv milliard til politiet nu

De Konservative er ikke overraskede over nødråbet fra de sjællandske politifolk. Der er brug for flere betjente med det samme, lyder det.

Bomberyddere måtte dagen efter angrebet på Krudttønden rykke ud for at tjekke en mistænkelig genstand, mens politiet afspærrede pladsen i en times tid. Terrorangrebene førte til et massivt forhøjet beredskab i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er ganske forudsigeligt, når formændene for de sjællandske politiforeninger til Berlingske siger, at det forøgede terrorberedskab trækker store ressourcer fra det daglige politiarbejde.

Politiet er nemlig i forvejen spændt hårdt for, erklærer den konservative finansordfører, Mike Legarth (K), der ser nødråbet som endnu et bevis på, at der er brug for flere midler.

»Vi har afsat 500 millioner kroner ekstra til politiet i vores finanslovoplæg og vores 2020-plan, og den check er vi klar til at udskrive i dag,« siger finansordføreren til Berlingske Nyhedsbureau.

Berlingske har talt med Politiforbundets lokalformænd i fire sjællandske politikredse, der samstemmende siger, at terrorberedskabet går ud over det lokale politiarbejde, både patruljering og opklaring.

Politiforbundets landsformand, Claus Oxfeldt, påpeger desuden, at antallet af politibetjente er faldet med 500 de seneste år, så der nu kun er 10.500 politifolk på landsplan. Det harmonerer dårligt med øget beredskab mod terror, mener han.

»Det er en ny virkelighed, hvor der er nogle nye opgaver, som dansk politi skal tage sig af. Og det skal tages fra nogle ressourcer, vi har haft tidligere. Selvfølgelig har det en konsekvens for den enkelte borger,« siger Claus Oxfeldt til Berlingske.

Mike Legarth er rørende enig, og løsningen er ifølge de Konservative helt enkel: Der er brug for flere politifolk på gaden.

»Vi ved godt, at det ikke er noget, der vil ske med det samme, når vi afsætter pengene. Men i først omgang kunne man sørge for at udbetale nogle af de mange tusind timers overarbejde, som politifolkene har til gode. Der er akut brug for flere betjente til at løse de almindelige politiopgaver,« siger han.

Konsekvensen af de manglende politifolk er, at de kriminelle får mere eller mindre frit spil, mener han.

»Fængselscellerne står tomme, fordi der ikke er folk til at efterforske indbrud, overfald og anden kriminalitet. Der er simpelthen gerningsmænd, der går fri, fordi politiet ikke har tid til at pågribe dem. Det er vanvittigt,« siger Mike Legarth.

De Konservative var tidligere på ugen med til at afsætte 130 millioner kroner til politiet i forbindelse med det øgede terrorberedskab, men det er altså ikke nok, mener partiet.

Det er justitsminister Mette Frederiksen (S) ikke enig i, men hun understreger, at man fra regeringens side følger situationen nøje:

»Regeringen forholder sig selvfølgelig løbende til, om der kan blive behov for yderligere ressourcer. Samtidig skal politiforligskredsen snart indlede forhandlinger om politiets økonomi for de kommende år, så vi også på den lange bane kan sikre ro om politiets økonomi«.