Hvorfor vil vi hellere lytte til Dovne-Robert, Fattig-Carina og Yahya Hassan end til politikerne?

Gik alle politikere, debattører og eksperter frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej at forandre dagsordenen i den offentlige debat så meget som Dovne-Robert, Fattig-Carina og Yahya Hassan. Hvorfor?

»Hvis du aldrig har lært, hvad der er rigtigt eller forkert hjemmefra, er det svært at træffe de rigtige beslutninger som ung. Hvis dine forældre kun opdrager dig med tæsk og korancitater og aldrig med dybe samtaler, så er det svært at være forberedt på det, samfundet har at byde dig,« sagde den unge digter Yahya Hassan, hvorefter diskussionen om opdragelse i indvandrerfamilier sprang i luften. Fold sammen
Læs mere

Eksperten stiger ned fra bjerget. Under den ene arm har han sin faglige kritik af folkeskolen, der langtfra er god nok. Under den anden flere løsninger på problemet. Men der følger blot en spagfærdig offentlig diskussion, hvor det mest er politikere, interessenter og andre eksperter, der fører an. Så skriver en 12-årig pige, Anna Olivia Westberg, det samme i førstepersonsperspektiv i Berlingske, og debatten om det faglige niveau i den danske folkeskole eksploderer hos menigmand, over aftensmaden og på sociale medier.

Når borgerlige politikere råber, at integrationen sidder fast i mudder af social armod og islam, bliver det kvalt i debat om højrefløjspopulisme over for venstrefløjs-multikulti, indtil Yahya Hassan, en ung digter med indvandrerbaggrund, træder frem i Dagbladet Politiken med en benhård kritik af sine forældres generation, og alle føler, at han siger det, de altid har sagt, mens de ser debatten eksplodere.

Og selv om alle statsministre siden Nyrup har sagt, at det skal kunne betale sig at arbejde, også i verdens største velfærdsstat, blev refrænet sunget for døve øren, indtil en doven og medieglad kontanthjælpsmodtager, Dovne-Robert, gled over fladskærmen på DR2 og videre ud i alle andre medier.

Hvorfor sker der noget helt særligt, når det er personer, almindelige mennesker om man vil, og ikke analyser og politiske argumenter, der træder frem?

Fordi vi over for et uoverskueligt hav af information har brug for pejlemærker, der rammer følelserne, mener grundlægger af reklamefirmaet Mensch, Frederik Preisler.

»Det er egentlig meget enkelt. For at navigere i en uendelig informationsmængde har vi brug for pejlemærker – og her er vi så primitive, at vi går efter ansigter, når vi skal orientere os. En kronik kan være nok så interessant og velskrevet. Men personens ansigt gør, at vi kan forholde os til det, og måske overhovedet læser det. Det er den samme funktion, som billedet på Facebook har. Eller bloggere, der jo egentlig blot er læserbrevsskribenter. Men hvor den gammeldags læserbrevsskribent blot figurerer med navn og adresse, lægger bloggerne hele deres liv og person ind i det, de skriver om, og derfor får det gennemslagskraft, så de faktisk kan leve af at skrive læserbreve,« siger han.

Haarder: Vi længes efter autenticitet

Sådan opfattes det også på Christiansborg. Venstres debatveteran Bertel Haarder har selv i adskillelige omgange forsøgt at rejse debat om konsekvenserne af en alt for gavmild velfærdsstat og om store integrationsproblemer blandt muslimske indvandrere, men før debatten rigtig kan komme i gang, kræver det en autenticitet, som politikeren eller eksperten ikke selv kan levere, mener han.

»Vi længes efter noget autentisk midt i tågerne fra spindoktorer og kommentatorer. Når der kommer ansigt på en problemstilling som Dovne-Robert eller Fattig-Carina og Yahya Hassan, så får det en autentisk kvalitet, som nok så mange analyser og kommentarer ikke kan hamle op med. Når folk som jeg og andre siger nogle sandheder om den islamistiske trussel, så kan det tolkes som om, at man bare er ude på at fiske stemmer, og at man angriber en forsvarsløs gruppe, men når en person i kød og blod træder frem, én som har oplevet det på egen krop og gjort sine egne tanker, har det langt større troværdighed, end hvis en politiker eller kommentator siger det samme.«

Men hvilken konkret politisk betydning får personer som Robert Nielsen, Anna Olivia Westberg og Yahya Hassan så? Ikke så meget i sig selv, men hvis politikerne kan bruge dem som løftestang til en i forvejen etableret politisk agenda, giver det stor gennemslagskraft. Det siger statskundskabsprofessor ved Århus Universitet Christoffer Green-Pedersen, der igennem en årrække har forsket i, hvordan politiske dagsordener bliver sat, og hvornår de bliver til egentlige samfundsforandringer.

»Isoleret set tror jeg ikke, at de har den store betydning, men politikerne kan bruge dem til at skabe momentum til deres egne forslag. Det er ikke nemt at skabe momentum i sig selv som politiker, der har man brug for en anledning. Det er ikke noget politikerne selv kan løbe i gang. Dovne-Robert blev udnyttet maksimalt af de politikerne, der så en fordel i det. Så politikerne venter på de her anledninger. Mediemæssigt er det også nemmere at fortælle historien med en person i stedet for tørre analyser fra universitetsforskere.«

Flere risici ved forherligelsen af case-personer

Følelser, identifikation og autenticitet sat over for tørre analyser og kaskader af argumenter fra kommentatorer og politikere. Det er i det spændingsfelt politik finder sted. Resonans mellem emotionsdreven debat og politikernes agenda skaber politiske forandringer. Oftest er det noget, der sker uplanlagt. Men det kan også iscenesættes af politikere selv, der hæfter en ægte person på sin egen politiske agenda. Med skiftende held. Da SFs Özlem Cekic mente konfrontationen med kvinden, som offentligheden lærte at kende som Fattig-Carina, ville have Liberal Alliances Joachim B. Olsen til at falde sammen som et liberalistisk korthus, løb hun på vegne af venstrefløjen hovedet mod muren. Konsekvensen var ikke alene, at Venstre, som ellers i næsten ti år havde gjort en dyd ud af at vise, hvor meget man gik ind for velfærdsstaten, pludselig pudsede reformprofilen af. Socialdemokraterne udnyttede debatten til at støve den gamle parole af om ret og pligt. Det kan man så være glad for eller ej, men de personbårne følelsesdebatter udfordrer billedet af os selv som rationelle demokrater, hvor det bedste argument vinder den offentlige debat. Et billede Frederik Preisler mener, det er på tide at gøre op med.

»Vi kan godt lide forestillingen om os selv som rationelle væsener. Men det er vi ikke. Det kan videnskabeligt – rationelt – dokumenteres, at vi er irrationelle. Og ikke alene er vi irrationelle, vi er emotionelle. Når folk køber en VW i stedet for en Skoda, der i bund og grund er den samme bil, har de en lang række rationelle argumenter for at retfærdiggøre en grundlæggende emotionel beslutning. Al kommunikation, politisk eller kommerciel, udgiver sig for at være rationel, men er emotionel. Der er ikke meget appel i fremlægge et finanslovsforslag uden at tale lidt om svage ældre eller børn.«Men er det ikke en fare ved det?»Jo, selvfølgelig er der en fare ved, at vi hele tiden går labile rundt og lader følelserne styre os. Men intuition og følelser er ofte lige så præcise navigationsinstrumenter som logik og rationaler. Det farlige er, hvis vi ikke erkender det og holder rigidt fast i et billede af os selv som rationelle.«

Også Bertel Haarder ser en fare i case-personer i medierne, fordi de kan forvrænge billedet af virkeligheden.

»Risikoen er, at man tror, at alle kontanthjælpsmodtagere er som Robert og Carina – og at alle muslimer er islamister. Man kan frygte, at det bliver led i politiske kampagner at finde sådan nogle typer og køre dem frem. Det kan jo udnyttes. Vi har set partier bruge konkrete personer i deres kampagner, både V, S og SF. Det er ikke nødvendigvis en berigelse af demokratiet. Men det gode ved det er, at det engagerer folk og styrker interessen for politik.«

Christoffer Green-Pedersen ser også både risici og muligheder i en følelsesmæssig personbåret debat:

»Det er en risiko for at lave politik på baggrund af en ophedet følelsesmæssig debat, hvor man enten gør for meget eller for lidt. Men som debatten om et burka-forbud viste, så har de mere tørre videnskabelige analyser også en vægt i debatten, altså det fik jo en betydning, at man ikke kunne dokumentere en stor udbredelse af burkaer. Så man kan også sige, at den offentlige debat virker, selv om der kan være en modsætning mellem følelser og viden,« siger Green-Pedersen. Han slutter:

»Selvom politik er blevet videnskabeliggjort, er der ikke en videnskab, der kan sige hvad der er rigtigt at gøre politisk. Det er her, at den engagerede debat kommer ind.«