Eksperter skal finkæmme kommende EU-krav til dit boliglån

International komité barsler med anbefalinger til regler, der kan få stor betydning for prisen på boliglån.

Regeringen nedsætter nu en ekspertgruppe, der skal se på en anden ekspertgruppes anbefalinger.

Anbefalingerne stammer fra den internationale Basel-Komité, der arbejder på nye retningslinjer for banker og realkreditinstitutter.

Det kan få stor betydning for prisen på boligejeres lån.

- I Danmark har vi en god realkreditmodel, der giver mulighed for relativt billige boliglån til husejerne, og den ønsker jeg at holde fast i, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Når Basel-Komitéen offentliggør sine anbefalinger, skal EU-systemet i gang med den egentlige lovgivning.

Anbefalingerne går på, hvor meget institutterne skal have på kistebunden til dårligere tider. Det kaldes også kapitalkrav.

Og anbefalingerne ser særligt på institutter med lav risiko som de danske realkreditinstitutter, der fremhæves som noget særligt.

Når bankerne skal polstres, skal pengene op af kundernes lommer. Dermed kan de nye regler gøre det markant dyrere at låne penge til en bolig.

Det var blandt andet skærpede kapitalkrav, Nykredit begrundede det med, da koncernen sidste år under stor debat hævede de bidragssatser, kunderne betaler. Siden fulgte flere andre selskaber efter.

- Det er væsentligt, at vi hurtigst muligt fra ekspertgruppen får en grundig vurdering af, hvilke konsekvenser Basel-anbefalingerne kan få for de danske realkreditinstitutter og banker.

- Det giver os også det bedst mulige udgangspunkt for at varetage danske interesser ved de kommende forhandlinger i EU, siger Brian Mikkelsen.

Formanden for regeringens ekspertgruppe bliver Kristian Vie Madsen, der er vicedirektør Finanstilsynet, som fører tilsyn med finansielle virksomheder.

Ekspertgruppen skal afrapportere, når de nye standarter fra Basel-Komitéen fremlægges.

Danmark sidder ikke med i komiteen, men repræsenteres via EU.

/ritzau/