Dokumenter modsiger minister i kvotesag

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) sagde gentagne gange under fredagens samråd i Folketinget, at især ét indgreb mod »kvotekonger« ifølge hans embedsmænd vil virke bedst. Men flere dokumenter i sagen viser, at ministeren var orienteret om det stik modsatte. DF mistænker ministeren for bevidst at have udvalgt et indgreb mod kvotekonger uden effekt.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte mandag eftermiddag det lille fiskerleje Thorupstrand, hvor der fiskes efter bæredygtige principper. Fiskekutterne trækkes op på stranden efter fisketurene. Her ses ministeren med formanden for Kystfiskerlauget Thomas Højrup. Foto: Henning Bagger
Læs mere
Fold sammen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) gav med al sandsynlighed sit parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, og resten af Folketinget misvisende oplysninger under fredagens samråd i Folketinget, da ministeren fremførte et af sine kerneargumenter.

Ministeren fastslog ad flere omgange på samrådet, at han var vendt tilbage til Dansk Folkeparti og alle Folketingets øvrige partier uden for regeringen med især ét forslag til at bekæmpe fiskeriets såkaldte kvotekonger, fordi hans embedsmænd i den relevante styrelse klart anbefalede, at dette indgreb – en såkaldt tro- og loveerklæring – ville virke bedst og have størst effekt.

»Styrelsen har jo sagt til mig: ’Du skal gå over med tro- og loveerklæringen, for det er det, der virker’,« lød det flere gange fra ministeren på samrådet.

Men en gennemgang af sagens dokumenter viser, at argumentet ikke holder.

Embedsmændene i den relevante styrelse, NaturErhvervstyrelsen (i dag Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, red.), har tværtimod ad flere omgange i direkte vendinger understreget, at de omtalte tro- og loveerklæringer vil være uden virkning.

I en oversigt sendt til Miljø- og Fødevareministeriet i maj 2016 omtales muligheden for disse erklæringer som et redskab til at forhindre, at enkeltpersoner har »bestemmende indflydelse« over store kvoteandele. Men embedsmændene konkluderer:

»Erklæringer vil betyde et bureaukratisk system med administrative byrder for fiskerne, som ikke får nogen effekt på kvotekoncentrationen.«

Oversigten peger på en stribe uhensigtsmæssige konsekvenser ved at indføre erklæringerne – og ikke på én eneste positiv vurdering af indgrebet.

Hukommelsessvigt

Nu kunne Esben Lunde Larsen under fredagens samråd ikke huske, om han personligt havde set oversigten. Men i et såkaldt cover fra 10. marts 2016, som ministeren godt kunne huske under samrådet, fremhæver NaturErhvervstyrelsen samme pointe og understreger, at et krav om tro- og loveerklæringer »ikke vil være hensigtsmæssig og vil besværliggøre handel med fartøjer og kvoter for en lang række fiskere.«

Og i et offentligt notat fra januar 2016 til Miljø- og Fødevareudvalget anbefaler NaturErhvervstyrelsen nok en gang, »at der ikke fastsættes krav om erklæring.«

Altså mindst tre notater, hvor Esben Lunde Larsens embedsmænd klart lægger afstand til muligheden for at indføre tro- og loveerklæringer. Notaterne er daterede 26. januar 2016, 10. marts 2016 og 19. maj 2016. Ikke desto mindre skrev og ringede Esben Lunde Larsen 10. marts og 11. marts i år til Dansk Folkeparti for at meddele, at tro- og loverklæringer var bedste og eneste mulige indgreb, viser e-mail i sagen.

Præsenteret for de nye oplysninger siger Ib Poulsen, Dansk Folkepartis fiskeriordfører:

»Min tillid til ministeren er i hvert fald ikke styrket.«

»Meget tyder på, at ministeren ikke har holdt sig til sandheden, når han siger, at tro- og loveerklæring er det mest effektfulde. Dokumentet siger jo, at forslaget er virkningsløst. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at han gerne vil bruge en tro- og loveerklæring, netop fordi den ikke virker. Det er hans politiske holdning, at den ikke skal virke, og derfor vil han bruge den,« siger Ib Poulsen.

Op mod flertallet

Kvotesagen er i denne uge drevet ind over Christiansborg. Et stort politisk flertal af lovgiverne ønsker at gribe ind over for, at enkelte kapitalstærke fiskere – de såkaldte kvotekonger eller kvotebaroner – de senere år har fået kæmpe andele af fiskekvoter. Anført af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har flertallet flere gange presset på for, at Esben Lunde Larsen og hans embedsapparat kunne hjælpe med konkrete værktøjer til at bremse kvotekoncentration. Gang på gang er ministeren vendt tilbage med ét forslag: tro- og loveerklæringer. Det afslører bl.a. en mailkorrespondance mellem ministeren og partierne, som Berlingske har læst. Derfor udløste det hård kritik, at Berlingske i denne uge kunne omtale et detaljeret katalog fra december 2015 med 16 konkrete punkter til at bekæmpe kvotekonger, fordi kataloget er udarbejdet i Esben Lunde Larsens egen styrelse. Hvorfor var lovgiverne ikke blevet præsenteret for disse muligheder, når de så indtrængende havde spurgt?

Nu var Esben Lunde Larsen ikke minister i december 2015; ministeren hed dengang Eva Kjer Hansen (V). Og Esben Lunde Larsen gav flere steder udtryk for, at han intet kendte til anbefalingerne.

De to hovedargumenter

»Jeg er ikke blevet forelagt Landbrugs- og Fiskeristyrelsens idékatalog med 16 ideer,« skrev han f.eks. til Berlingske.

Men sagen eskalerede yderligere, da Berlingske kort før samrådet fredag bragte en artikel om, at NaturErhvervstyrelsen igen i maj 2016 havde sendt en »forelæggelse til ministeren«, hvor de samme anbefalinger fremgik. Berlingske har sammenlignet notatet fra 2015 med oversigten fra 2016, som nærmest på ordniveau indeholder de samme anbefalinger – bare i en anden rækkefølge.

Så hvordan kunne ministeren undgå at have hørt om anbefalingerne?

På det omtrent to en halv time lange samråd holdt ministeren fast i to hovedargumenter.

Et: Han havde afvist at kende til de 16 punkter i notatet fra 2015, for det var det notat, »Berlingske-sagen« tog afsæt i, som Esben Lunde Larsen formulerede det. Til gengæld kendte han godt til indholdet af oversigten fra 2016. Dog skiftede ministerens forklaringer frem og tilbage under samrådet på spørgsmålet om, hvorvidt han faktisk havde læst hele oversigten. Ministeren kunne tilsyneladende ikke selv huske det, men så hjalp embedsmændene til sidst med, at det var »husets vurdering«, at ministeren ikke havde læst det.

To: Ministeren erkendte ad flere omgange, at han havde set flere forslag, end han havde videregivet til Folketinget. Men Esben Lunde Larsen forklarede, at han blot havde filtreret forslagene, fordi han kun ville videregive de mest effektfulde forslag til Folketinget. Han tilføjede dog også, at han havde foretaget en »politisk vurdering.« Dette var også årsagen til, at han alene viderebragte forslaget om tro- og loverklæring til Dansk Folkeparti. »Jeg har spurgt min styrelse: ’Hvad virker i det her?’ Så har svaret været ’tro og love’,« lød det.

Under samrådet skyllede det ene kritiske spørgsmål efter det andet ind over ministerens bord fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, de Radikale og Alternativet. Folketingspolitikerne borede især i, at ministeren jo ikke specifikt var blevet spurgt til notatet fra 2015, men til mulige indgreb over for kvotekongerne generelt. Esben Lunde Larsen beklagede flere gange, men fastholdt, at han ikke havde løjet.

Efter samrådet konkluderede det markante folketingsflertal, at ministeren havde tilbageholdt oplysninger for lovgiverne. Dansk Folkepartis Ib Poulsen gentog, at ministeren »har løjet« og omtalte samrådet som »en ren tilståelsessag.«

Nye oplysninger undrer

Og nu viser det sig så også, at et af ministerens hovedargumenter under hele samrådet – at tro- og loveerklæringer var embedsmændenes bedste bud på et indgreb – også smuldrer.

»Meget tyder på, at ministeren under samrådet er kommet med nye usandheder, og at han direkte har forsøgt at føre os bag lyset,« siger Simon Kollerup, Socialdemokratiets fødevare- og fiskeriordfører.

»Det er bare endnu en bekræftelse på, at han har en rigtig dårlig forklaring,« siger Dansk Folkepartis Ib Poulsen.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, understreger en ministers sandhedspligt.

»Det er vigtigt, at Folketinget træffer beslutninger og lovgiver på et veloplyst grundlag. Selvfølgelig skal lovgiverne have et nuanceret billede. Især når de beder om det. En minister må gerne have politiske holdninger, men må ikke lave om på sandheden,« siger Michael Gøtze.

Det er nu lagt i hænderne på Dansk Folkepartis ledelse, om de gentagne »løgne« skal have nogen politisk konsekvens for ministeren.

Fredag eftermiddag afviste Esben Lunde Larsen og hans ministerium at kommentere de nye oplysninger. I stedet lovede departementet, som er overordnet i forhold til den tidligere NaturErhverstyrelse, i dag Landbrugs- og fiskeristyrelsen, et skriftligt svar fra styrelsen.

Det lyder:

»Det er rigtigt, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen tidligere har vurderet, at der er problemer med tro- og loveerklæringer. I mødesagen fra 10. marts 2016 anbefaler Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke brug af tro- og loveerklæringer over for ministeren. Den formulering, som Berlingske spørger ind til, stammer fra maj 2016. På det tidspunkt havde Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kun arbejdet med tro- og loveerklæringerne i kort tid, og man mente ikke på det daværende grundlag, at erklæringerne havde nogen nævneværdig effekt på kvotekoncentrationen. I løbet af forhandlingerne blev forholdet om bestemmende indflydelse og tro- og loveerklæringer rejst som et politisk ønske, og siden da har styrelsen arbejdet på at udforme en model, der forbedrede effekten af tro- og loveerklæringerne. Styrelsen har aldrig hævdet, at tro- og love erklæringerne var noget vidundermiddel, men med den forbedrede model er det vores klare vurdering, at det er det bedste bud i øjeblikket i forhold til at gennemføre regler om bestemmende indflydelse.«

Under punktet »bestemmende indflydelse« i oversigten fra 2016 er der kun to bud på mulige indgreb.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.

I den første version af denne artikel stod der: »Ikke desto mindre skrev og ringede Esben Lunde Larsen 10. marts og 11. marts til Dansk Folkeparti...« Lørdag eftermiddag den 1. april i år blev artiklen opdateret, så der blev tilføjet årsangivelse i sætningen: »10. og 11. marts i år.«