»Det er noget griseri«

Mindre minuttyranni og en rystet dyne er blandt 91-årige Inger Carlsens ønsker til ældreområdet. »Èt bad om ugen er et absolut lavmål. For mig var det en stor lykke, da jeg fik lov til at få to. Et er for sjældent,« siger hun.

»Jeg har lige hørt, at man i Ringkøbing vil til at skifte sengetøj hver fjerde uge. Det er noget griseri, og man kan ikke være bekendt at lade de ældre ligge i skidtet,« siger Inger Carlsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I ét ryk skyder 91-årige Inger Carlsen sin lænestol tilbage. De sutskoklædte fødder kommer op, og siddestillingen bliver mere vandret. Nærmest liggende.

Telefon, medicin, fjernbetjening, iPad og litteratur er indenfor rækkevidde. Den aktuelle »moppedreng« er på tysk og om romertidens England og Skotland.

»Jeg bruger ikke engelsk i det her liv,« siger Inger Carlsen og ler mildt.

Hun er pensioneret præst og bosat på Frederiksberg i en lejlighed med rosamalede rum. Siden 2010 har Inger Carlsen fået hjælp af kommunen til dagligdags gøremål som sengeredning, ophængning af vasketøj og rengøring. Hendes sengelinned bliver skiftet hver fjortende dag, og der går samme antal dage mellem støvsugning og gulvvask.

»Til gengæld får jeg to bade om ugen,« siger Inger Carlsen og nikker med en vis alvor – vel vidende at det ikke er alle ældre forundt.

»Èt bad om ugen er et absolut lavmål. For mig var det en stor lykke, da jeg fik lov til at få to. Et er for sjældent,« siger hun.

Politikerne skulle prøve det selv

Hun er overordnet set glad for sin tilværelse som ældre i Danmark. Hjemmehjælperne er søde og sygehusvæsenet kompetent.

Alligevel bliver Inger Carlsen vred, når hun hører om kommuner, der sparer penge ved at forringe tilværelsen for samfundets ældste.

»Jeg har lige hørt, at man i Ringkøbing vil til at skifte sengetøj hver fjerde uge. Det er noget griseri, og man kan ikke være bekendt at lade de ældre ligge i skidtet,« siger Inger Carlsen.

Hun nævner også efterårets historier om ugegammel mad som et eksempel på en tarvelig og uværdig behandling af de ældre.

»Tanken om at skulle have en madpakke til otte dage giver mig mine grå hår tilbage. Ville I spise det? Jeg ville være rædselsslagen, og selv om jeg ikke så gerne smider mad ud, ville jeg ikke byde min mund det,« siger Inger Carlsen.

Hun synes, at flere politikere skulle prøve at sætte sig selv eller deres egen mor i de ældre borgeres sted.

»Ville de synes, at det var okay, at deres egen gamle mor lå en måned i sin seng i beskidt linned? Ville politikerne selv bryde sig om det? Nej vel,« siger Inger Carlsen.

Hun byder en kulegravning af ældreområdet velkommen, for »det trænger mildest talt til det«, og hun har flere ideer til, hvor en kommende statsminister med fordel kan sætte ind.

Behov for flere mennesker og mindre robot

Først og fremmest skal der gøres op med minuttyranniet i det offentlige.

»Hvis de ringer og melder en hjemmehjælpers ankomst, kan de finde på at sige, at min hjælper kommer syv minutter i halv. Vi andre regner jo ikke med syv minutter. Enten kommer man ti minutter i halv eller lidt i halv. Men det er på minut. Alt er på minut. Sengeredning tager tre minutter, mens tømning af bækkenstol tager to minutter. Det skal vi væk fra,« siger Inger Carlsen.

Hun mener også, at der er behov for mere menneske og mindre robot i plejen af ældre.

»Der skal være flere varme hænder. En robot kan ikke give en varm hånd, og en PC har ingen varm stemme. Jeg vil hellere forgå i skidt end have en robot,« siger Inger Carlsen. Og så ønsker hun sig en rystet dyne med ligeligt fordelte dun. Den forsvandt i foråret.

»Min hjemmehjælper må ikke længere ryste min dyne. Det støver. Men jeg savner altså, at alle dunene ikke ender i fodenden.«