Tavshed på menneskeretsfronten

En af de markante forskelle i debatten fra første til anden Muhammed-krise er, at de fleste nu synes at være nået til den erkendelse, at krisen handler om ytringsfrihed.

Foto: Scanpix

Ganske vist kan vi stadig skændes om, hvorvidt ytringsfriheden er truet, hvorvidt Muhammed-tegningerne skader ytringsfriheden i den arabiske verden, og om hvorvidt det hele handler om danske mediers måde at bruge ytringsfriheden på. Men ytringsfrihed er og bliver emnet på dagsordenen.

At ytringsfriheden er en fundamental rettighed er også indiskutabelt. Det står sågar sort på hvidt i FNs Menneskerettighedskonvention. Således klædt på med de mest basale, men vigtige demokratiske erkendelser er det tid til at undre sig over den totale radiotavshed fra de førende menneskerettighedsorganisationer i forhold til den genopblussede Muhammed-sag. Man skulle ellers tro, det var en kerneopgave for organisationer som Amnesty International eller Human Rights Watch at interessere sig for, om ytringsfriheden, denne fundamentale menneskerettighed, bliver trådt under fode, hvad enten den, der træder, er en terrorist eller en regering. Men nej. Stilheden har været rungende.

Hverken Amnesty International eller Human Rights Watch har rigtig sagt noget. Ikke da en dansk tegner tilsyneladende stod for at skulle myrdes, fordi han havde lavet en tegning. Eller da arabiske medier blev pålagt nye restriktioner i et charter fra Den Arabiske Liga. Eller da den hollandske regering begyndte at rasle med ideen om at forbyde en kortfilm, der kritiserer Koranen, af frygt for de reaktioner den måtte afstedkomme. Men når ytringsfriheden bliver brugt af nogle, hvis synspunkter man ikke bryder sig om, så er den tilsyneladende ikke værd at forsvare, synes menneskerettighedsorganisationerne. I hvert fald har de ikke gjort det. Der er ikke kommet erklæringer, som støtter hverken Kurt Westergaard, de danske aviser eller den stygge Geert Wilders. Herhjemme har Amnesty International begrænset sig til at kritisere den danske administrative udvisning af de to tunesere, som er anklaget for at ville myrde Kurt Westergaard, og så færdes vi jo ligesom trygt og forudsigeligt på organisationernes gamle hjemmebane.

Hvorfor de førende menneskerettighedsorganisationer ikke er der som et søm, når nogle vil knægte den mest grundlæggende af alle menneskerettigheder, må stå tilbage som en gåde. Eller også er det bare helt enkelt: Disse organisationer er faldet i den venstrefløjsfælde, som Villy Søvndal netop er kravlet op af. En fælde som betød, at man gennem årtier havde vænnet sig til at betragte muslimer som ofre, og at man derfor overså, at islamismen voksede sig til en international magtfaktor, som blandt sine mål søger at begrænse retten til at ytre sig – også i de vestlige samfund. Således var det betegnende, at da Amnesty International i 2007 udsendte sine landerapporter, blev Danmark nævnt kritisk – på grund af Muhammed-tegningerne. Og i et afsnit, hvor man i næste sætning kom ind på spørgsmålet om de afviste asylsøgere.

Personligt er jeg optimist på ytringsfrihedens vegne. Jeg tror nemlig på den – og dermed på at den er stærk nok til at forsvare sig mod de trusler, der viser sig mod den. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal udvise agtpågivenhed og påpege, når det – som i tilfældet Holland netop nu – er ved at gå galt. I den forbindelse har menneskerettighedsorganisationer svigtet mange. Men vel allermest det grundlag, de selv er blevet skabt på.