Virksomheder vil have bedre infrastruktur

Der er mange og dyre ønsker på virksomhedernes ønskesedler, hvis de skal skabe mere vækst og flere job herhjemme. Men en bedre infrastruktur topper listen, viser ny undersøgelse.

Især bedre veje står højt på virksomhedernes ønskesedler. Hele 44 procent af alle forslagene fra virksomhederne handler således om udbygning og styrkelse af vejnettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANK LEONHARDT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et bedre vejnet, mere offentlig transport til erhvervsområder, flere parkeringspladser, bedre vedligeholdelse af offentlige veje og anden infrastruktur.

Det er, hvad danske virksomheder ønsker af forbedringer herhjemme, hvis der skal skabes flere job og komme mere vækst. Lavere skatter og afgifter er kun det næsthøjeste ønske.

Det fremgår af en undersøgelse, som interesseorganisationen DI (Dansk Industri) har foretaget blandt 6.777 virksomheder i forbindelse med kåringen af årets bedste erhvervskommune, der igen i år er Ikast-Brande.

Det er femte år i træk, at infrastruktur og transport topper på listen over, hvad virksomhederne mener, at kommunerne først bør tage fat på for at styrke deres vækstmuligheder. Mere end fire ud af ti virksomheder har infrastruktur og transport blandt de to mest prioriterede områder.

Administrerende direktør Karsten Dybvad fra DI siger hertil, at virksomhederne bevidst har prioriteret ting, som de ved, at kommunerne kan gøre noget ved.

»Virksomhederne er meget opmærksomme på, at skatter og afgifter i Danmark ligger meget højt. Mange er også presset af den kommunale dækningsafgift, som de gerne så sat ned. Men der er alligevel et stort ønske om, at infrastrukturen bliver prioriteret højt. Det er lidt af et paradoks, for det er et af de områder, som kommunerne ikke prioriterer højt, og slet ikke så højt som vi kunne ønske,« siger Karsten Dybvad.

Især bedre veje står højt på virksomhedernes ønskesedler. Hele 44 procent af alle forslagene fra virksomhederne handler således om udbygning og styrkelse af vejnettet. Virksomhederne er kommet med en lang række forslag til både større og mindre vejprojekter rundt om i landet. Forslagene tæller både tilkørselsveje, omfartsveje og udbygning af motorvejsnettet.

»Hvilke ønsker virksomheder har på dette område afhænger meget af, hvor de ligger. Der er store forskelle fra den ene landsdel til den anden,« siger Karsten Dybvad.

Vedligeholdelsen af vejnettet optager også virksomhederne. En del af forslagene handler om at udbedre huller i vejene mv. Endelig optager parkeringsforhold også en del. I Københavns Kommune er det hvert fjerde forslag, der handler om bedre parkeringsforhold. København får i det hele taget dumpekarakter af virksomhederne og er placeret helt i bund som nummer 88 ud af 96 kommuner, når det handler om tilfredshed med det kommunale vejnet. Sidste år lå København som nummer 76, så tilfredsheden er blevet mindre.

Bedre kollektiv transport, så det bliver nemmere at tiltrække arbejdskraft, står også højt på virksomhedernes ønskeseddel. Hele 22 procent af alle forslag fra virksomhederne handler om udbygning og styrkelse af den kollektive transport. Det er især virksomheder fra Region Hovedstaden, der kommer med mange forslag på dette område, og de handler især om bedre busdrift, herunder eksempelvis bedre trafikbetjening af erhvervsområder. Andre ønsker bedre forbindelser med letbane, metro, S-tog og tog.

Ønskerne til den kollektive transport afspejler i høj grad virksomhedernes geografiske placering. Eksempelvis ønsker mange virksomheder på Bornholm bedre og billigere færgebetjening.

Udover bedre veje og kollektiv transport er virksomhederne også kommet med en bred vifte af andre typer af forslag. Det er eksempelvis bedre havne og lufthavne, flere cykelstier, bedre regulering af trafiklys og bedre planlægning af vejarbejder.