USA går til valg: »Its the economy stupid«

Næste uges primærvalg i Iowa sparker det amerikanske valgår i gang. Frem mod november vil den politiske dagsorden svinge mellem personfnidder og substans, men ét spørgsmål kan blive særdeles afgørende for valgets udfald: har amerikanerne det bedre end for fire år siden? Berlingske forsøger at give et svar.

Præsident Joe Biden forsøger at føre valgkamp på den stærke amerikanske økonomi. Det er indtil videre ikke lykkedes.  Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Det var Bill Clintons rådgiver, James Carville, der i 1992 formulerede mantraet om, at »It's the economy stupid«. At amerikanske valg handler om økonomien og ikke mindst om det, som amerikanerne kalder »brød og smør«-emner. Hvordan det går ved køkkenbordet i den enkelte husholdning.

Det er ikke det samme som at sige, at økonomien er den eneste faktor i udfaldet til november. Denne gang er valget mere uforudsigeligt end længe med upopulære ledere i begge partier – og med alt fra grænsebevogtning til abort som vigtige spørgsmål.