Elbilen er før blevet udpeget til at være en af de største trusler for vestlige elbilproducenter.
Og kigger man på de seneste salgstal, er der måske også grund til at ryste lidt i bukserne.
En måned efter at den kinesiske mobilproducent Xiaomi lancerede SU7, verdens første elbil produceret af en mobiltelefonproducent, har den taget markedet med storm.
Alene i april solgte telefongiganten 7.058 biler på det kinesiske marked, som er det største elbilmarked i verden.
Dermed indtager SU7, som kun har været på markedet siden slutningen af marts, allerede pladsen som den ottendestørste elbilstartup i Kina. Det skriver Reuters.
På listen er desuden kinesiske elbilproducenter som Nio og Xpeng, som også forhandles i Danmark. Xiaomis elbil forhandles i øjeblikket udelukkende på det kinesiske marked.
Etablerede elbilproducenter som Tesla og kinesiske BYD fremgår ikke af listen, og deres salgstal er der fortsat et godt stykke vej op til. Til sammenligning solgte Tesla 31.000 elbiler i Kina i april, og BYD solgte hele 120.000 elbiler i perioden.
Men derfor er det stadig bemærkelsesværdigt, at Xiaomi som en nykommer på elbilmarkedet formår at accelerere i en tid, hvor konkurrenterne gør det modsatte.
Vil være blandt verdens største
I løbet af de seneste år er den ene nye kinesiske elbilvirksomhed efter den anden strømmet til det kinesiske elbilmarked.
Men samtidig er efterspørgslen efter elbiler aftaget, både i Kina og Vesten, og det har gjort det vanskeligt for mange elbilproducenter at vækste.
For et år siden satte det gang i en regulær priskrig på elbilmarkedet, da amerikanske Tesla som de første skar over 100.000 kroner af prisen på flere af sine modeller. Det fik konkurrenter til at svare igen, og i dag er det vigtigste våben på markedet fortsat en billig elbil.
Netop sådan en har Xiaomi.
I øjeblikket koster en ny SU7 206.000 danske kroner på det kinesiske marked. Det er over 27.000 kroner billigere end Teslas Model 3 i Kina.
Samtidig er den både hurtigere og har en længere rækkevidde end Teslas modeller.
Af anmeldere bliver SU7 kaldt en »drømmebil«.
Men af andre bliver den kaldt en billig kopi af en Porsche Taycan S4, og flere anklager både Xiaomi og direktøren Lei Jun for at iklæde sig vestlige forbilleder og så forsøge at udkonkurrere dem.
Uanset hvad man mener, går det fremad for Xiaomi.
I sidste måned havde de allerede 70.000 bestillinger på SU7, og ved årets udgang regner mobilproducenten med at have solgt og leveret 100.000 elbiler, hvilket svarer til 11.000 salg om måneden – hvis altså produktionen kan følge med.
Om 15-20 år har direktøren Lei Jun desuden lovet, at Xiaomi vil være blandt de fem største bilproducenter i verden.
Analytikere tror på, at det kan lade sig gøre.
I 2025 forventer bankkoncernen HSBC Qianhai, at Xiaomi kan levere 240.000 elbiler om året.



