Uden at det er blevet bemærket, har den danske pensionsfond ATP skiftet ud på en af sine topposter.
Direktøren i ATPs kapitalfond Langsigtet Dansk Kapital, som råder over seks milliarder kroner til investeringer, har siden 1. maj ikke længere heddet Anja Bach Eriksson.
Det skriver Børsen.
Over for mediet bekræfter ATP, som er danskernes lovpligtige pensionsordning og samtidig landets største investor, at det er korrekt, at Anja Bach Eriksson har sagt op, og stopper helt i ATP i udgangen af måneden. Udadtil er det dog ikke til at gennemskue, eftersom pensionsgiganten ikke har meldt noget ud, og da det stadig fremgår af Anja Bach Erikssons LinkedIn-profil, at hun er direktør i Langsigtet Dansk Kapital.
Anja Bach Eriksson var med til at søsætte Langsigtet Dansk Kapital i 2021 som et nyt initiativ, der skulle skabe store langsigtede vækstrater ved at investere direkte i unoterede danske selskaber. Tre år senere har fonden dog kun foretaget to investeringer til samlet halvanden milliard kroner, hvilket svarer til en fjerdedel af de midler, der blev sat til rådighed i perioden.
Til Børsen oplyser ATP, at Anja Bach Eriksson stopper for »at fortsætte sit bestyrelsesarbejde, bl.a. i de selskaber hun er medejer af og i de virksomheder, hun er kommet i bestyrelsen i under sin tid i ATP«.
Siden 1. maj har underdirektør i fonden Anders Christian Schelde overtaget pladsen efter Anja Bach Eriksson.




