»Kom lad os brokke os«.

Sådan lyder titlen på sangen fra bandet TV 2. I dag lever vi i en brokkekultur, hvor både unge og ældre har en tendens til at beklage og brokke sig over alt fra vejr til politik. Men hvornår bliver brokkerierne for meget? 

Det bliver et problem, når stemningen udvikler sig fra hverdagssnak til negative ekkokamre med ophidset stemning. Offentligt brokkeri kan både forstærke og forløse vores følelser og dermed måske formindske dem. Derfor brokker vi os, vi debatterer og diskuterer, da det er en del af vores demokratiske samfund. Vi skal altså ikke finde os i alt, og derfor skal vi heller ikke stoppe brokkeriet – men hvad skal vi så stille op med dem, når de fylder negativt i det offentlige rum?

Vi skal overveje, hvordan vi kan vende det destruktive brokkeri til noget konstruktivt og anvendeligt. Vi skal søge fællesskaber og dialoger, som ikke kun brokker sig, men som samtidig indebærer løsninger. Vi skal derfor undgå vanen med at hoppe på brokkevognen, som forvandler os til brokkehoveder – medmindre det er i samspil med løsningsmuligheder.

Så for at undgå brokkeri og tom snak skal vi derfor medbringe handlingsforslag og en god tone, så brokkeriet kan gå fra negative klager til positive krav og ønsker om samfundsfaglige forbedringer.

Anna Rytter, gymnasieelev, Ringkøbing

På forkant

Frederik Vads velmenende og kloge ord har sandelig sat gang i debatten, nu senest Helle Thornings udsagn: »Jeg forstår frustrationen«.

Alle velintegrerede udlændinge, langt de fleste, der har »rent mel i posen«, kan da slappe helt af – ingen mistænker dem for undergravende virksomhed i det skjulte. Frederik Vad gjorde blot opmærksom på og advarede mod »blåøjede svenske tilstande«, hvor mafialignende indflydelser, blandt andet via indvandrerbander, infiltrerer den svenske samfundsstruktur. Det skal vi undgå.

Frederik Vads udsagn er ikke en beskyldning, men en oplysning om, at vi er opmærksomme på problemet.

Ole Borg, Hellerup

Uforståelig opkrævning

Hver måned, når vores lønsedler kommer, giver vi otte procent i am-bidrag. Men ved du overhovedet hvorfor? Uanset om du er topchef eller avisbud, betaler du otte procent i arbejdsmarkedsbidrag. En »midlertidig« skat, der blev indført i 1994, for at dække over statens udgifter. Blandt andet til overførselsindkomst i form af dagpenge og aktivering. Men der er i dag slet ikke hverken grund til eller behov for at beholde arbejdsmarkedsbidraget.

I 1994, da man indførte am-bidraget, havde vi i Danmark en ledighed på henholdsvis 11 procent for mænd og 14 procent for kvinder. Am-bidraget blev derfor indført, så man kunne tørre regningen af på de arbejdende. I stedet for at tage pengene fra statskassen. I dag ligger ledigheden på små 2,9 procent. De lige over 86.000 ledige danskere skulle, altså hvis am-bidraget stadig blev brugt på de ledige, få afsat i omegnen af 105 milliarder kroner. Der skulle altså efter planen være afsat 1,2 millioner kroner pr. person.

Når regeringen ikke afskaffer am-bidraget, handler det ikke om, at det ikke har opfyldt sin pligt, men om at borgerne ikke brokker sig, fordi de ikke forstår det. Det er for regeringen en rigtig nem skatteindtægt, der rammer alle. Men dem, der bliver ramt hårdest af am-bidraget, er dem, der tjener mindst. Ikke nok med de unge, der betaler det, mens de har deres frikort. Det gælder også forældre, der kunne bruge pengene på deres børn. Og når vi letter skatterne på dem med laveste indtægter, letter vi også skatterne for dem med de laveste opsparingskvoter. Derfor vil mange af pengene altså løbe tilbage ud i samfundet og dermed øge efterspørgslen af varer, hvilket vil sænke ledigheden yderligere.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi i Danmark straffer arbejde med mærkelige skatter som am-bidraget. Det skaber mindre incitament til at arbejde. Specielt for unge flittige mennesker.

Oscar Kaae Ferraro, København, medlem af Liberal Alliances Ungdom

Manglende printavis

Hvor er det en dårlig beslutning, Berlingske har truffet, at vi ikke får avisen i papirudgave på helligdage. Vi sidder med god morgenmad og god tid og savner den avis, vi har betalt for. På hverdage får avisen ikke samme opmærksomhed mellem arbejde og diverse pligter.

Det kan undre, at i en tid med mediernes hårde kamp om vores opmærksomhed og penge, så opfordres vi til at bruge nettet. Formålet med ændringen er selvfølgelig at spare penge – og fuld forståelse for det. Men vær kreativ og find en løsning, som ikke vækker markant irritation flere gange om året.

Hanne Dam, Hillerød