Biografen Imperial er Nordens største, og den bryster sig af både høj billed- og lydkvalitet.
Men efter at dens nabo, Imperial Hotel, har klaget over støjen, har biografen i månedsvis været nødsaget til at skrue voldsomt ned for lyden og dæmpe især lyden på dybe frekvenser.
Det skriver Filmmagasinet Ekko.
Hotellet har nemlig ombygget nogle kontorer, der ligger tæt på lærredet, og som nu er blevet til hotelsuiter.
I en opfølgende artikel skriver Filmmagasinet Ekko, at gæster i suiterne har klaget over larm, og derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen været forbi og foretaget målinger af lyden.
Og da lyden er for høj, er biografen blevet pålagt at skrue ned.

Filmmagasinet Ekko skriver, at den forringede lyd har fået de danske filminstruktører Michael Noer og Christina Rosendahl til at flytte gallapremiererne for deres respektive film.
Christina Rosendahl siger, at Imperial er en ikonisk kulturinstitution, som hun havde glædet sig til at holde gallapremiere i.
»Jeg er utroligt ked af, at Imperial er i så store problemer, og jeg håber, at Københavns Kommune vil hjælpe med en løsning,« siger hun til mediet.
Imperial, altså biografen, har eksisteret siden 1961 og er ifølge lex.dk Nordens største med sine omtrent 1.000 sæder.
Hotellet åbnede i 1958.