Økonom: Parken har lagt nullerne bag sig med accept af dom

Parken Sport & Entertainment har valgt ikke at anke den dom for kursmanipulation, selskabet fik ved landsretten i marts.

Parken Sport & Entertainment har valgt ikke at anke den dom for kursmanipulation, selskabet fik ved landsretten i marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorkild Amdi

Med beslutningen er perioden i 00'erne, hvor selskabet med Flemming Østergaard i spidsen kunne gå på vandet, slut.

Det vurderer investeringsøkonom ved handelsplatformen Nordnet Per Hansen. Han vurderer samtidig, at det er en god ting for selskabet.

Parken, tidligere formand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup er alle dømt i sagen.

»Det gør selvfølgeligt indtryk, at det nu er helt bevist, at de mennesker, der stod i spidsen for selskabet, har manipuleret med kursen for egen vindings skyld.«

»Men med Parkens accept af dommen siger selskabet også, at Flemming Østergaard, han var noget, der hører 00'erne til,« siger Per Hansen.

Flemming Østergaard var administrerende direktør i Parken fra 1997 til 2002, hvor han blev bestyrelsesformand. En post han besad frem til 2010.

I perioden tegnede han og direktør Jørgen Glistrup selskabet med ganske store armbevægelser.

»00'erne var en anden tid. En tid, hvor mange ting kunne lade sig gøre, fordi kontrollen var for lemfældig.«

»Flemming Østergaard kunne som fuldstændigt enerådig bestyrelsesformand med den ene hånd uddele koncertbilletter ud til Frederik og Mary og med den anden styre en fodboldkamp,« siger Per Hansen.

Den nye ledelse i Parken, med administrerende direktør Anders Hørsholt i spidsen, er af en ny skole.

»Nutiden er meget mere fokuseret på god ledelse. Og det er positivt, at man ikke længere forsøger at gradbøje reglerne.«

»Når Parkens ledelse accepterer denne her dom, så markerer de også, at de gamle unoder er lagt bag selskabet. Og det tror jeg, at investorerne rigtigt godt kan lide,« siger Per Hansen.

Parkens aktier stiger med 0,6 procent tirsdag efter accepten af dommen.

Parken nægter at stille op til interview om kursmanipulationen.