Flyv op til Vorherre og bed om højere aktiekurser i morgen!

Når man skraber råderum og demografiske træk væk, er de faktiske offentlige finanser i Danmark i stigende grad blevet afhængige af udviklingen på de finansielle markeder gennem danskernes pensionsafkast. Der er faktisk ikke så mange sikre penge i kassen, og det højt besungne råderum er mest fugle på taget. Definitionen på "ansvarlig finanspolitik" er ikke entydig.

Udviklingen på de finansielle markeder har fået en afgørende betydning for udviklingen i de danske statsfinanser. Siden 2011 har beskatningen af danskernes pensionsafkast givet  279 mia. kr. i kassen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix

Der er lidt rituel stammedans over det, når oppositionen anklager den til enhver tid siddende regering for en uansvarlig finanspolitik. Også fordi det er mere end tre årtier siden, at man for alvor kunne anklage en regering for at være rigtigt uansvarlig.

Finanspolitikken er kun et lille element i den samlede økonomiske politik. Det er kombinationen af en ansvarlig finanspolitik og ikke mindst en meget aktiv strukturpolitik, der har givet os den handlefrihed, som vi har i dag.

I dag behøver vi ikke at se langt ud over landets grænser, før kombinationen af manglede økonomisk omstillingsevne og svage offentlige finanser skaber helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt europæiske lande kan gå statsbankerot. Italien er godt på vej. Frankrig ser ud til at hive sig væk fra afgrunden i kraft af præsident Emmanuel Macrons ambitiøse og konsekvente reformprogram.

Hvad er en ansvarlig finanspolitik? Det findes der ikke et entydigt svar på. Den tyske kansler Merkel kom i begyndelsen af finanskrisen i modvind i Sydeuropa, da hun fremførte, at statsfinanser skulle håndteres, som en husmor fra Schwaben så på husholdningsbudgettet: Sætte tæring efter næring og lægge lidt til side til en dårlig dag.

Det var pudsigt nok nøjagtig den samme filosofi, det konservative ikon Margaret Thatcher havde i Storbritannien i 1980erne. Det er ekstremt enkelt og simpelt – og nok ikke helt optimalt, men i enkeltheden ligger det smukke: Det er uendeligt nemt at se, om de politiske målsætninger overholdes.

I den ekstremt modsatte grøft står den danske finanspolitiske debat. Det handler om råderummet – penge, der måske er der i fremtiden under særlige forudsætninger – og strukturelle balancer, der heller ikke eksisterer. Vi har taget værktøjer, der er nyttige og brugbare i en langsigtet tilrettelæggelse af finanspolitikken, og ophøjet dem til halvguder.

»Brug af råderummet« er blevet et mantra, selv om nok de færreste politikere kan redegøre for teknikaliteterne bag, og hvordan råderummet påvirkes. Det demografiske træk er en anden vigtig faktor, som dækker over, hvad der skal til for at fastholde den nuværende service i lyset af forventningerne til befolkningsudviklingen. Et babyboom vil forøge det demografiske træk, mens en dødelig influenzaepidemi blandt ældre vil reducere det demografiske træk og give mere plads til andre prioriteter.

Når vi taler om råderum, demografiske træk og strukturelle balancer, afkobler vi den finanspolitiske debat fra virkeligheden. Det er derfor, at jeg har respekt for regeringen, når den hæver skatterne for at finansiere nye tiltag. Så kan vi som borgere forholde os til, om vi mener, at de nye skatter er de nye tiltag værd – eller om man ikke burde være i stand til at finde pengene inden for rammerne af en af verdens største offentlige sektorer. Vi kan fastholde regeringen på dens prioriteringer. Det giver demokratisk indsigt.

Et andet spørgsmål er naturligvis, hvor fremragende det egentlig går med statens finanser. Sidste år var der et overskud på statsregnskabet (DAU-saldoen) på 41 mia. kr. I år forventes det at blive fire mia. kr. Hvordan kan der komme så stort et fald, når der er rekordhøj beskæftigelse og solid vækst i den økonomiske aktivitet? Svaret er afkastet på danskernes pensionsopsparing (PAL-skatten). PAL-skatten indbragte 29,5 mia. kr. sidste år – og overskuddet uden var dermed 11,9 mia. kr. I år forventes PAL-skatten at indbringe 13,8 mia. kr. og DAU-saldoen uden PAL-skatten – »Forretningen Danmark« – giver dermed et underskud på 9,8 mia. kr.

Hvorfor giver det mening at se på balancen uden PAL-skat i en vurdering af ansvarlighed?

Danskernes pensionsformuer vokser som følge af de løbende indbetalinger og afkast. Det giver et større skatteprovenu – i mia. kr. – af det samme procentuelle afkast.

Men hvor indkomstskatter og moms svinger i takt med den økonomiske aktivitet i Danmark, svinger afkastet på pensionsopsparingen i takt med udviklingen på de internationale finansielle markeder. Siden finanskrisen har PAL-skatten været en guldgrube, fordi vi både har haft stigende aktiekurser og faldende renter. Eksempelvis leverede PAL-skatten 40 mia. kr. til statskassen i 2012, hvor den økonomiske vækst var sølle 0,3 pct.

Næste år forventes et overskud på statsregnskabet på 35,4 mia. kr., men med PAL-indtægter på 47,8 mia. kr. Uden denne usikre skat ville der altså være et underskud på statens finanser på 12,4 mia. kr.

Så hvis Pia Olsen Dyhr (SF) vil have penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne, bør hun derfor hver morgen falde på knæ og bede til de højere socialistiske magter om stigende aktie- og obligationskurser.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør