Finansminister: Hjælpepakker redder ikke økonomien

Den danske økonomi vil få knubs og skrammer, uanset hvor mange bankpakker og vækstpakker regeringen laver. Sådan lyder advarslen fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Foto: Scanpix
Finanskrisen er en altomfattende, global krise og derfor er indenrigspolitiske tiltag ikke nok til at holde den danske økonomi uden for balladen. Sådan lyder budskabet fra finansminister Lars Løkke Rasmussen, ifølge Netposten.dk.

Krisen vil ifølge ministeren kunne mærkes herhjemme som faldende eksport og konkurrencekraft, og det vil ske uanset hvor mange hjælpepakker, regeringen sætter i søen. Samtidig kritiserer finansministeren sine politiker-kolleger på Christianborg for at være for utålmodige.

”Det virker som om, den politiske krisecyklus løber hurtigere end selve krisen. Det kan jo næsten ikke gå hurtigt nok,” siger Lars Løkke Rasmussen til Netposten.dk.