Pianist til tiden

40 år: At Carsten Dahl er selvlært som pianist forhindrer ham ikke i at være en af de mest efterspurgte og beundrede musikere på den danske jazzscene.

Der sker noget, når Carsten Dahl indtager scenen. Hos publikum breder der sig en god portion nysgerrighed. For helt sikkert kan musikken komme langt ud og vidt omkring. Og samtidig giver hans imponerende håndelag og den musikalske målrettethed en god form for tryghed. Der er både mening og musik i galskaben, og en oplevelse er uundgåelig.

Carsten Dahl, der er opvokset på en kostskole i Grindsted i Jylland, begyndte tidligt at spille trommer og spillede dansemusik og rock med lokale bands. Under indflydelse af Oscar Peterson begyndte han som 16-årig at spille klaver, men han har aldrig modtaget undervisning.

I 1986 var han som trommeslager blandt de første studerende på Rytmisk Musikkonservatorium i København, og skønt han var et stort talent, valgte han et par år efter at blive pianist. Han forlod konservatoriet og begyndte selv at undervise. I årene 1992-96 var han docent ved Musikkonservatoriet i Esbjerg, hvor han var en stor inspiration for de unge studerende. Siden har han været bosat i København og indgået i talrige ensembler og projekter, og blandt andet været en meget værdsat ledsager for saxofonister som Thomas Agergaard og Tomas Franck og for sangerinden Cæcilie Norby.

Carsten Dahl, der til fulde behersker så vel den store bebop-tradition som de mere intuitive musikformer, er hyppigt indgået i den »jazz-klassiske« klaver-bas-trommer-formation. Det har været i selskab med bassister som Lennart Ginman, Mads Vinding, Arild Andersen og trommeslagere som Thomas Blachman, Alex Riel, Frands Rifbjerg, Patrice Heral og Ed Thigpen.

Lige så ofte har hans foretrukne udtryksform været solokoncerterne, hvor hverken han selv eller publikum på forhånd har vidst, hvad der ville ske. Tiden og rummet har skabt inspirationen – og dermed en original og forrygende musik. Kort sagt – det er aldrig kedeligt, når Carsten Dahl er på en CD eller en scene. Der synes ingen begrænsninger i håndelaget eller i den kreative proces.

Carsten Dahl, der også fortsat kan opleves som trommeslager, har tillige vist sine fine evner som komponist og multiinstrumentalist, bl.a. det til sound-tracket til spillefilmen »Charlie Butterfly«. Han har naturligvis også været en del af de jazzprojekter, som forfatterne Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg i de senere år har arbejdet med.

Kort sagt – Carsten Dahl kommer vidt omkring. For nogle år siden begyndte han som billedkunstner, og med sine oliemalerier – ofte med sommerfugle som gennemgående motiv – har han haft flere succesfulde udstillinger. Han er også et hjemme-menneske, der elsker sine tre døtre og sin kone, saxofonisten Christina Dahl, som han jævnligt optræder sammen med.

Ude i den store verden har man også fået ørerne op for det danske stortalent. Ikke bare på jazzfronten. Som den første ikke-klassiske pianist har Carsten Dahl nemlig fået kontrakt med det navnkundige tyske klassiske selskab, Deutsche Grammophon, hvor han blandt andet skal give sin version af Johann Sebastian Bachs »Goldberg Variationer«.

Carsten Dahl, der har modtaget hæderspriser som Ben Webster Prisen, JASA Prisen og Django d’Or Prisen, er konstant CD-aktuel, og netop nu udsender han – ledsaget af bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Ed Thigpen – en hyldest-CD til en af jazzhistoriens fineste trio-plader, nemlig Oscar Petersons legendariske 1962-LP »Night Train«.