Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Danmarks Smukkeste Festival bliver ofte kaldt den næststørste musikfestival i Danmark kun overgået af Roskilde. Men er der egentlig tale om en musikfestival i Skanderborg? Man kan sørme komme meget i tvivl efter talrige plagsomme vandringer rundt mellem bøgetræerne på jagt efter en koncert, hvor musikken spiller hovedrollen, og hvor bandet sammen med et fokuseret publikum skaber magiske øjeblikke. Det har mere karakter af spidsrod mellem totalt tågede festaber og 80erhits i stride strømme.
Men lørdag aften ved midnatstid var der udbytte af jagten. Foran Bøgescenen lod et trofast, men ikke voldsomt talstærkt publikum sig tryllebinde af Peter Gabriel og hans glimrende band. Skulle der have listet sig en enkelt fulderik eller to ind i folkemassen, blev de hurtigt ædru. For det var krævende sager, Peter Gabriel diskede op med. Hverken letbenet skråle-med-pop eller bluesrock direkte i ben og blodbaner. Derimod en udfordring til den del af kroppen, der hedder hjernen, og som i så fald helst ikke skulle være drukket ud. Men fik man først annammet stemningen og lod musikken sive gennem intellektet og videre ud i nervesystemet, så var der til gengæld procenter i varen.
Umiddelbart burde det være næsten en umulig opgave at fange publikum sent lørdag aften og få os til at glemme os selv og vores fordømte fadølsplastickrus. Men det gjorde han, den 57-årige britiske nobleman. Ikke ved udelukkende at servere en smiskende greatest hits koncert. Vist fik vi »Sledgehammer« og »In Your Eyes« fra hans kommercielt set største succes, albummet »So« fra 1986. Men det var i høj grad sange fra de tidligere plader, han havde valgt. For eksempel »Intruder«, »Family Snapshot« og »Biko« fra »Peter Gabriel 3« fra 1980. Også en række sange fra albummet »Us« fra 1992 fik vi blandt andre »Blood of Eden« og »Steam«.
Strømmen gik
Den funky udgave af »Steam« i koncertens start faldt dog sammen som en overrislet festivalgænger, da strømmen på scenen gik. Heldigvis fik teknikere løst problemet i løbet af ti minutter, inden publikum blev grebet af rastløshed. De syv musikere smøg sig ind på scenen igen og fik bragt »Steam« sikkert i havn.
Herefter arbejdede koncerten sig støt fremad i intensitet. Blandt andet med en sitrende udgave af »No Selfcontrol« samt »Mother of Violence«, hvor korsangeren Melanie Gabriel, Peter Gabriels datter, tog leadvokalen.
Peter Gabriel var i god form, og han havde ingen problemer med at synge helt op i sit velkendte høje register. Som performer var han magtfuld afbalanceret og indtog scenen med både respektindgydende værdighed og smuk ydmyghed. Hvert et skridt, den statelige ældre herre i hvid skorte og sort vest tog henover scenen, var som en indtrængende påmindelse til publikum om, at en kunstner kan kræve og skal have fuld opmærksomhed, når vedkommende har noget at byde på. Det havde Gabriel afgjort lørdag aften sammen med sit fornemt spillende band med den fabelagtige bassist Tony Levin som uundværligt fundament og guitaristen David Rhodes som ferm lydmager. Peter Gabriel kender sine virkemidler og skaber effektfulde kontraster i musikken. Fra det buldrende og rasende til det blidt hviskende. Lørdag aften i Skanderborg lykkedes det at skabe store øjeblikke. Selv om koncerten fandt sted om natten midt i et partyhelvede.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
