Noel Gallagher jager fortiden

Den tidligere Oasis-sangskriver står på skuldrene af sin ungdoms musikalske highlights på den tilbageskuende »Chasing Yesterday«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der mon tale om selverkendelse, når den tidligere Oasis-styrmand Noel Gallagher navngiver sit andet soloalbum med backinggruppen High Flying Birds, »Chasing Yesterday«? Noget kunne tyde på det.

Hvorom alting er, har det i hvert fald altid virket som storebror-Gallaghers intention at kanalisere sine favoritelementer fra 60ernes og 70ernes britiske rockkanon – her taler vi Beatles, Kinks, Slade, The Who osv. – ud i egen sangskrivning. Nytænkning er for suckers!Manden med Manchesters skarpeste Playmobil-frisure har aldrig lagt skjul på sin musikalske arv og har altid stået stolt ved sin rolle som britpoppens store traditionalist. Forfriskende utrendy eller dybt konservativt? Lidt af hvert. Her i 20-året for »The Battle of Britpop«, hvor Oasis og rivalerne, snarligt albumaktuelle Blur, kæmpede om toppladsen på den britiske singlehitliste, plasker Gallagher nemlig fortsat rundt i sin vante musikalske andedam på godt og ondt.

På skuldrene af egne highlights

Overordnet betragtet er sangskrivningen på »Chasing Yesterday« mere tilbageskuende end hvad godt er. For ikke alene skæver Noel fortsat lidt rigeligt til sine rockheltes monstrøse meritter. Han står i lige så høj grad på skuldrene af sig selv og sine egne musikalske highlights fra midt-90erne.

Hør for eksmpel, hvorledes åbneren, »Riverman«, og rockbaskeren »Lock All The Doors« sender slet skjulte hilsener til de to Oasis-evergreens »Wonderwall« og »Morning Glory«. Ikke videre opfindsomt. Og så tæller det heller ikke op, at hans temmelig temperamentsforladte røst aldrig kommer i nærheden af lillebror Liams hooligan-flabede og karismatisk vrængende proletarrockvokal.

Når det så er konstateret, at vi ikke har at gøre med genopfindelsen af rockens dybe tallerken, er det dog beundringsværdigt, hvorledes Noel Gallagher formår at holde sin egen signatursound i et så solidt jerngreb, som tilfældet er. Førnævnte »Riverman« har, trods sine ansatser til kompositorisk genbrug, en ganske groovy stemning kørende. Ligeledes kan han også sagtens være sange som »In The Heat Of The Moment«, den nostalgiske »While The Song Remains The Same« og ikke mindst den drevne afslutter, »Ballad Of The Mighty I« , bekendt.

Men det kunne nu være interessant at høre Gallagher løsne de stramme fortidsforankrede tøjler en smule. Måske det kunne give sangskrivningen den saltvandsindsprøjtning, som den så seriøst står og mangler?

Hvem: Noel Gallaghers High Flying Birds.

Hvad: »Chasing Yesterday« Sour Mash Records.