Det kan være både omfangsrigt og vanskeligt at behandle fortiden fyldestgørende.
Til eksempel brugte den norske forfatter Karl Ove Knausgård mere end 4.000 sider på at udpensle sit liv i det autofiktive mammutværk »Min Kamp«. Her befandt vi os nede på det absolutte mikroplan, hvor alskens trivielle og ofte totalt udramatiske dagligdags situationer blev beskrevet med en imponerende detaljerigdom. Intet var for småt eller ubetydeligt.
Helt så grundigt går Mark Knopfler trods alt ikke til værks på »Tracker«, der er den forhenværende Dire Straits-frontmands niende soloalbum, men her spiller (for)tiden ligeledes en fremtrædende rolle.
Ifølge Knopfler har det været udspillets intention at forfølge et spor tilbage gennem hans egen fortid, hvor han undervejs zoomer ind på folk, han har mødt, erfaringer, han har gjort sig, og steder, han har besøgt.
Småt og stort, der har gjort indtryk, behandles via erindringsfragmenter og sansninger i sangene. Det levede liv betragtes af den nu aldrende mand. Musikalsk efterrationalisering på sikker afstand med tiden som buffer.
På »Tracker« befinder vi os i det for Knopfler efterhånden yderst hjemmevante musikalske territorium, hvor hans teknisk imponerende guitarspil er det centrale omdrejningspunkt i en roots-baseret middle of the road-softrock.
En stil, der med tiden er blevet britens signatur. Her er tempoet kronisk mageligt, og der er aldrig noget, der skurrer bare det mindste.
Dette udgangspunkt krydres med en sporadisk dosering af elementer fra andre genrer.
Der er for eksempel spor af både jazz, shuffle og keltiskinspireret folkemusik på »Laughs And Jokes And Drinks And Smokes«, døsig wah wah-vuggende funk på »Broken Bones«, tilbagelænet americana med klagende steel-guitar på »Lights Of Taormina« samt harmløs bedstefar-bluesrock-tomgang på »Beryl«.
Sidstnævnte er en homage til den afdøde britiske forfatter Beryl Bainbridge, som i Knopflers optik ikke blev anerkendt nok i sin levetid.
Først efter sin død fik hun tildelt den prestigefylde Booker-pris – »Every time they’d overlook her / When they gave her a Booker / She was dead in her grave / After all she gave«. Sådan kan verden nogle gange være så unfair, men det gør desværre ikke nummeret mere interessant.
Og »Beryl« er temmelig symptomatisk for albummet. Intentionen er god, men det bliver desværre aldrig særligt ophidsende at være på tur med Knopflers temmelig temperamentsforladte tidsmaskine, for man kommer aldrig tæt nok på til at ænse de ridser, revner og buler, der gør et menneskes personlige historie medrivende.
Hvem: Mark Knopfler. Hvad: »Tracker« Virgin, EMI Records.
