Der er altid en god grund til, at bringe Carl Nielsen på banen. Eksempelvis når det er 150 år siden, han blev født. Primært dog fordi han skrev så meget musik, som altsammen fortsat kan spilles og nydes i såvel originalversioner som alskens transskriptioner. Ja, tilmed som jazz, til trods for, at komponisten i midten af 1920erne havde mange kritiske ord om denne frembrusende stilart. Hvad Carl Nielsen nåede at få hørt af jazz, aner vi intet om, men mon ikke han med glæde havde spidset sine kritiske ører, hvis han var blevet konfronteret med pianisten Michael Sundings jazzmusikalske bearbejdning af et par håndfulde af hans værker.
Nu er Michael Sunding ikke blot jazzpianist, han er en mangesidig og meget erfaren musiker, der elegant og ubesværet fanger og fortolker det Nielsen’ske univers. Ja, alt fremstår på én gang velgennemtænkt og spontant. Den melankolske stemning, som anlægges i åbningsnummeret »Tunge mørke aftenskyer«, og som også bringer bassisten Mads Vinding godt ind i billedet, kan meget vel give associationer til den svenske pianist Jan Johanssons legendariske album »Jazz på Svenska«. Men der bliver slet ikke tale om en gang eftersnakkeri.
Allerede med den efterfølgende »Underlige aftenlufte« er vi ude på et helt andet og mere finurligt – latin-influeret – spor, ligesom det nu står klart, at der ikke er tale om en klaver-med-akkompagnement-udgivelse, men om et stykke duo-kunst af unikt tilsnit.
Det burde være overflødigt at sige, at Mads Vinding er en eminent bassist, hvorfor det ikke er overflødigt at sige, at han ved denne lejlighed nærmest synes at overgå sig selv. Han er i den grad på hjemmebane, og hans såvel underbyggende som kontrapunktiske dialoger med Michael Sundings raffinerede tangentleg er både overrumplende og uophørligt opløftende.
Og alligevel er der intet spil for galleriet. Hvert værk har fået tildelt en stemning, måske ikke altid i overensstemmelse med det originale forlæg, men der er klar kunstnerisk konsekvens, som tilmed på intet tidspunkt saboterer den for hele udgivelse overordnede stil og stemning.
Nævnes skal, at »Solen er så rød mor« får lov til at gynge af sted i en fin stille vals, og at »Jeg ved en lærkerede« gennemføres med en sjælden form for statisk energi. Og yderst fornøjeligt står salmen »Mit hjerte altid vanker«, idet den folder sig ud som en herlig calypso, nært beslægtet med tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ nok så berømte »St. Thomas«. Og her kan man så lige indskyde, at Sonny Rollins’ mor kom fra De Vestindiske Øer og hed Valborg, og at saxofonisten menes at have lånt »St. Thomas« fra den danske folkemelodi »Det var en lørdag aften«. Men hvem ved, måske er det bare Carl Nielsens udødelige salme, han har planket?
Hvem: Michael Sunding, feat. Mads Vinding.
Hvad: »The Melodies of Carl Nielsen«. Music Made Possible/Gateway Music.
