Lys i maskinen

Veto åbnede karrieren med et minialbum og er nu - syv år og tre fuldlængdeudspil senere - tilbage med et nyt.

»Sinus«, hedder det, og her formulerer mastermind Troels Abrahamsen og hans kolleger sig på nogenlunde samme måde, som de plejer. At de seks numre på albummet bæres af programmerede beats og en rig variation af elektronisk genererede molklange kan således næppe overraske nogen. Men de er ikke desto mindre uhyre velproducerede, facetterede og ganske stemningsfulde.

Og lægger man øret tæt til højttaleren, er der faktisk lidt lysere, mere blide temperamenter at spore mellem alle de mørke. Som i den pulserende »Filter« og i den endnu bedre lukker »Show Me Where You Go«. Det kunne måske være ansatserne til noget mere radikalt nyt. Forhåbentlig. Vetos omgang med mørktonede strukturer og teksturer er nemlig ved at være så velprøvede, at de er begyndt at lyde som rutiner.