Kira Skov: Den åh-så-lækre melankoli

Sangerinden Kira Skov har med »May Your Mind Explode A Blossom Tree« begået endnu et album fuld af smukt iscenesat vemod.

Kira: »May Your Mind Explode A Blossom Tree« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er dem, der rammer plet i første forsøg. Og siden må bruge resten af karrieren på at spille sig ud af debutalbummets alt for store skygge.

Og så er der Kira Skov, der nok fik gjort opmærksom på sig selv med en lang række plader i forskellige konstellationer op gennem 00erne, men som først for alvor forløste sit åbenlyse talent med albummet »When We Were Gentle« i 2013.

Pladen lød som den naturlige endestation for den evigt søgende sangerindes lange færd gennem sortsvedet rock’n’roll, støvet americana og sågar midnatsblå jazz: Et fortættet og melankolsk rum, elegant draperet i tæt symbiose med bl.a. PJ Harvey-produceren John Parish og bassist og ægtemand Nicolai Munch-Hansen.

Efter sidste års mellemspil med Marie Fisker, »The Cabin Project«, er Kira tilbage med »May Your Mind Explode A Blossom Tree«. En plade, der både er lavet med samme hold som sidst, og som i grundstemning og virkemidler lægger sig i snorlige forlængelse af forgængeren.

Og det forstår man jo godt, al den stund at femkløveret – der ud over Skov, Munch-Hansen og Parish består af guitarist Oliver Hoiness og pianist Simon Toldam – virkelig havde fat i noget dér.

Det har de stadig. Og Kira viser sig fortsat som en af vores fineste sangerinder med sin fyldige, jazzede klang, der vækker gode minder om 90er-ikoner som Beth Gibbons og Hope Sandoval.

Omkring hende trakterer bandet med et spartansk og afmålt samspil, der efterlader rigeligt tomt rum til både Kiras stemme og John Parish’ flotte detaljer i produktionen. Som i sig selv udgør en diskret underverden af piblende synthflader, fuzzy droner og tæmmede feedback-hyl, der spøger ildevarslende i sangenes periferi.

Det er i det hele taget de fint afstemte detaljers musik. Læg mærke til de mangedoblede vokaler på et af højdepunkterne, »I Celebrate My Life«, der sine steder sender tankerne i retning af Blonde Redheads rytmisk raffinerede drømmepop.

Eller »Alone With Everybody« med dens spartanske groove i den listige syvottendedele-taktart og sitrende guitarlinjer, der svæver som fortabte genfærd i mixet.

Meget høj karat

Der er kort sagt meget godt at sige om »May Your Mind Explode A Blossom Tree«. Den er tydeligvis lavet af en gruppe musikere, der evner at spille og arrangere med udsøgt finesse. Men i disse ører lyder det også som en gruppe musikere, der svælger nydelsesfuldt i egen smagfuld tristesse.

Der er noget lækkert over melankolien, noget indstuderet, som kun forstærkes yderligere af Kiras flotte, men ikke videre ophidsende engelske tekster. Det er ikke nok at citere Dylan Thomas. Jeg savner nogle linjer med mere brod, nogle linjer, der overrasker og river lidt i al den åh-så-lækre melankoli.

Det er muligvis høje krav. Og teksterne fejler da heller ikke noget som sådan.

Jeg ville bare ønske, at de gjorde mere. At de gemte på noget, som kunne matche eller ligefrem gå i clinch med den udsøgte iscenesættelse. For den er immervæk af meget høj karat. Og sjældent matchet på disse breddegrader.

Hvem: Kira.

Hvad: »May Your Mind Explode A Blossom Tree«, Stunt Records.