Kira Skov: Splittet mellem to verdener

Selv om Kira Skov efterhånden føler sig lykkelig, lever hendes indre mørke videre. Sangerinden er netop gået i gang med anden del af sin landsturne og spiller to gange i DR Koncerthuset.

Kira Skov fotograferet med sønnen Morgen i sit hjem i haveforeningen Sundbyvester. Kimonoen er en del af hendes scene-outfit. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Månen lyser kold og klar over Århus. Jeg småløber ned ad Grønnegade, tripper over broen, over åen, tilbage til hotellet med min lidt for pakkede guitartaske på ryggen. Morgan sover i sin klapseng. Hans far og jeg deler en god bourgogne. Dejlige dage tilbage på landevejen. Jeg er træt, men glad.

Kira Skovs Facebook fra første del af landsturneen, 17. november 2013.

Livet på landevejen. Følelserne, fordybelsen. Kira Skov elsker det inderligt. At overgive sig til publikum, at blive ét med sit band. At være til stede lige dér, på scenen, dybt inde i en af hendes mange melankolske melodier. Men under første del af hendes turne i november sidste år blev fordybelsen forstyrret, og følelserne splittet. For hendes godt etårige søn, Morgan, var den lille ny passager på landevejen.

»Det var simpelthen for hårdt at have ham med. Vi stod op klokken 6. Så var jeg mor hele dagen. Lige indtil jeg gik på scenen klokken 22. Først klokken 1 kunne jeg gå i seng. Men Morgan har altid været et af de børn, der ikke viser den store interesse i at sove. Særligt om natten,« fortæller Kira Skov, 37 år, da Berlingske møder hende i den lille families hus i Haveforeningen Sundbyvester på Amager.

Bassisten i Kira Skovs band er hendes mand og Morgans far, Nicolai Munch-Hansen. De havde »en romantisk drøm om, at man jo bare tager sit barn med på turne«. I stedet for den romantiske drøm skulle parret have været realistisk, ved hun i dag. For manglen på søvn og dobbeltlivet mellem scenen og moderskabet satte sig fysisk i sangerindens krop.

»Jeg var fuldstændig kørt ned til sidst. Det var slet ikke sjovt,« fortæller hun.

Første del af turneen var en lærestreg.

»Jeg har jo været vant til at være min egen. Nu er jeg jo splittet mellem to verdener. Som mor. Og som musiker.«

Ømme trætte muskler. Der er nogen, som har hældt grus i mine øjne. Græsset i min have er vådt og luften er tung og fugtig. Jeg har sovet næsten uafbrudt det seneste døgn. Den obligatoriske midtvejs-influenza meldte sin ankomst i mandags, og man kan vist ikke ligefrem erklære mig for rask i dag. Jeg lukker øjnene og samler kræfterne frem fra de allerhemmeligste reserver. Vi skal jo spille på Godset i Kolding i aften! Musikken har jo alle dage været den bedste medicin, trøster jeg mig selv med og hopper ud af sengen... Vi ses i aften!

Kira Skovs dagbog på Facebook fra hendes fridag mellem koncerterne i Aarhus og Kolding, 20. november 2013.

Livet, Kira Skov har lagt bag sig, var mere simpelt. Som ung levede hun et nomadisk liv. Som 17-årig mødte hun sit livs første kærlighed på en undergrundsstation i London – den 17 år ældre musiker Eve. Sammen med ham rejste hun til Los Angeles, hvor de levede et liv blandt kunstnertyper og skæve eksistenser. De rejste de kommende år mellem den amerikanske vestkyst og Englands hovedstad.

»Vi boede i besatte huse, på bagsædet af en bil, på venners sofaer og senere i en luksusvilla i L.A, finansieret af en bigtime producer, som havde set lyset i vores band, »Butterfly Species«.«

Men på grund af personlige forviklinger, blev musikken aldrig udgivet. Bandet forliste og det samme gjorde Kiras forhold – der udover kreativiteten og kærligheden bød på fysisk og mental vold.

Da hun kom hjem efter næsten otte år i udlandet, begyndte musikkarrieren at tage form. I 2001 modtog hun et legat fra Statens Kunstfond, så hun kunne fokusere på sangskrivningen og året senere dannede hun succesbandet Kira & the Kindred Spirits. Siden blev hun som nævnt gift med bassisten i bandet, Nicolai Munch-Hansen. Men friheden havde hun stadig.

»Før Morgan havde jeg lov til at opføre mig selvisk. Jeg kunne tage min ensomhed for givet,« siger hun.

Følte hun, at der var en plade på vej, stak hun bare af. Op i sin mormors nordsjællandske sommerhus med intet andet end sin guitar og kreativiteten på slæb.

»Jeg tog ikke hjem til København, før pladen var færdig,« fortæller hun.

Allerede i 2008 forsøgte parret at få et barn, og Kira blev gravid. Men en sjælden komplikation gjorde, at hendes krop ikke udviklede et foster. Det kaldes en mola-graviditet, og det sker i 1 ud af 2.000 graviditeter.

Men uheldet stoppede ikke der.

Af og til udvikler mola-graviditeten sig til en ondartet sygdom. De celler, der normalt udvikler sig til moderkagen, invaderede livmodervæggen og organerne omkring den. De spredte sig til via blodet til andre organer. I stedet for et barn fik Kira kræftformen choriocarcinom. Kræftsygdommen rammer i gennemsnit én dansker årligt.

»Det var så uheldigt, som det kunne være. Men også lærerigt. Og på sin egen dramatiske måde var det livsbekræftende. At være gennem alt det,« fortæller Kira Skov og roser omsorgen, hun mødte fra sundhedsvæsenet.

»Men Nicolai og jeg måtte sætte vores livsplaner på standby, for jeg måtte ikke blive gravid i to år efter sygdommen. Det gav alle mulige tanker: Var børn overhovedet noget, jeg skulle? Men da karantænen var ovre, vidste jeg, at jeg ville prøve igen.«

Anden gang, hun blev gravid, voksede fosteret, som det skulle. Voksede sig til en dreng, og han blev Morgan. Det fantastiske barn, der ikke interesserer sig for at sove om natten.

Albummet, der danner rammen for hendes igangværende turne, blev til i tiden efter fødslen. I stedet for at holde en egentlig barsel skabte hun de ti sange, der udgør »When We Were Gentle«. Hun er stolt over, at hun var i stand til at fortsætte det arbejdsflow, der har præget de seneste ti år af hendes liv.

»Det har været fantastisk. Faktisk lidt af en sejr. Det var et sats fra min side at tro på, at kreativiteten ville komme til mig, selv om jeg vidste, jeg kun havde tre timer i øvelokalet, inden jeg igen skulle hjem og amme,« fortæller hun om den stramme proces, der udfordrede hende til at tænke langt mere i struktur og planlægning end hidtil.

»Kreativitet er ikke bare noget, man tænder og slukker for. Det er ikke noget, man kan tage for givet.«

At Kira Skov blev hevet ud af kunstnerens rolle og tilbage til familiehuset for at varme babymos og skifte bleer gav hende nogle arbejdsmæssige fordele, hun ikke havde set komme. Pludselig slap hun fri fra at bruge timer daglig på at sortere i, hvad hun ville sige med sine sange. Grubleriet over, hvordan hun gerne ville fremstå, ophørte. Processen blev mindre kalkuleret, mindre filtreret, mere Kira.

»Jeg var i en tilstand af søvnløshed, der gav mig et nyt lag. Jeg tror, man fornemmer den sårbarhed, der er til stede i den tidlige fase for en nyudklækket mor. Der var ligesom hul igennem til mig, jeg var revet åben. Jeg følte mig modtagelig og udvidede mine sanser og min verden i takt med det lille væsen, der var flyttet ind i mit tilværelse.«

Efter indspilningerne havde hun ikke tid til at mærke efter, hvad det egentlig var, hun havde begået. Det var først, da anmeldelserne af »When We Were Gentle« blev offentliggjort, at den kunstneriske stolthed indtraf. Fem- og seksstjernede bedømmelser i alle de store dagblade og musikmagasiner. Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske havde alle albummet med på deres i Top 10 over 2013’s bedste udgivelser.

»Heldigvis føler jeg ikke i dag, at dette er »mit livs plade«. Det er nærmere bare endnu et skridt på vejen. Den dag, jeg oplever, at jeg har fundet det gyldne facit, kan jeg lige så godt stoppe. Men det er slet ikke min drivkraft at nå dertil. Det driver mig i stedet at være i gang med det, jeg elsker, hele tiden. Jeg har ikke haft en eneste periode af mit liv som musiker, hvor jeg ikke ustandseligt har været på vej mod den næste plade,« siger Kira Skov.

At synge, spille guitar og komponere er ikke længere valgfrit for hende. Mor eller ej. Hendes selvopfattelse og identitet består af det. Derfor holder hun sig aktiv. Hun nåede sågar at indspille yderligere et album i løbet af Morgans første leveår. Et eksperiment kaldet »The Cabin Project« med veninden Marie Fisker. Under den indspilning forsøgte hun at tilintetgøre splittelsen i sin tilværelse og lade livet som musiker og mor smelte sammen. Lille Morgan var med under de 14 dages indspilning i en skovhytte. Med Kiras egne ord, var det »intenst«.

Det ord er på mange måder dækkende for hendes liv i dag. For hverken rollen som mor eller musiker kan klares på 37 timer om ugen.

Kiras liv består altså af langt mere end to fuldtidsstillinger. Faderen til barnet, Nicolai Munch-Hansen, har også adskillige personlige musikalske projekter ved siden af deltagelsen i Kiras band. I dagene, hvor vores samtale finder sted, er han på turne i Jylland med sit eget band, og Kira sidder hjemme og håndterer adskillige interviews ved siden af børnepasningen.

»Jeg føler hele tiden, at jeg løber efter noget. Hvis jeg har været væk, skal jeg altid skynde mig tilbage. Jeg tvivler ikke på, at stresstilstanden har meget med moderrollen at gøre, og jeg håber, at meget af det går væk, efterhånden som Morgan bliver større. Stresset opstår først og fremmest, fordi jeg higer efter at være helhjertet,« siger hun.

»Det er derfor, jeg er så splittet. For jeg ville gerne være helhjertet i begge verdener. På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne lade samværet med mit barn fylde alt. Men der er så meget mere i mig, jeg bliver nødt til at give plads.

Jeg har formået både at være en god mor og lave noget god kunst inden for det seneste halvandet år. Problemet er bare, at der ikke er meget tilbage til mig selv. Hver dag forsøger jeg ikke at tømme mig selv fuldstændigt.«

Om natten vågner Morgan mindst fire gange. I de små timer forud for dette formiddagsinterview krævede han sin mors tilstedeværelse én gang i timen. Lige nu tror Kira, uroen skyldes tænder. Eller måske »det ene med det andet«, som hun siger.

»Jeg ved det sgu ærligt talt ikke, hvorfor han ikke sover. Men det er derfor, vi er lidt hårdt ramt i disse måneder. Heldigvis er meget af livet med ham også sjovt. Jeg føler, jeg er på eventyr med ham. Og han har humor. Det kan jeg sagtens mærke. Somme tider sidder han og små-klukker for sig selv. Han har allerede sit eget liv. Det er fantastisk,« siger hun og griner.

Hun ville aldrig bytte trygheden i haveforeningen i Sundby med den vildere tilværelse, hun førte i sin ungdom.

»Når man har været på skideren tidligere i sit liv, ønsker man sig ikke tilbage til det. Der var så meget i udlandet, der var hårdt. Og min musik er stadig relevant, selv om jeg er blevet lykkeligere og er blevet mor. Jeg har stadig brug for at rydde op i mit indre, og at skrive sange er min måde at kanalisere det mørke, jeg erkender, er en del af mig.«

For fire dage siden påbegyndte hun, ægtefællen og resten af bandet anden del af landsturneen for »When We Were Gentle«. Denne gang uden Morgan. Hun glæder sig til atter at blive sig selv. Sig selv i fem dage.

»I det hele taget kan fordybelsen i musik være svær at finde med et lille barn. Den glæder jeg mig til at genfinde på turen. Jeg tror, det kan lade sig gøre, fordi jeg har indstillet mig på at være væk fra ham. Men det bliver hårdt, det bliver mit længste stræk uden ham, siden han blev født.«

Vågner tidligt og trisser rundt med Morgan, mens vi pakker, koger æg, drikker kaffe og spiser knækbrød med myseost. Bedsteforældrene er kørt i stilling, denne gang bliver Morgan hjemme. Kysser ham farvel. Mange gange. I dag skal vi bare varme op, i morgen spiller vi første koncert på »Realen«.

Kira Skovs Facebook forud for anden del af landsturneen, 4. marts 2014.