Kim Larsen kender enhver. Altså ham med sixpencen, det bredskæve smil og de københarvnske fraseringer.
Men han har en navnebror og sangskriverkollega, som er ukendt for de fleste. Han er tidligere medlem af metalbandet Saturnus og i dag del af Black Wreath og enehersker i albumaktuelle Of The Wand And The Moon.
Og »The Lone Descent«, der lyder som en art gotisk folkemusik, er en kunstnerisk kulmination for Kim Larsen og hans pseudonym, som allerede har fans i hele verden. Men på det femte album falder det hele på plads for ham. Ikke på en munter eller legesyg måde, men på en sort, alvorsfuld og skønhedssøgende facon.
Den syv minutter lange åbner »Sunspot« siger meget om albummet med sin brug af forvrængede stemmer og med sit parløb mellem en guitar og Kim Larsens mørke, grusede vokal, og såvel røst som arrangement synes inspireret af amerikanske The Gutter Twins.
Ude af tid
Forrygende er »Sunspot« under alle omstændigheder, og det samme er den efterfølgende »Absence«, hvor stemmen og den akustiske guitar atter ligger i forgrunden, mens Bo Randes trompet trækker varme spor gennem et køligt synth-bagtæppe.
Albummets højdepunkt er imidlertid »Tear It Apart«, som er en dyndsort og samtidig himmelstræbende smuk affære, hvor samplede stemmer og Joy Division-synth løber sammen med den lavmælte melodi og Kim Larsens sangforedrag.
»There’s something out of place/out of time out of grace/something breached something broke«, lyder det med hans ru croon, og så tungsindig er hele den verden, som manes frem på »The Lone Descent«. Men den er også fuld af en skønhed, der i høj grad lever i melodierne, som forløber selvfølgeligt og bevæger sig fremad og opad i bløde buer. Og alle 11 kan bære Kim Larsens store instrumentale ambitioner. Lysende.
