I en endeløs strøm af nye udgivelser er der noget taknemmeligt over at kunne snacke på det noget kortere EP-format. Tre af dem, der rager op af min bunke lige nu, er med nye dansksprogede navne. Navne, der synger sange om den både bogstavelige og metaforiske dans mellem et ungdommeligt dig og mig.
Det kan være en svær disciplin, men jeg synes, at sangerinden Katinka (med efternavnet Bjerregaard) rammer sin egen konkret-poetiske åre på debuten »Lufthuller«. Som titlen antyder, handler sangene om et jeg i følelsesmæssig turbulens. Stærkest formuleret på »Det er noget du har bestemt«, hvor Katinka synger om et forhold, hvor magtbalancen er helt skæv: »Du viser vejen / viser stregen hvor jeg skal se hen / jeg skriver alle ord på dig / du skyller dem af igen«.
Musikken arbejder diskret med blid elektronik og organiske klange omkring Katinkas stemme, der tårner sig insisterende, vrængende og sårbart op i centrum for det hele. Og den kan tåle det, når melodi og tekst går så fint hånd i hånd som på førnævnte og på den samfundsrevsende »Idioter«. Helt så stærkt står resten af numrene ikke. Og så ender Katinkas intense henvendelse med at være en lille smule udmattende.
Hvem: Katinka Hvad: »Lufthuller«, Playground Music
Ond sommersprødme
Så er der mere tilbagelænede sommervibes at hente hos orkesteret Aksglæde, som spiller sprød, funky popmusik, der vil gøre sig godt til lyse nætter med lambrusco i blodet. Bandet spiller formidabelt og kender deres vej omkring et smægtende groove med fræk wah-guitar og luftige horn.
I front leverer Jacob Aksglæde fængende omkvæd på kærlighedssyge sange med en slet skjult ondskabsfuld undertone. I én sang er hans jeg-fortæller forgabt i en »Lille Taarbæktøs«, i en anden kan han ligefrem »lide den måde du græder på«. Vokalen er det springende punkt. Jeg hører ham lidt som en uregerlig mandlig version af Marie Key, men min bedre halvdel kommer omgående til at tænke på Tue West. Det bliver vi nok aldrig enige om.
Hvem: Aksglæde Hvad: »Aksglæde«, selvudgivet
En indie-sommernats drøm
Et lyt værd er også Thy-orkesteret Drengebande. Debut-EPen »Kom Til Byen« udkom allerede sidste år, men det skal ikke ligge den til last. Her gør de sig i en elegant dansksproget pop af den døsigt flimrende indieskole. Jeg kommer både til at tænke på C.V. Jørgensen (»Står Med Nogle Venner«), på Mellemblond (»Varme Nætter«) og på Love Shop (»Skær Mig Bare Ned«). Bevares, ikke de værste referencer, men måske i sidste ende også bandets akilleshæl?
Sangene er iørefaldende, de er godt skrevet, arrangeret og produceret – lyt bl.a. til »Konsultation«, hvor skuespiller Danica Curcic på spøjs vis læser bandets personlige takkeliste op – men ultimativt har jeg også lidt svært ved at lokalisere bandets særpræg. Først når de slipper forbillederne lidt mere af syne, kan de spille sig op i deres liga. Potentialet er der helt klart.
Hvem: Drengebande Hvad: »Kom Til Byen«, selvudgivet
