Det var med lidt bange anelser, at jeg sidste år satte Bob Dylan seneste opus på anlægget. »Shadows In The Night«, som den hed, var Dylans crooner-plade, et livtag med Frank Sinatras udødelige fortolkninger af den store amerikanske sangbog. Men helt ærlig: Dylan som crooner? Dylan i samme klub som ikke bare Frank Sinatra, men også flødeboller som Michael Bublé og, ja, Michael Carøe? Ellers tak.
Derfor var det også lidt af en lettelse rent faktisk at høre resultatet. I stedet for de for genren så typiske oppulente arrangementer skruede Dylan helt ned for blusset og sang skrøbeligt og indfølt de gamle klassikere, indhyllet i fløjlsbløde arrangementer med diskrete noter af jazz og country.
Det var smagfuldt på den lidt kedelige måde, rørende i de bedste stunder og på en eller anden måde lidt af en nyskabelse i Dylan-land. Her 15 måneder efter er Dylan nu klar med mere af samme skuffe på sit 37. studiealbum, »Fallen Angels«.
Igen er fokus på de sange, som Old Blue Eyes i sin tid sang, og igen er det hele pakket ind i den her smagfuldt afdæmpede musiceren med Dylans raspende stemme front and center. Eneste forskel er de lidt mere håbefulde og optimistiske sange, han har valgt at synge her.
Musikalsk skemad
Men hvor det første gang lød som en lille åbenbaring fra en mand, der egentlig ikke havde mere at bevise, føles det denne gang som en søvnig og dybest set unødvendig gentagelse. Og hvad værre, så er sangene her – hvad end det drejer sig om »Young At Heart«, »Polka Dots and Moonbeams« eller »On a Little Street In Singapore« – alle spillet på den samme bløde og behagesyge facon. Der er ingen modstand, ingen ben at gnave på. Kort sagt musikalsk skemad.
Man kunne for så vidt være kommet med samme indvendinger i forbindelse med »Shadows In The Night«. Men da det album kom, var det som antydet overraskende og stod lidt for sig selv i diskografien. Med »Fallen Angels« virker det, som om Dylan er groet fast i det sentimentale hjørne. Helt uden vilje til at udfordre de klassiske forlæg. Måske han bare synes, at det er et helt vildt rart sted at være?
I så fald godt for Dylan – han er sikkert iskold – men mindre godt for os andre. Man kan naturligvis ikke forlange af en mand, der fylder 75 år i næste uge, at han skal blive ved med at give os nye gaver. Han har trods alt givet os så mange i forvejen.
Men jeg håber personligt, at hans nostalgiske boble snart brister, og at han igen får lyst til at sætte sig ned og skrive nogle nye sange. Væk mig gerne, når det sker. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at tage en lang lur.
Hvem: Bob Dylan. Hvad: »Fallen Angels«, Sony Music.
