Hun har gjort sig bemærket med en elektropop, som nok skulle virke eksklusiv, men hvis primære formål tydelig var at klare sig godt på hitlisterne. Og det var hendes medvirken på Spillers ret ulidelige gigahit »Groovejet (If This Ain’t Love«, som satte gang i den kommercielle karriere.
Det er dog aldrig for sent at skifte spor, og Sophie Ellis-Bextor har nu, på sit femte udspil, allieret sig med den gode sanger og sangskriver Ed Harcourt og forsøgt at skabe et album med større dybde og en mindre kalkuleret sound. Eller sådanne tanker dukker i hvert fald op i selskab med de 11 numre på »Wanderlust«, hvor nogle af dem rammer rent, mens andre aldrig bliver andet end æstetiseret træden vande.
Ingen profet
Men det begynder lovende med »Birth Of An Empire«, som åbner med et østligt strygertema, som søger hen mod et udmærket omkvæd. Nogen stor stemme har Sophie Ellis-Bextor ikke, men hun synger dog med en vis kølig distinkthed og her hvilende på en udmærket melodi.
Anderledes let, men også vellykket er »The Deer & The Wolf« med en catchy guitarlinje og en pop-lethed i såvel melodi som lyd, der nok lyder simpel, men altså er svært at finde.
Sophie Ellis-Bextor kan imidlertid ikke holde niveau, og sangene taber gradvist højde gennem albummet, de klinger mere og mere hult, trods den dyre produktion, og teksternes overfladiske, klodsede forsøg på at virke dybfølte eller poetiske bliver stadigt mere åbenlyse.
»If I’d been a prophet I would tell you/how the future lies« lyder det et alvorligt, men ufrivilligt komisk sted. Og det ville jeg også. Altså fortælle om Sophie Ellis-Bextors fremtid, hvis jeg kunne. Men lad os bare håbe, hun venter med at lave et nyt album, til hun har et, som er mere end halvgodt. I bogstaveligste forstand.
Hvem: Sophie Ellis-Bextor.
Hvad: »Wanderlust«, Douglas Valentine Ltd.
