Islandske Björk er uforanderlig underlig. En unik kunstner, der altid er parat til at udfordre lytterens komfort og hive ham/hende ud i et musikalsk vildnis.
Men narrativen på hendes seneste to album vil nok være genkendelig for mange. Den grå skilsmisse, der betyder enden på familieenheden, men for mange også et nyt liv, en opblomstring.
I 2015 udgav Björk albummet »Vulnicura«, en intens undersøgelse af hendes forliste ægteskab med kunstneren Matthew Barney, der også er fader til datteren Isadora. Samme år besluttede hun sig for, at hun ikke længere ville spille albummets sange live. De var for tærende. For tæt på.
På sit nye album »Utopia« lyder Björk dog som én, der har bearbejdet sorgen. Og mor er mere vred end skuffet. Hun lægger kortene på bordet.
»It is time for us women to rise and not just take it lying down«, synger Guðmundsdóttir over det smukke fløjtearrangement på »Tabula Rasa«. Hun vil bryde med de usunde mønstre, der gentager »the fuck-ups of the fathers«.
»Sue Me« er ætsende svar til den specifikke fader (Barney), hvorpå Björk synger om at have dukket nakken længe nok.
Det er en ensidet fortælling uden forsøg på mægling, og den fængende melodi er fraværende i den dissonante, skrattende instrumentering.
Men optimismen blomstrer på størstedelen af »Utopia«, som Björk i spøg har kaldt for sit »Tinder album«. Det er ikke helt ved siden af, for islændingen bruger teknologien til at komme tættere på sin udkårne.
Åbningsnummeret »Arisen My Senses« er forrygende heavy metal på harpe, fuld af flashy klimpren og bombastisk stortromme. Björks lyst er vækket igen, og som en amorin-ramt teenager laver hun mixtapes til sin elsker.
Det er ikke kun i teksterne, at letheden kommer til udtryk. Jeg ved ikke, hvilket instrument der indgår på det fængslende nummer »Features Creatures«, men det lyder som en fanget sommerbrise, der bumper ind i rummets vægge.
Björk er så forgabt, at hun googler ordet »love« og ser sin elskers kendetegn på hvert et gadehjørne.
Fløjter og dyrelyde udgør en stor del af instrumenteringen på albummet, der er produceret i samarbejde med venezuelanske Arca (FKA Twigs, Kanye West). På titelnummeret lader det til at være fugle, der triller og slåer kolbøtter på stemmebåndet.
Selv om jeg er begejstret for Björks fortsatte interesse i forbindelserne mellem naturen og teknologien, bliver instrumenteringen så diffus og pludrende, at det lyder mere som baggrundmuzak til vandfaldsscenen i en Venus-reklame end egentlige kompositioner. På nummeret »Saint« bliver musikken personificeret som en kvindelig helgen, der står klar med termotæpper til flygtningene og mad til de spedalske. Så hvis musikken er en helgen, er Björk dets kar? Sådan pudser man altså glorien med knofedt.
Samtidig er lydsiderne til »Saint« og det afsluttende nummer »Future Fear« nogle af albummets mest yndige. På sidstnævnte droner kolde men bløde synths, og Björk synger som fra en futuristisk istid. Hun fremmaner en matriarkalsk kuppel (»matriarchal dome«), hvor kærligheden holder skansen. Hvor trækker jeg billet til den fremtid?
Hvem: Björk
Hvad: »Utopia«
