Charlotte Gainsbourg holder sorgen ud i strakt arm på stilet nyt album

Den 46-årige skuespiller og sangerinde Charlotte Gainsbourg er igen album-aktuel efter flere års pause fra musikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Collier Shorr (PR)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Charlotte Gainsbourg er cool.

Cool som en krøllet Gauloises i mundvigen på Paul Belmondo i en film af Godard. Cool som man kun kan være, når ens forældre hedder Serge Gainsbourg og Jane Birkin. Så cool at navne som Beck, Jarvis Cocker og Air tidligere har stået i kø for at lave musik til hende.

Coolness plejer som regel også at hænge sammen en vis form for distance og - sat på spidsen - et fokus på stil over indhold.

Men Gainsbourg har gang på gang kastet sig frygtløst og uden skyggen af blufærdighed over svære og tabubelagte emner i sit virke. Først og fremmest i film som Lars von Triers »Antichrist« (2009) og »Nymphomaniac« (2013), hvor hun spiller komplicerede kvinder, der lemlæster og fornedrer sig selv. Men også musikalsk på hendes seneste album »IRM« (2009), der bl.a. var inspireret af en række nær-dødelige hjerneblødninger efter en skiulykke.

»Rest«, hendes første nye studiealbum siden 2009, er lavet i skyggen af en personlig tragedie. Hendes halvsøster Kate Barry faldt ud af et vindue og døde i 2013, og albummet skulle angiveligt være Charlotte Gainsbourgs forsøg på at arbejde sig gennem sorgen. Hun selv for første gang skrevet alle teksterne selv (på nær en enkelt foræring fra Sir Paul McCartney i form af »Songbird In A Cage«) og veksler vanen tror mellem engelsk og franske gloser.

Men forvent ikke en rå og nøgen omgang sorgarbejde. Der er ganske vist åbenlyse referencer til halvsøsteren på et nummer som »Kate«, men ellers begraver Gainsbourgs sit sorgarbejde i subtile sproglige dobbelttydigheder (titelnummeret »Rest«), intertekstuelle referencer (»Sylvia Says«, der citerer et digt af Sylvia Plath, der begik selvmord som ganske ung) og ikke mindst den distance, som de franske gloser repræsenterer for de fleste af os.

Først og fremmest er det et super stilet album. Broderparten af albummet har Gainsbourg lavet i selskab med den franske producer SebastiAn. Sammen har de skabt et meget filmisk udtryk med store dramatiske strygere, urovækkende horror-synth-arpeggioer, funky bas-gange og knastørre 70er-trommer, der ligesom Charlotte Gainsbourgs luftigt sukkende vokal omgående sender tankerne i retning af hendes far og mors enestående musik på klassikere som »Histoire de Melody Nelson« (1971).

Det er altsammen meget godt. Især et nummer som den disco-pumpende »Deadly Valentine« er virkelig høj klasse. Men udtrykket lægger også en distance til det personlige og smertelige udgangspunkt. Det gør ikke ondt. Men det føles cool.

Forbandet cool.

Charlotte Gainsbourg
»Rest«
★★★★☆☆

Because Music