1. Marie Key: »De Her Dage«
Tiden løber over med dårlig pop. Med flad musik og tekster, man kan grine ad eller græmmes over. Men der er undtagelser, og dette års fineste og mest egensindige popsange er at finde på Marie Keys »De her dage«, hvor elektroniske arrangementer, der isoleret set er tidstypiske og anonyme, stemmes op mod vers og vokaler, som er det stik modsatte. Og frem af dette møde vokser en original – og virkelig vanedannende – popmusik. jkc
2. Choir Of Young Believers: »Rhine Gold«
Debutalbummets følsomme tone er intakt, men tangenterne og den store klangrumsfornemmelse er trådt i baggrunden til fordel for et tættere, mere samspilsorienteret udtryk i en opiumsblød produktion. Og det hele bæres oppe af Jannis Noya Makrigiannis’ kompositoriske begavelse og fine melodifornemmelse. jkc
3. The Rumour Said Fire: »Dead Ends«
Der er en egen tøjlesløshed over The Rumour Said Fires andet album, der byder på 12 meget afvekslende og alternativt tonede rocknumre. Det kunne let været endt som en rodet, prætentiøs affære, men samler sig i en stor, smuk og medrivende lytteoplevelse. jkc
4. Christian Hjelm: »Før vi blev lette«
Forsangeren i Figurines udgav sit første soloalbum under eget navn i september, og den sympatiske nordjyde viste, at han i den grad mestrede det danske sprog med en række iørefaldende og umiddelbare popsange. »Før vi blev lette« har helt fortjent givet Christian Hjelm prædikatet »den nye Kim Larsen«. Rix
5. Efterklang: »Piramida«
Det kammerpoppede udtryk fra 2010s »Magic Chairs« videreføres i en mere raffineret variant, hvor elektronisk bearbejdede samples optaget på Svalbard fremmaner frostsprængt elegance i en række afsindigt smukke produktioner. Efterklang har aldrig lyt så betagende og imødekommende som her. mcg
6. Synd og Skam: »Blafret Ør af Kjoler«
Med en overrumplende blanding af boblende beatpoesi og fandenivoldsk no wave-punk viste Synd og Skam på deres fire numre lange debut-EP, at den viltre danske musikundergrund ikke er til at tæmme. Berusende vildskab og kontrolleret kaos, der efterlader den nysgerrige lytter »Svimmel og godt tilpas«. mcg
7. CTM: »Variations«
Cæcilie Trier er en af de fineste eksponenter for den yngre, vitale og talentfulde danske rockscene. Og hvor hun tidligere har gjort sig som solist under navnet Chimes & Bells, så er CTM et nyt og endnu mere vellykket forsøg, hvor trommer, percussion og synth forenes i feltet mellem pop og avantgarde. jkc
8. EaggerStunn: »Armagedion«
Det er to af de hårde drenge inden for dansk reggae, der har fundet sammen i EaggerStunn. Dwayne McFarlane er tidligere medlem af Bikstok Røgsystem og Kristoffer Sjelberg har en fortid i Booty Cologne og med albummet »Armagedion« satte de i år helt nye standarter inden for genren herhjemme. Rix
9. Jacob Bellens: »The Daisy Age«
I Got You On Tape-sangeren brillerer på solodebuten med et rustikt, sepiatonet univers, der fremstår både elegant underspillet og aldeles ubesværet. En altmodisch storbyblues med ulden produktion og herligt slingrende fremdrift, der klæder Bellens’ bjæffende croon og kærlighedskredsende tekster fortrinligt. mcg
10. Dig & Mig: »Sommervarmen«
De trækker stærke reminiscenser tilbage til børnerocken og BZ-bevægelsen i starten af 80erne, men åbner samtidig for en tiltrængt udluftning i dansk pop anno 2012. Duoen Dig & Mig leverede med debutalbummet »Sommervarmen« beviset på, at god musik kan være impulsiv, umiddelbar og helt igennem charmerende. Rix
