Spice Girls lærte Emma Sehested Høeg, at man ikke behøver begrænse sig som kvinde: »De gjorde bare, hvad de havde lyst til. Det gjorde sindssygt stort indtryk.«

Hen over jul og nytår fortæller en række musikere om den musik, der har formet deres vej gennem livet. I dag er turen kommet til skuespilleren Emma Sehested Høeg, der for nylig sprang ud som sanger og musiker under kunstnernavnet Dame Dearest.

»Da jeg var omkring ti år, var det Spice Girls, der fyldte mest for mig. Det var i 2004, så jeg var lidt en efternøler, men det var vi mange, der var. Jeg tror, alle var lidt forelskede i dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Emma Sehested Høeg er for længst blev udråbt til et af sin generations største skuespiltalenter. Allerede som 14-årig blev hun Bodil-nomineret for sin rolle i »Den du frygter«, og i dag boltrer hun sig hjemmevant på både skærm og scene.

Du har måske set hende i DR-serien »Skyld«, en ætsende morsom serie scener fra et moderne parforhold set gennem forruden på en bil. Eller måske alene på scenen i hudfletningen af kvinderollen i den Reumert-prisvindende musikforestilling »Lolita for altid«.

Inden Emma Sehested Høeg blev optaget som skuespillerelev på Statens Scenekunstskole, var hun tæt på at komme ind på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium. For nylig sprang hun ud med sit første musikalske soloprojekt under kunstnernavnet Dame Dearest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Med sidstnævnte viste 27-årige Emma Sehested Høeg, at hun ikke kun er en god skuespiller. Hun kan også både synge og skrive sange. Og interessen for musikken er langt fra ny. Inden hun blev optaget som skuespillerelev på Statens Scenekunstskole, var hun tæt på at komme ind på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium. For nylig sprang hun så endelig ud med sit første musikalske soloprojekt under kunstnernavnet Dame Dearest.

»Jeg har i virkelig mange år gerne villet udgive musik. Men så har jeg været i tvivl. Folk siger, at det måske kan være forvirrende både at lave skuespil og musik. Men nu har jeg fundet ud af, at det kan man sagtens. Det er bare at gøre det,« siger hun.

Selvom vi måske ikke ser det så tit i Danmark, så er der masser af udenlandske eksempler på, at det kan lade sig gøre, påpeger hun. Charlotte Gainsbourg for eksempel. Lady Gaga.

»Jeg tror, at det er noget særligt dansk, det der med, at man ikke skal komme for godt i gang. Men det er jo latterligt, hvis man underlægger sig det. Det er da skørt at lytte til de stemmer, der siger, at man skal begrænse sig. Det skal man aldrig gøre,« siger hun.

Her fortæller hun om den musik, der har formet hende som menneske og musiker. Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

Michael Jackson: »HIStory« (1995)

»Da jeg var barn, ville jeg alt det, min storebror, William, ville. Vi var som en slags pseudotvillinger, og han var den største Michael Jackson-fan i verden og dansede som en drøm.

Så jeg begyndte selvfølgelig også at lytte til Michael Jackson og blev selv ramt af den her følelse af storhed i en meget tidlig alder. Vi lavede på et tidspunkt en performance til »HIStory«-albummet, hvor vi mimede og dansede så godt ,vi kunne til hele albummet, som altså varer knap to en halv time. Vores forældre ville gerne se på det, men ærlig talt: Det må jo have været røvkedeligt efter to numre.

Særligt Spice Girls sangen »Too Much« har gjort et stort indtryk på Emma Sehested Høeg, som handler om, at man gerne må være for meget. »Jeg kan godt lide, når andre er for meget, og jeg kan godt lide, når jeg selv er for meget,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Den dag i dag er der stadig ikke noget større for mig musikalsk end MJ. Det skulle lige være The Beatles, Beach Boys eller Stevie Wonder. Men det er Michael Jackson, der er den store melodimand for mig. Der er jo ingen, der kan nå ham til sokkeholderne. Men man kan prøve. Det gør jeg i hvert fald selv. Han er med mig, hver gang jeg skriver en sang.«

Spice Girls: »Too Much« (1997)

»Da jeg var omkring ti år, var det Spice Girls, der fyldte mest for mig. Det var i 2004, så jeg var lidt en efternøler, men det var vi mange, der var. Jeg tror, alle var lidt forelskede i dem. Det her med at se nogle kvinder, der bare styrede verden. De gjorde bare, hvad de havde lyst til, og gav ikke en fuck. Det gjorde sindssygt stort indtryk.«

»Særligt sangen 'Too Much' har alt det, som jeg godt kan lide ved musik: Det er storladent, sexet, lummert og sørgeligt på samme tid. Det elsker jeg. Og så er der jo en lige linje fra budskabet i 'Too Much' til det, jeg har gået og preachet de sidste to år, nemlig at man gerne må være for meget. Jeg kan godt lide, når andre er for meget, og jeg kan godt lide, når jeg selv er for meget.«

»Jeg tror også, at det var med Spice Girls, at min fascination af kvinder, der leger med kvindens rolle i samfundet, opstod. De var aldrig, hvad man forventede af dem. Det ene sekund var de uskyldige og nuttede, det næste var de latex eller divaer. Det var et dejligt valg om ikke at lade sig begrænse som kvinde, som tiltalte mig. Og stadig gør.«

Chet Baker: »She Was Too Good To Me« (1974)

»Min forældre kaldte mig Papegøjen, fordi jeg havde en meget lys og hæs stemme som barn. Man har altid kunnet høre mig, når jeg har været hjemme. Jeg sang hele tiden. Men det er først på gymnasiet, at jeg begynder at dyrke musikken mere seriøst. Jeg køber min første guitar, får et lille elklaver af mine forældre og lærer ret hurtigt, hvordan man kan skrive en sang med ganske få akkorder.«

»Det er også, da jeg starter på musiklinjen på Rysensteen Gymnasium, at jeg opdager både Billie Holiday og min helt store helt, Chet Baker. Alt, hvad han beskriver, er det, jeg går igennem i de år der, føler jeg. Her vil jeg særligt fremhæve sangen og albummet 'She Was Too Good To Me'. Jeg fældede en tåre, første gang jeg hørte det. Det var større end noget andet. For mig er han både lyden af forliste forhold og den ensomhed, der følger. Men på samme tid også lyden af forelskelse og lysten til evig kærlighed.«

»Og så finder jeg ud af, at min hæshed kan bruges til noget. Jeg spejler mig i andre jazzsangere og ser, at de bruger deres hæshed som kendetegn frem for at se det som en fejl. Jeg elskede også, at der i jazzen var rum til at improvisere. Hvis man er et menneske som mig, der har problemer med at være til stede i nuet, så handler det netop om at finde de der smuthuller, hvor man ikke kan gøre andet end at være til stede.«

Rhye: »Woman« (2013)

»Da jeg som 20-årig stifter bekendtskab med Rhye, åbner en ny verden sig. Det er en lyd, jeg føler, at jeg aldrig har hørt før. Det er både cinematisk, sexet og vildt sårbart. Og der er også noget jazz i Rhye på en eller måde. Jeg blev bare fuldstændig draget af det, og albummet står for mig som lyden af alle forelskelser og kærestesorger i starten af mine 20ere. Jeg er på det her tidspunkt kommet ind på Statens Scenekunstskole som skuespiller og lytter til 'Woman' på vej til skole, på optagelser, inden jeg skal lave en scene. Overalt. Men den er også forbundet med noget melankoli for mig. Jeg havde lagt min drøm om at blive musiker på hylden og brugte nu al min tid på skuespillet. Og det her var jo netop den slags musik, jeg gerne ville lave.«

»Da jeg er 25 skal alt, hvad jeg hører, være så sexet som muligt. Så jeg genbesøger Sade. Særligt hendes hovedværk, »Diamond Life«, som jo har »Smooth Operator« og »Your Love Is King« på. Jeg går meget tit i bad med hende. Op for varmen, en masse æteriske olier, en masse damp og så bare Sade. Så bliver det bare det perfekte bad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Men så på mit sidste år på scenekunstskolen begynder jeg så at skrive nogle sange til de projekter, vi laver. Og det får jeg jo total optur over. Ved mit afgangsprojekt beslutter jeg sammen med min kreative forelskelse, Jennifer Vedsted Christensen (instruktør, red.) at lave en slags teaterkoncertforestilling. Her kan jeg skrive en masse sange, performe dem og også spille skuespil. Og de munder så ud i den her afgangsforestilling, der hedder 'Velkommen til Pandora'. Som så senere blev til 'Lolita for altid', da vi var færdiguddannede. Her finder jeg ud af, at jeg sagtens kan kombinere skuespil og musik, og det er en kæmpe befrielse for mig.«

Sade: »Diamond Life« (1984)

»Da jeg er 25, skal alt, hvad jeg hører, være så sexet som muligt. Så jeg genbesøger Sade. Særligt hendes hovedværk, 'Diamond Life', som jo har 'Smooth Operator' og 'Your Love Is King' på. Jeg går meget tit i bad med hende. Op for varmen, en masse æteriske olier, en masse damp og så bare Sade. Så bliver det bare det perfekte bad. Sade har den her dragende blanding af at være både forførende og nærværende, men samtidig også reserveret. Hun behøver ikke os. Vi behøver hende. Hun er klart en inspiration til den musik, jeg gerne vil lave. Det må godt være lidt lummert. En klarinet eller saxofon med rumklang på, det er bare godt. Det kan ikke blive for meget.«

Stelvio Cipriani: »Mary’s Theme« (1969)

»Jeg sad og spiste risotto med min kæreste, da han satte det her nummer på. Jeg fik bare omgående følelsen af, at det var mig i det nummer. Det er så vildt, når det sker. Det var, som om jeg havde hørt det tidligere i mit liv. Eller i et andet liv måske. Der er noget med italienske soundtracks fra 70erne, som bare virkelig taler til mig. Storheden, det voluminøse, det ekstravagante, det flamboyante liv. Men samtidig en masse sorg. Jeg kan ikke andet end bare overgive mig og smile og tude lidt på samme tid. 'Mary’s Theme' kunne lige så godt have heddet 'Emma’s Theme'. Det føler jeg virkelig. Den skal både spilles til mit bryllup og min begravelse. Det er følelsen af at vende hjem. Det er det største nummer.«