En lalleglad bredside til Black Friday – og fire andre sange, du skal høre lige nu

AOK
Musik
Guide

Søn siger farvel til forbrugsfesten, mens Astrid Engberg finder guld i sprækkedalene mellem genrerne. Berlingskes musikredaktør peger på de bedste sange lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Streaming er både en gave og en forbandelse. Hver eneste dag bliver der uploadet 60.000 nye sange på Spotify, der i forvejen rummer millioner af numre. Det er mere musik, end nogen af os nogensinde kan nå at lytte til.

Så hvad er værd at lytte til? Hvilke numre skiller sig ud? Berlingskes musikredaktør skærer her igennem strømmen af nye udgivelser og guider dig til de fem bedste og mest uomgængelige sange lige nu.

1

Søn: »Black Friday«

Ah, så er det blevet den tid på året. Black friday, dagen – eller efterhånden ugen – hvor butikkerne endnu engang forsøger at lokke os allesammen til at bruge en masse penge på alskens materialistisk bras. Hvem kan sige nej til et godt tilbud?

Det kan Søn måske. Det snurrige danske rockband går på den nye single, »Black Friday«, frejdigt i kødet på den importerede forbrugsfest. Ikke med en tung og eksplicit kritik – det ville alligevel være for nemt – men derimod med en mere tvetydig og legende afsked med konceptet i det nærmest lalleglade The Smiths-klingende omkvæd: »Bye-bye / bye-bye / Black Friday / rest in peace«.

Det er en skarp lille ørehænger, der bekræfter billedet af, at et band med sit eget unikke take på en ellers ganske velkendt form.

Lyt til sangen her:

2

Astrid Engberg: »Roots To Petals«

Hun er svær at indkredse, Astrid Engberg. Er det jazz? Elektronisk? Neosoul? Nok lidt af det hele, og det er lige netop det, der gør den danske sanger, producer og musiker til så interessant et bekendtskab.

På hendes nye single, »Roots To Petals«, er den stemningsfulde genreleg på fuldt display: Dybblå rhodesakkorder, samplede hornarrangementer, et triptrappende organisk beat fra trommemaestro Jonathan Ludvigsen og ikke mindst Astrids Engbergs egen jazzede levering, der her minder lidt om Beth Gibbons fra Portishead.

Lyt til sangen her:

3

The Minds Of 99: »Under Din Sne«

Der er altid værd at spidse ører, når The Minds Of 99 slipper et nyt nummer, og denne gang er ingen undtagelse. »Under Din Sne« er første nye musik fra bandet efter deres triumf af en koncert i Parken i september.

Og det er da også, som om sangen rider videre på den bølge af selvtillid og tro på egne evner, som koncerten med garanti må have givet dem. Sangen er en af bandets reneste popsange til dato og suger omgående lytteren ind med sit ophøjede drama, øjeblikkeligt fængende melodi og noget nær perfekt eksekverede vers-bro-omkvæd-opbygning.

Ingen store revolutioner her. Bare lyden af et band, der er på toppen af sit game. Hvad mere vil du have?

Lyt til sangen her:

4

Dame Dearest: »Seducing My Life Away«

Det er svært ikke at være fan af Emma Sehested Høeg. Ikke nok med, at hun er en vildt talentfuld skuespiller, der altid er en fornøjelse af følge på skærm og scene, så springer hun nu også ud som forførende chanteuse på »Seducing My Life Away«, førstesinglen fra hendes nye projekt Dame Dearest.

Dame Dearest er et alter ego. Emma Sehested Høeg spiller Dame Dearest, der spiller sine sange, der handler om at performe. Ja, det er sgu rimelig meta, men ikke desto mindre gestaltet i et utrolig gennemført og ja, forførende musikalsk univers, som ganske enkelt er en fornøjelse at forsvinde ind i.

Jeg hører undertoner af noget Twin Peaks-uhygge et eller andet sted i mixet, og Lana del Reys falmede Hollywood-glamour har nok også været en inspiration både vokalmæssigt og i det gennemførte visuelle univers. Men musikken er langt mere kælen og sensuel, mere sofistikeret soul og jazzet r&b end støvet americana.

Som sagt: Jeg er fan!

Lyt til sangen her:

 

5

Radiohead: »Follow Me Around«

Og så er der nyt fra Radiohead-arkiverne. Bandets mesterlige tvillingeplader »Kid A« og »Amnesiac« fejrer en slags jubilæum – den ene udkom for 21 år siden, den anden for 20 år siden – og det markeres nu med udgivelsen »Kid A Nmesia«, der for første gang giver et kig ind i maskinrummet på tilblivelsen i form af en række hidtil uudgivne sange og outtakes fra indspilningerne.

Der er flere gode sager, men især den akustiske paranoia-ballade »Follow Me Around« gør et godt indtryk. Man forstår godt, hvorfor den ikke lige fandt et hjem på hverken »Kid A« og »Amnesiac«. Begge plader var på alle måder en flugt fra alt, hvad der mindede om klassisk rock-sangskrivning.

Isoleret set fejler sangen absolut ingenting. Der er trods alt tale om en sang skrevet på et tidspunkt, hvor Radiohead var på sit absolutte kreative peak. Og det kan i den grad høres.

Og nå ja, så se da også lige musikvideoen. Jeg garanterer dig, at du ikke kommer til at se mere virtuos droneflyvning i dag.

Lyt til sangen her: