Fyr Og Flammes kærlighed til kitsch er også en kulturkamp: »Jeg har altid gerne villet provokere. Der er ikke noget i vejen med Kirsten Og Søren«

Få har tændt op under danskernes Melodi Grand Prix-nostalgi som Fyr Og Flamme.

I foråret 2020 lykkedes det den kulørte duo at skabe en kæmpe 80er-fest i et ellers corona-tomt DR-studie. »Øve Os På Hinanden« vandt som bekendt Melodigrandprixet, og selvom det ikke lykkedes at vække samme begejstring ved Eurovision-finalen, ja så har Fyr Og Flamme haft rigtig godt tur i den herhjemme siden da.

Da duoen, der består af skuespiller og sanger Jesper Groth og musiker, producer og sangskriver Laurits Emanuel, mødte hinanden, var det over en fælles kærlighed til den muntre jukeboksmusik, som ellers ikke får mange point på kulturparnasset.

»Jeg har altid gerne villet provokere. Det er der ikke ret mange, der tror, at man vil, når man laver sådan noget musik, som vi gør. Men det er jo dybest set det, vi gør,« siger Jesper Groth.

Kærligheden til det, nogen vil kalde kitsch og dårlig smag, er såmænd ægte nok.

»Vi elsker sange, som har noget umiddelbart og dansabelt over sig. Ikke kun 80er-musik. Men det er klart, at det for os startede med, at vi gerne ville sige, at der altså ikke er noget i vejen med Kirsten Og Søren,« siger Jesper Groth.

Laurits Emanuel har gennem mange år søgt gennembruddet med forskellige bands og soloprojekter. Succesen kom først for alvor, da han begyndte at tage sin kærlighed til den lette musik seriøst i Fyr Og Flamme.

»Jeg har siden 2009 både spillet og tørret lidt borde af på en bøssebar i Indre By. Og dernede blev jeg præsenteret for den kitsch, som bliver dyrket mange steder i homomiljøet. Jeg har spillet både John Mogensen og Bamses Venner dernede, og det syntes folk var herligt. Hver gang vi gik af scenen, blæste »Vi Maler Byen Rød« med Birthe Kjær ud af højttalerne. Jeg tror bare, at jeg har været der længe nok til at blive hjernevasket,« griner han.

Her fortæller Jesper og Laurits om den musik, der har formet dem som mennesker, musikere og makkerpar. Fra opvæksten på Ærø og i Vejle over ungdomsårene til voksne mænd.

Shania Twain: »Come On Over« (1999)

Jesper: »Jeg kan huske, at jeg i femte klasse fik lov til at holde en fødselsdagsfest om aftenen, hvor jeg tapede tæpper op for vinduerne og gerne ville danse tæt med en pige og sådan noget. Prøve at holde hende lige over hofterne, mens vi hørte »You’re Still The One« med Shania Twain. Det er den første sjæler, jeg husker på den måde. Det er pop i sin reneste form.«

»Jeg voksede op på Ærø, og min gateway til verden var det antennestik, der sad i hjørnet af stuen. Vi havde DR1 og TV 2, og det var fredagsunderholdningen, der definerede, hvem der var stjerner. Oftest ønskede jeg mig bare de cd’er, der var med i reklamerne. Eller bladrede mine forældres samling igennem. Hvad stod der dér? Georg Zamfir, Stig Rossen, en enkelt med Kirsten Og Søren. Resten var blandede kassettebånd med Kim Larsen, Roy Orbison og Henning Stærk. Mine forældre har været Greatest Hits-agtige og har ikke udfordret mig med jazz eller klassisk. Det er derfor, jeg er blevet meget poporienteret.«

Queen: »Greatest Hits« (1981)

Laurits: »Min kammerat havde på et tidspunkt båndet en film på TV Danmark, som hedder »Wayne’s World«. Den har en ret legendarisk scene, hvor de sidder i bilen og synger med på »Bohemian Rhapsody«. Jeg kendte godt til Queen, men jeg anede ikke, at det var dem, der havde lavet nummeret. Vi sad bare og spolede tilbage og hørte det igen og igen. Indtil min mor kom ind og sagde: »Det der? Det er Queen.« Det synes jeg var mega spændende, så da jeg blev 11, fik jeg Queens »Greatest Hits« i fødselsdagsgave. Så sad jeg der og hamrede med på alle sangene på mit trommesæt. Ved samme fødselsdag fik jeg i øvrigt også en cd med Scatman John. Det var en underlig matrix at placere sin musiksmag i. Men sådan var det dengang.«

Den Gale Pose: »Definitionen af en stodder« (2001)

Jesper: »Det er en plade, jeg kan udenad. Det er første gang, jeg forstår, at det ikke kun er ordene, der betyder noget, men også måden, det blev sagt. Selve lyden. Jeg kunne høre, at der var en gruppe her, som havde været i USA og fået den der lyd ind, som var enormt behagelig og tung. Det blev min vej ind i hiphop, selvom det, jeg hørte senere, nok var lidt mere undergrund. Men i forhold til det danske sprog, hvor meget man kan tillade sig på enderim, var det en stor åbenbaring. Og noget der har givet mig en grundlæggende villighed til at sige, ‘selvfølgelig kan man det,’ og ‘ja, hvorfor ikke?’«

Jethro Tull: »Aqualung« (1971)

Laurits: »Jeg havde en nabo, som var to år ældre end mig, og hans far var musiklærer. Gammel hippie, der havde gået på seminariet med Lars Lilholt oppe i Silkeborg. Han spillede også tværfløjte, og han fortalte os, hvad der var godt, og hvad der ikke var godt. Han sagde: ‘Drenge, nu skal I høre Jethro Tull.’ Og det gjorde vi så. Vi åd det råt. Jeg pantede flasker i nogle måneder og tog så ind til Vejle og købte »Aqualung«. Det er et fuldstændig legendarisk album. Det startede en hel rejse for mig, hvor musik helst skulle være svært og utilgængeligt og progressivt. Det var en sygdom, jeg led af i cirka ti år. Det var en meget matematisk og teknisk tilgang til det hele. Drengene i min klasse hørte selvfølgelig The Prodigy og Nirvana og sådan noget, men det sagde mig ikke en skid. Det var så let og bare baseret på en eller anden følelse. Der var ikke noget bag det, syntes jeg. I dag kan jeg leve udelukkende på energi og følelse.«

Kashmir: »The Good Life« (1999)

Jesper: »Jeg identificerer mig allermest med musik og måden, jeg gerne vil se ud på lige omkring min tid på efterskolen. Der begynder jeg at høre »The Good Life« med Kashmir. Med nogle års forsinkelse. Jeg kunne godt lide at have slidte bukser og sidde med benene over kors og have et lidt feminint udtryk. Da Kashmir-dokumentaren (»Rocket Brothers« fra 2003, red.) kom, ville jeg helt vildt gerne ligne bassisten Mads Tunebjerg. Det var lige før, at jeg rev mig i kæberne for at få en bred mund, der så lige så sur ud som hans. Så seje synes jeg, de var.«

»I dag er der meget af Kashmirs musik, der er for gymnasie-melankolsk for mig. Ens indre lysbilleder passerer revy, og det har man måske ikke altid brug for at se ind i. Det var noget med, at jeg slog op med en pige lige inden juleaften engang. Det var frygteligt. Og det var Kashmir, der var soundtracket.«

Muse: »Origin Of Symmetry« (2001)

Laurits: »Da jeg begyndte at synge og spille mere guitar, syntes jeg, at Muse var mega fucking råt. Det var moderne, men det genbesøgte samtidig mange af de dyder, jeg kendte fra Queen. Der var også elementer af klassisk musik, og så havde det et progressivt twist, som jeg godt kunne lide. Dem forelskede jeg mig meget i. Jeg havde også et Muse-jamband på gymnasiet med nogle gode kammerater. Muse var også min første koncert i Vega. Jeg var 16, og vi tog selv til København for at høre koncerten. Det var stort.«

»Min smag har ændret sig vildt meget med tiden. Fem år senere var det Sebastians »Ulvehøjen«, jeg ikke kunne leve uden. Og fem år senere igen var det måske Pet Shop Boys med »Very«. Så der sker også bare nogle vanvittige skift. Men Muse er nok den eneste gang, jeg har fundet noget, der var tidssvarende. Ellers har mine musikalske besættelser altid peget tilbage i tiden.«

Pet Shop Boys: »Very« (1993)

Laurits: »Der gik lang tid, før jeg endelig overgav mig til popmusikken. Der gik en masse år, hvor jeg var sur på det hele. Men en af grundene til, at det er gået så godt for Jesper og mig, er, at vi har fundet en umiddelbar glæde ved det. Det kunne godt skyldes sådan nogle som Pet Shop Boys, som blev pushet til mig af nogle lidt ældre venner. Deres lyd var i princippet alt det, jeg hadede i 90erne. Men det var nogle helt fantastiske kompositioner. Den energi de havde, havde jeg aldrig kunnet fremprovokere med de ting, jeg havde gået og rodet med. Det var en ret stor øjenåbner. De har lavet mange gode, men »Very« er nok min favorit. Det er den, der lyder absolut klammest, men samtidig har de bedste sange.«