Kan det blive mere kikset? Nok ikke. Men Fyr Og Flamme redder den alligevel hjem på deres 80er-forelskede debut

AOK
Musik
Anmeldelse

De danske Melodi Grand Prix-vinderes albumdebut er kejtet på den charmerende måde og en gennemført kærlighedserklæring til de forbudte 80ere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget hjerteligt kikset over Fyr Og Flammes forsanger, Jesper Groth.

Det er, som om han hele tiden er lidt ude på dybt vand. Som om han skal strække sig til det yderste for at få sin stemme og krop til at leve op til forventningerne om, hvordan en forsanger skal lyde og bevæge sig. Og med det følger en vis portion kejtethed – en nervøs og næsten febrilsk ivrighed – som på én og samme tid er Fyr Og Flammes stærkeste kort og akilleshæl.

For jeg var faktisk ikke synderligt imponeret ved første gennemlytning af Fyr Og Flammes debutalbum. Det var dels Groths stemme og musicalagtige levering, jeg ikke rigtig kunne forlige mig med. Dels duoens stædige insisteren på, at tiden åbenbart har stået stille siden Berlinmurens fald.

Men jeg må indrømme, at duoen, der ud over Jesper Groth består af sangskriver og producer Laurits Emanuel, har vundet mig over på deres side efter et par lyt mere. Vel er deres 80er-forelskede udtryk kitschet som ind i helvede – selvfølgelig var det dem, der skulle vinde årets danske Melodi Grand Prix – men Fyr Og Flamme går til opgaven med ægte kærlighed til lyden og alle de store armbevægelser.

Jeg mindes ikke, at andre herhjemme har gjort det så dedikeret siden Diskofil tilbage i de ironiske 90ere. Dengang blev udtrykket holdt mere ud i strakt arm. Diskofil var en parodi. Fyr Og Flamme er mere en pastiche.

Og i modsætning til Diskofil, så skriver Fyr Og Flamme deres egne sange, og det håndværk er der ingen tvivl om, at sangskriver Laurits Emanuel har rigtig godt styr på.

Under al den kulørte og præcist eksekverede 80er-produktion gemmer der sig nogle sange, der rent harmonisk og melodisk er ret raffinerede, målt op mod meget af tidens popmusik, der som oftest er bygget op over ganske få akkorder og repeterede motiver.

Fyr Og Flamme arbejder omvendt uhyre bevidst og metodisk med, hvordan melodiernes forløb og harmoniernes klangfarver kan skabe spænding, kontrast og forløsning i arrangementerne. Med andre ord: Godt gammeldags popsnedkeri af højeste karat.

Indtager rollen som den lille

Hele præmissen for at kunne værdsætte Fyr Og Flamme er dog, at man finder deres kejtethed charmerende og, ja, afvæbnende. For den ligger ikke kun hos Jesper Groth – der ved gud ikke er nogen Ivan Pedersen – den er ligesom bagt ind i hele deres kitschede 80er-univers. Hvis du ikke kan høre genialiteten i »Kold som is« med Laban, så kommer du nok heller ikke til at holde af Fyr Og Flamme.

Det hjælper, at Jesper Groth er en fyr, man får lyst til at heppe på. Måske også hjulpet på vej af, at han oftest indtager positionen som den lille i sangene. Det er ham, der har det blødende hjerte på »112«. Det er ham, der vil ændre sig for at please en kvinde, der ikke ringer tilbage, på »Kamæleon«. Og det er ham, der føler sig udnyttet af den kvindelige maneater på »Menneskeforbruger«.

Fyr Og Flamme kommer forbløffende langt med det her udtryk, der hele tiden balancerer på kanten til gimmick og rendyrket anakronisme. Sommetider er det tæt på at kamme over.

Den kække »Dansemusik« lyder for eksempel som et nøje indstuderet gadekryds mellem Elton Johns »I’m Still Standing«, Birthe Kjærs »Vi maler byen rød« og »Don’t Stop Me Now« med Queen. Alle tre navne nævnes direkte i teksten, så man kan ikke beskylde dem for ikke at spille med åbne kort.

Så ja, jeg sender sgu to fjogede high fives til Fyr Og Flamme. Det er sjovt, så længe det varer. Hvor meget de kan vride ud af deres retro-fetish på den lange bane, kan jeg dog stadig godt have min tvivl om. Vi får se.

Fyr Og Flamme. »Fyr Og Flamme«. Universal Music