Volbeat i djævelsk god form: Lyder ondere end nogensinde

AOK
Musik
Anmeldelse

Efter 20 år har de danske verdensstjerner lavet deres måske bedste album i karrieren.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hatten af for Volbeat. Det var nok de færreste, der havde fantasi til at forestille sig, at det Elvis-glade danske heavyband en dag skulle tilhøre den tunge rocks absolutte verdenselite. Men det gør de altså. Og det har de gjort i en længere årrække. Spørgsmålet er så, hvor man søger hen, når først man har nået toppen. Er der mere at bevise? Nyt land at vinde? Eller handler det bare om at konsolidere?

Én ting er sikkert: Michael Poulsen er en både stolt og arbejdsom herre. Han er ikke kommet frem i verden ved at hvile på laurbærrene, og det har han så sandelig heller ikke tænkt sig at begynde på nu. På Volbeats ottende album, »Servant Of The Mind«, lyder han som en mand, der slet ikke er færdig med at skubbe Volbeat mod nye højder.

Eller skulle man sige dybder? Lyden er umiskendeligt Volbeat – på godt og ondt – men det er samtidig bandets tungeste og måske mest ambitiøse samling sange til dato. Der er fuld smæk for metalskillingen, buldrende tønder og speedede thrashriffs i metermål. Barometeret svinger overvejende mod bandets rødder i heavy metal fremfor den country- og bluesinspirerede americana, som også flyder i deres blod.

På »The Sacred Stones« stritter onde tritonusakkorder som djævlehorn a la Black Sabbath. Og med linjer som »Give me a sign / Dear father of darkness (...) My faith in God is so low« er vi ovre i det klassiske heavyterritorium. Det er ret fjollet, men sparker også bare satans meget røv.

Det samme gælder numre som »Say No More«, der med sine lynhurtige thrash-riffs lyder som 80er-Metallica forløst med »The Black Album«s massive produktion, og »Becoming«, der folder sig ud som en episk metalsuite med flere heftige temposkift, massive riffstorme, dobbeltstortromme og en ansigtssmeltende guitarsolo fra Rob Caggiano.

På den knap otte minutter lange »Lasse’s Birgitta« spændes elastikken dog for hårdt. De danske navne i sangtitlen antyder noget mere personligt, men selve sangteksten er fuld af tyndslidte heavyklichéer. Og i stedet for rent faktisk at bruge den lange spilletid på at folde en historie ordentligt ud, går der tomgang i den, når Poulsen blot gentager de to vers igen senere i sangen.

Michael Poulsen er forsanger i Volbeat, og han er sammen med resten af bandet aktuel med deres ottende album, »Servant Of The Mind«. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTHONY ANEX.

Aparte fusioner

Vanen tro diskes der også op med et par retter fra Volbeats altomfavnende rock'n'rollfusionskøkken. Bandets forkærlighed for alt, hvad der hedder Elvis og rockabilly, er velkendt, og Poulsen & Co. har gennem årene – med varierende grader af finesse og velsmag – blandet deres tunge metalriffs op med både banjo, sækkepibe, mundharpe og gospelkor.

Nu kan der så takket være »Wait A Minute Girl« føjes både honkytonkklaver og spruttende rock'n'rollsaxofon til paletten. I løbet af sangens blot to minutter og tyve sekunder noterer jeg mig både en bismag af The Ramones, Little Richard, Bruce Springsteen & The E Street Band og dansk melodi grand prix. Det er både aparte, gakket og ret irriterende. Men også bare super fængende.

I samme lette ende af spektret finder vi også Stine Bramsen-duetten »Dagen Før«. Et åbenlyst forsøg på at levere endnu et dansk/engelsk cross-overhit a la »Garden’s Tale« og »For Evigt« med Johan Olsen. Men den glider ikke ned hos mig. Kombinationen af Michael Poulsens og Stine Bramsens fordoblede stemmer og hvinende søde durakkorder får Volbeat til at lyde som Johnny Deluxe med distortion. Ydrk.

Så rammer de en bedre balance på et nummer som »Step Into Light«, hvor en twangy postpunkguitar krydser klinger med en af den slags skamløst poppede omkvæd, man fornemmer Michael Poulsen ville kunne spytte ud på kommando, hvis han blev vækket midt om natten.

Selvom der er svipsere undervejs – sådan er det, når man tager chancer – så er det overordnede indtryk et tændt Volbeat i noget nær topform. Den slags skal man ikke tage for givet efter 20 år. Tværtimod. Det hører faktisk til sjældenhederne.

Volbeat. »Servant of the Mind«. Universal.

Lyt til albummet her: