Adele spiller med musklerne overfor Spotify - nu fjernes særlig funktion

Spotify har bøjet sig for den britiske verdensstjernes ønske om, at album afspilles i den rigtige rækkefølge.

Den albumaktuelle britiske verdensstjerne Adele slog for nylig historiske streaming-rekorder på Spotify med singlen »Easy On Me«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Anzuoni
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et album er et samlet værk, og sangene på det værk skal høres i den rigtige rækkefølge. Spørg enhver seriøs musiker, og de vil være enige.

Ikke desto mindre har det længe været en standardindstilling på verdens største streamingtjeneste, Spotify, at sangene afspilles i tilfældig rækkefølge, når man som lytter trykker play på et album. Såkaldt shuffle-mode.

Men nu har superstjernen Adele slået hårdt i bordet, og Spotify har lyttet: Shuffle-play er ikke længere standard. Nu afspilles et album i den rækkefølge, kunstneren bag har besluttet. I hvert fald, hvis man er premium-abonnent.

I fredags udgav Adele sit længe ventede fjerde album, »30«, og det er i den anledning, hun tilsyneladende har haft fat i ørerne på Spotify for at få dem til at droppe shuffle-funktionen som standardindstilling.

»Der er ikke uden grund, at vi skaber album med så stor omhu og omtanke på tracklisten. Vores kunst fortæller en historie, og vores historier skal lyttes til, som vi havde tænkt os. Tak, Spotify, for at lytte,« skriver Adele på søndag på Twitter.

Kort efter sendte Spotifys officielle Twitter-konto et svar tilbage: »Alt for dig«.

Spotifys chef for musik og kommunikation, Chris Macowski, har siden over for The Verge bekræftet, at standardfunktionen med afspilning i den rigtige rækkefølge er blevet officiel for betalende brugere af streamingtjenesten. Og understreger i samme ombæring, at det er en funktion, der har været efterspurgt længe af både brugere og artister.

Det er stadig muligt at lytte til albummet på shuffle, nu skal man bare aktivt ind og slå det til.

Sagen understreger Adeles magtposition i musikbranchen. Den britiske sangers seneste single, »Easy On Me«, blev for nylig den mest streamede sang på en dag enkelt dag i Spotifys historie. Hendes seneste album, »25«, gjorde hun først tilgængeligt på streamingtjenesterne et halvt år efter udgivelsen tilbage i 2015.

Hvorvidt en udfasning af shuffle-play har været en del af præmissen for, at Spotify denne gang har fået Adeles nye album på selve udgivelsesdagen, vides dog ikke.