»80 procent af alle kvinder stønner mere under sex, end de har lyst til og behov for«

Kunstnerduoen How to kill a dog vil gøre teatret til et sjovt sted, hvor man fester på sine traumer. Forestillingen »Lolita for altid« skal få de unge kvinder til at tage deres seksualitet tilbage.

Ifølge kunstnerduoen How to kill a dog, Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg,  dyrker vi stadig den unge, passive Lolita. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Man siger, at Vladimir Nabokov flere gange forsøgte at ødelægge manuskriptet til sin grænseoverskridende roman »Lolita«. Efter sigende var det hans hustru, der reddede bogen, der siden blev en litterær milepæl og et forkætret værk om en voksen mands betagelse af en 12-årig pige.

Siden er der kommet flere værker, der enten dyrker eller tager afstand fra ideen om det store barn, der med svulmende, store læber sutter på både slikkepind og mænds begær.

Men faktisk er der stadig grund til at tage flere livtag med Lolita. Det mener Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, der tilsammen udgør kunstnerduoen How to kill a dog. Sammen barsler de nu med en forestilling, der stiller skarpt på den unge kvindes kulturelle kapital.

»Vi tager udgangspunkt i Lolita-romanen, fordi den er forløberen for hele ideen om den passive, unge kvinder der er genstand for det mandlige begær«


»Især unge kvinders skønhed er en valuta, der kan bruges til mange ting. Gennem livet stiger og falder kvindens aktier. Det er der ikke noget galt i, men som kvinder bør vi være bevidste om vores privilegier, og hvordan vi bruger dem,« siger Jennifer Vedsted Christiansen, der suppleres af Emma Sehested Høeg.

»Som 17-årige opdagede min veninde og jeg, at vi kunne gå i byen uden penge. Bare vi smilede lidt, kunne vi få gratis drinks. Min venindes mor blev tosset, da hun hørte det, men for mig var der ingenting i det. Jeg har lært at charme, siden første gang jeg gik til bageren og fik en gratis croissant, fordi jeg smilede til manden bag disken. Det er en del af at være kvinde, som du lærer meget tidligt,« siger Emma Sehested Høeg. Hun studser, da jeg stiller spørgsmålet: Hvad var der galt med det?

»Der er ikke noget galt i det. Jeg er bare glad for, at jeg nu kender spillereglerne og kan vælge, om jeg vil spille med eller ej,« lyder svaret.

Kvinder skal eje deres egen lyst

Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen mødte hinanden på Scenekunstskolen i 2015 og blev med det samme fagligt forelskede i hinanden. De var enige om, at de ville fortælle deres egne historier på deres egne måder.

»Emma sagde: Vi skal lave verdens bedste forestilling på fire uger og for 4000 kroner,« husker Jennifer Vedsted Christiansen,der kun havde ét svar: »Ja«.

»Når tidens modeller er så unge, er det også, fordi de ikke selv er bevidste om deres værdi. Vi værdsætter den smukke, der ikke selv ved, at hun er det,« siger Jennifer Vedsted Christiansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

»Normalt, når jeg gerne vil sige noget, går jeg på biblioteket og ser, om der er en mand, der har skrevet noget om i det 1600-tallet. Men nu vil vi hellere sige det selv«.

Deres første samarbejde førte til forestillingen »Velkommen til Pandora«, der handlede om kvindens ret til nydelse, som den ser ud, når skønhedsindustrien, pornoindustrien og filmindustrien bliver sendt uden for døren. Forestillingen var en slags forløber til »Lolita for altid«.

»Teatret skal være et festligt sted, hvor vi fester oven på de traumer, vi har,« siger Jennifer Vedsted Christiansen og understreger, at Nabokovs »Lolita« er en slags forløber for hele ideen om den passive unge kvinde, der er genstand for det mandlige begær.

Kunstnerduoen How to kill a dog (Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg) vil fortælle tingene på deres egne måder. I »Lolita for Altid« vil de gøre op med den unge kvindes passive seksualitet Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

»Tænk på lolitadukken, der udelukkende er lavet for at tilfredsstille en andens lyst. Vi mener jo, at kvinder skal tage ejerskab over deres egen lyst, og det gør vi kun, hvis vi tænker over vores begær,« siger Jennifer Vedsted Christiansen.

Emma Sehested Høeg kommer med et eksempel:
»Jeg læste et sted, at 80 procent af alle kvinder stønner mere under sex, end de har lyst til og behov for. Simpelthen fordi de har lært, at det er sådan, man skal gøre,« siger hun og uddyber:

»Det er ligesom den lyd, kvinder laver i film, når hun og manden er færdige med at have sex og ruller om på ryggen. Selv om ingen har rørt ved hende, og det kun er ham, der er kommet, så skal hun alligevel stønne på sådan en »åh, hvor var det dejligt og nu er jeg helt afslappet«-måde«.

Kvindernes begær skal stå selv

I populærkulturen er Lolita blevet et symbol på stedet mellem den barnlige uskyld og den voksne seksualitet. Hun er et forbudsikon, et forbudt tegn i en tid, der anerkender barndommens ukrænkelighed, men samtidig seksualiserer den unge krop.

Ideen om unge kvinder, der både fodrer og gengælder den voksne mands begær – med romanens egne ord de såkaldte »nymfetter« – trives stadig. Vi dyrker den i vores skønhedsidealer og vores længsel efter ungdom, siger Emma Sehested Høeg.

»Når tidens modeller er så unge, er det også, fordi de ikke selv er bevidste om deres værdi. Vi værdsætter den smukke, der ikke selv ved, at hun er det,« siger Jennifer Vedsted Christiansen og suppleres af Emma Sehested Høeg:

»Samtidig går alle over 14 år og stræber efter skønhed. Det vil vi gerne gøre op med. Det er et skørt ideal, at det smukke er det, der ikke ved, at det indeholder skønhed«.

Emma Sehested Høeg understreger, at den unge kvinders begær er massivt. Nu skal det bare lære at stå selv, så kvinderne både kan tænke over, hvad de gør, og hvorfor de gør det.

»Det stereotype billede af Lolita er netop en pige, der ligger på et tæppe og lader sine nøgne ben svinge frem og tilbage i luften. Sådan har jeg også taget mig selv i at ligge, og der skal man da lige stoppe og tænke: »Gør jeg det, fordi det er rart, eller fordi jeg har lært, at det er sådan en pige ligger,« fastslår Emma Sehested Høeg.

LIgesom Jennifer Vedsted Christiansen står hun gerne ved, at kvinder kan bruge deres skønhed. Det er der intet galt i.

»Man skal bare være bevidst om, hvad for en kontrakt man skriver under på. I en eller anden forstand er vi jo en vare. Jeg vil bare gerne selv vælge, hvem der skal købe den,« siger Jennifer Vedsted.

»Lolita for altid« spilles på Østerbro Teater. Premiere 29 oktober.