Det tager tid for en genistreg at opnå den agtelse, den fortjener. Dette gjaldt også for Vladimir Nabokovs roman »Lolita«; det fingerede forsvarsskrift forfattet af det ligeså fingerede pseudonym Humbert Humbert, som Claus Bech og Gyldendal nu har givet os en ny og velsmurt oversættelse af.
Humbert sidder fængslet, anklaget for mord. Men mordet har man som læser lettere ved at tilgive ham end det, han ellers beretter om; nemlig hans forhold til den i begyndelsen 12-årige Dolores Haze - en pige, der ifølge Humbert tilhører en særlig gruppe ungmøer i alderen 9-14, som han betegner som »nymfetter«. De er, hævder han, piger, der yder en speciel tiltrækning på nogle få, særligt disponerede mænd. Sensuelle, tillokkende, og - igen ifølge Humbert - gengældende de følelser, de vækker hos mændene.
Fascinationen af Dolores (eller Lolita, som han kalder hende i sine fantasier), stikker dybt hos Humbert. Han gifter sig med hendes mor blot for at være tæt på hende.
Da moderen opdager den rette sammenhæng, løber hun ud foran en bil og omkommer. Humbert har nu sin Lolita helt for sig selv og flygter igennem Amerika sammen med hende - fastholdende hende med en blanding af trusler og løfter.
I baggrunden dukker en mystisk skyggefigur op, Clare Quilty, som tilsyneladende forfølger dem, og med hvis hjælp det på et tidspunkt lykkes Dolores at flygte. Men det er et ringe bytte, skal det vise sig.
Ballade om udgivelsen
Nabokov var ganske klar over, at bogen var kontroversiel, og han planlagde da også at udgive den under pseudonym, da han afsluttede manuskriptet i USA i 1953 efter fem års arbejde. Men han kunne ikke finde en udgiver, så efter flere forgæves forsøg endte han - måske lettere uforvarende - med at udgive den under eget navn i Frankrig i 1955 på Olympia Press, et forlag, der primært gjorde sig i pornografiske udgivelser.
Første oplag på 5.000 eksemplarer blev hurtigt udsolgt, dog uden at bogen fik nævneværdige anmeldelser, men i slutningen af året udnævnte Graham Greene den som en af årets tre bedste bøger i den britiske Sunday Times - og så blev der ellers ballade. Redaktøren for Sunday Express kaldte den for den mest svinske bog, han nogensinde havde læst, og klassificerede den som ren pornografi, hvorefter indenrigsministeriet bad toldvæsenet konfiskere alle eksemplarer, som blev forsøgt indført. Frankrig fulgte trop året efter og forbød bogen. Da den endelig udkom i England, udløstes endnu en skandale, der blandt andet kostede udgiveren og politikeren Nigel Nicholson hans politiske karriere. Men da var bogen allerede oversat til bl.a. dansk (i 1957 - faktisk den første oversættelse af romanen overhovedet), og selv om der var nogen nervøsitet. omkring udgivelsen i USA i 1958, var billedet efterhånden vendt fra det smudsigt pornografiske til det litterære: Bogen blev øjeblikkeligt en bestseller og solgte i mere end 100.000 eksemplarer på de første tre uger.
Overgrebets natur
I dag betragtes den som én af det 20. århundredes vigtigste romaner. Dels fordi den er så uhyre velskrevet og -komponeret, som den er (»Glitterprosa kan man altid regne med fra en morders hånd,« som Humbert siger), spændt ud mellem en letløbende, komisk fortællestil og et forstemmende, tragisk plot. Dels fordi den så præcist udstiller, hvad man kunne kalde »overgrebets natur«, eksemplificeret igennem den pædofiles forvrængede verdensbillede, hvor barnets kontaktsøgen og ønske om en far konsekvent mislæses som udtryk for seksuelle tilnærmelser.
Nogle kritikere har hævdet, at romanen ikke er uproblematisk moralsk set; nogle har sågar anskuet den som en illustration af den fatale konsekvens af et stærkt barns manipulation af en svag voksen. Men de er dårlige tekstlæsere, for Humberts manipulationer lader sig gennemskue fra begyndelsen, og hans »glitterprosa« til trods kan man ikke andet end afsky ham. Det er det, der er Nabokovs genistreg.
