Stærkt sanselig Shakespeare begejstrer: »Det er en vild forestilling. Og nem at være vild med«

Elisa Kragerups iscenesættelse af Shakespeares »En skærsommernatsdrøm« er vild og sanselig. Og lige til tiden.

Sanselig Shakespeare: Emma Sehested Høegh og Simon Bennebjerg som selfie-ungdom på afveje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese

Hvad er det for en civilisation, personerne i Betty Nansen Teatrets version af Shakespeares erotiske komedie »En skærmsommernatsdrøm« forlader for i stedet at forvilde sig ud i den vilde, saftige skov? Derude, hvor de i ly af natten stifter bekendtskab med følelsesmæssigt kaos og frisat begær – med hele den side af sindet og kroppen, som lægges under låg, ja, knægtes, i de omgivelser, de kom fra?

Det er naturligvis en verden, hvor det mest handler om at tage sig ud på de skærme, der projicerer det vulgære, atheniensiske hertugpar op som livestreamede celebritystjerner med botox og facaderæs, og hvor de unge i komedien er mindst ligeså skabagtig, narcissistisk-kælent selvregistrerende, selviscenesatte og poserende foran kameraerne. Hvem sagde selvoptaget?

»Forestillingen har altså en grundlæggende ide. Men den har også masser af ideer. Opfindsomheden synes uudtømmelig i et billedstormende syretrip af en forestilling, der i den grad giver krop til Shakespeares ord, slipper de kræfter løs, man altid har fornemmet ligger nede under komedien.«


Og så er vi allerede fremme ved den oplagte og veloplagte tolkning, som instruktøren Elisa Kragerup og dramaturgen Solveig Gade har lavet af komedien. Lige til tiden. Den tid, hvor vi er ved at glemme reelt nærvær, øjenkontakt, personlige møder og egentlig tilstedeværelse for i stedet at forsvinde over i paralleluniverser på nettet.

Kærlighedskabale

Og hvad er det så på den anden side for en verden, de flygter ud i – den skov, der nu her er en lummer natklub med junglelyde, en ikke så fjern slægtning til The Lodge i David Lynchs »Twin Peaks«?

Det er et sted, hvor kroppene pludselig begynder at forråde deltagerne i den feberhedt fortryllede kærlighedskabale, de unge elskende kastes ud i, orkestreret af skovens tryllevæsener.

Maria Rossings alfedronning synges til ro i sommernatten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Her dukker det indre bæst – menneskedyret! – op til overfladen, hvad enten det slår ud i hvæsende aggression, kaglen og kurren, liderlige hundemanerer eller brutale parringer. Her får alle – alfer og mennesker – kontakt med de instinkter og med den krop, de trods alt er udstyret med. Ja, til sidst er tranformationen total i et frisat nøgenløb for fuld skrue, inden drømmen er forbi og »normaliteten« atter genoprettet.

Det er her, det, som ellers plejer at blive sat på scenen som en kikset »Svend, Knud og Valdemar«-forestilling, håndværkertruppens amatøropførelse, nu i stedet er en skær fortælling om rigtige følelser og tragisk kærlighed, nænsomt gengivet. Men naturligvis registreret og dokumenteret af gæsternes mobilkameraer, nu hvor vi er tilbage, hvor vi kom fra. Raffineret. Hvad er det, der står i sangen om kærligheden? »Skærmet får den sin bekomst!«

Forestillingen har altså en grundlæggende idé. Men den har også masser af ideer. Opfindsomheden synes uudtømmelig i et billedstormende syretrip af en forestilling, der i den grad giver krop til Shakespeares ord, slipper de kræfter løs, man altid har fornemmet ligger nede under komedien. Iscenesat med en blændende skarphed, raffineret brug af lyd, lys, skærme og linjer i Steffen Aarfings scenografi og udført af et uhyre præcist moderne skuespillerhold, der i den grad stiller sig selv til rådighed for opgaven. Korporligt, men så sandelig også højokan energi og uden at tabe komedien – det sjove – af sigte.

Bamsekostumer

De komiske håndværkere, den trup af amatørskuespillere, som også ufrivilligt havner på skovtur og hvirvles ind i intrigen, er altså stadig på scenen i deres egen absurde sidegesjæft. Husdramatikeren Line Knutzon har skrevet nye replikker – hvorfor ikke? – gjort dem om til maskotter i bamsekostumer og spidder endnu engang manglende gruppedynamik, så salen skriger af grin. Godt hjulpet af Peter Plaugborg – hvad kan den mand dog ikke med sin krop? – af Niels Ellegaards diskrete underspil og Mikkel Arndts skægge fornemmelse for desperation under resignationen.

Brush up your Shakespeare: Peter Plaugborg, Niels Ellegaard og Mikkel Arndt tager sig af den komsike sidehistorie, godt hjulpet af Line Knutzons sans for små mennesker i absurde situationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Samme Arndt gør en autoritativ alfekonge med jalousiproblemer i de overnaturliges verden. Det ligefrem ryger om ham og Maria Rossings kriblekrable-primadonna af en Titania i deres ministrindbergske ægteskabskrig. Og som de fire unge, der må miste sig selv for at blive sig selv, er Martine Emile Barrett Levinsen, Emma Sehested Høegh, Magnus Christensen og ikke mindst Simon Bennebjerg fyr og flamme, mens Xenia Noetzelmann som den eneste bevarer fatningen som en køligt androgyn håndlanger af en Puk.

Det er ikke Shakespeares poesi, der ligger forestillingen mest på sinde. Havde ordene dog bare ligget lige godt i munden på alle medvirkende. Men her er altså ellers en forestilling, som i sin konsekevens, sin skarphed og sit sanselige mod viser vejen.

Det er en vild forestilling. Og nem at være vild med. Alt andet end langt ude i skoven, selv om det kunne se sådan ud. Så modig bør en klassikertolkning være. Så konsekvent bør teatret gennemføres.

»En skærsommernatsdrøm« af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse med omskrevne scener af Line Knutzon. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Solveig Gade. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aaarfing. Koreografi: Signe Fabricius.  Betty Nansen Teatret. Til 9. november.

Puk (Xenia Noetzelmann) assisterer alfekongen Oberon (Mikkel Arndt) med at spille hans dronning Titania (Maria Rossing) et puds. Hun hypnotiseres til at knalde med et æsel. Nej, Shakespaere er i grunden ikke for svage sjæle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.