Peter Plaugborg: Tro på dig selv - ikke på Gud

Skuespiller Peter Plaugborg mener, det ville gavne mange at tro på sig selv frem for at søge støtte i en organiseret religion. På torsdag spiller han rabiat præst i biograffilmen »Miraklet«.

Skuespiller Peter Plaugborg Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Han hedder Peter Plaugborg.

Men det er en fejl.

G’et i efternavnet skulle aldrig have været der. Degnen førte det ekstra bogstav ind med resten af navnet i kirkebogen, da hans farfar blev døbt for snart et århundrede siden. Og man retter ikke i kirkebogen.

Peters far tog aldrig det misdannede ord til sig. Han insisterede på at skrive det uden g. Plauborg er et udbredt efternavn i Vestjylland, hvor skuespilleren stammer fra, men Plaugborg var unikt. Det var grunden til, at Peter – da selvstændighed voksede i hans teenageår – besluttede sig for at blive en Plauborg.

»For mig er det en skønhedsplet. Jeg er glad for navnet. Det er vores lille fejl,« siger han og hentyder til sin bror og søster, der også staver navnet således.

Den travle mand

Vi sidder i gamle, nussede lænestole af sort læder i Skuespilhusets kantine og kigger ud over Københavns Havn. Den to meter høje, rødhårede og konstant smilende skuespiller har stort set været fastansat på Det Kongelige Teater, siden han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007. Det har været gode år. Men efter denne sæson er det slut. Så skal han være freelance igen, som han var det i en periode forrige år. Det kan jo også blive for mageligt, sådan at være fastansat, siger han. Kreativiteten, vildskaben gror yderligere, hvis der ikke automatisk kommer en løncheck ind hver måned. Det tror han på.

Den 34-årige har dog ikke ligget på den lade side trods sin fastansættelse. Med markante filmroller i prisvinderne »Flammen & Citronen« (2008), »Submarino« (2010) og nu biografaktuelle »Miraklet« er han et kendt ansigt allerede. På scenen har han været endnu mere aktiv med 14 større roller på Det Kongelige Teater.

Faktisk har han allerede vundet en pris for »Miraklet«, da den blev udtaget til World Film Festival i Montréal, Canada, sidste år. I filmen spiller han en stærkt troende præst i det lille jyske sogn med det opdigtede navn, Aunsvig. Præsten tror så stærkt på kristendommens kærlighedsbud, at han gennem ti år har befalet sin handicappede kone – der spilles af Sonja Richter – til i Guds navn at rejse sig op og gå. Men miraklet udebliver, og præsten bliver mere og mere indebrændt og egoistisk – særligt da konens ungdoms­kæreste (Ulrich Thomsen) dukker op med tilbuddet om en anden type kærlighed end den, Plaugborgs præst prædiker.

Fra Bibelbæltet

Det var en fornøjelse for skuespilleren at spille endnu en figur, der ligger så langt fra ham selv.

»Jeg har gjort meget for at forstå, hvordan en så stærkt troende præst tænker. Når nu jeg ikke selv har noget forhold til religion, var det en kæmpe udfordring,« siger Plaugborg, der blandt andet havde samtaler med en virkelig præst forud for optagelserne.

På trods af, at Peter Plaugborg voksede op i vestjyske Ølgod – syd for Skjern og en del af »Bibelbæltet« – siger kristendommen ham ikke meget. Han havde venner, der gik i indremissionske klubber og dyrkede troen med deres forældre, da han var barn. Men han tænkte ikke videre over det. De var bare venner. Hverken forældre eller bedsteforældre fortalte Peter, hvad han burde tænke om Gud.

»At spille med i »Miraklet« har kun gjort mig endnu mere bevidst om, at jeg ikke er et troende menneske i den forstand.

Det lyder som om, jeg fordømmer religion. Sådan er det ikke. Man skal være varsom med organiseret religion. Hvis et menneske beslutter sig for at tro på noget og kan forsvare det over for sig selv, så skal jeg ikke dømme det,« siger Peter Plaugborg.

»Jeg håber, at alle troende stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor de tror, og ikke bare tror, fordi det er forventet af dem. Eller fordi de ikke vidste bedre. Det synes jeg er trist.«

Plaugborgs største problem med religioner er, at der er så mange af dem, og at de alle stræber efter at være forskellige, selv om de fleste af dem deler adskillige budskaber.

»Det er der, filmen knækker for mig. Jeg er velkommen i kirken, hvis jeg »tilpasser« mig. Hvis jeg »opfører« mig som de andre i flokken – som et protestantisk menneske. Hvis man skal imødekomme de store budskaber om, at man skal elske sin næste og behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, så nytter det ikke noget at lave grupperinger, hvor nogle er velkommen og andre ikke er.«

Selvtillid

Peter Plaugborg vil gerne slå et slag for, at folk, der i svære situationer og har brug for råd og støtte, får lidt mere tillid til sig selv.

»Jeg kan godt forstå ønsket om at sige, at noget større – noget guddommeligt – er ansvarlig for de problemer, vi har. Men jeg har ikke brug for at stille mine tvivlsspørgsmål til en gud, som et kirkesamfund har defineret. Der er virkelig mange situationer, hvor man – hvis man lytter grundigt til sig selv, godt ved, hvordan man skal tænke og reagere,« siger han.

Det er ved livets krydsveje, man finder ud af, hvad man er lavet af, mener skuespilleren. Han er 34 år gammel og har boet sammen med sin mandlige kæreste i en årrække. Er det nu, de skal have et barn? Eller skal de helt holde sig fra det? Det er blot nogle af spørgsmålene, der trænger sig på.

»Det er ikke så aktuelt, at jeg skal tage beslutningen lige nu, men jeg kan mærke, det kommer tættere på. Mit biologiske ur tikker måske ikke helt så markant som en kvindes, men de andre i min generation er begyndt at blive forældre.«

Men det er en alvorlig sag at få et barn. Det er et valg, der binder i langt højere grad end de millioner af småvalg, vi træffer hver eneste dag, siger han. Det er derfor, man skal finde svaret i sig selv og ikke i Gud.

»I virkeligheden ved jeg altid, hvad jeg bør gøre, selv om det kan være svært at træffe og følge beslutningen. Det giver mig tryghed, at mine svære valg ikke først og fremmest afhænger af, hvad andre – mennesker eller organisationer – synes og mener om mit dillema,« siger han.

»Det, jeg indeholder, der hjælper mig med at tage ansvaret for mit liv, kan man godt kalde en højere magt. Og vi kan da også godt kalde det »Gud«. Problemet opstår, når vi taler om at have den samme gud, mens vi i virkeligheden har individuelle guder. Gud kan være et andet ord for den energi eller kærlighed, vi føler. Det kan jeg acceptere. Men før Gud får den rette klang for mig, skal hele institutionen omkring ham viskes ud.«

Et spørgsmål trænger sig på. Peter Plaug­borg afviser kirken og al dens gerning, men afviser han også tro? Svaret kommer prompte.

»Jeg mærker selv tro. Også lige nu. Jeg vil bare ikke kalde den kristen.«

For Plaugborg er tro en følelse, der indtager kroppen og sindet. Noget uforklarligt, men ikke noget ubehageligt. Han føler sig forundret, forbavset og somme tider udfordret, når det sker. Da vi taler om det, tænker han længe over, hvordan han skal beskrive fornemmelsen af at tro.

»Hvordan skal jeg forklare det? Måske er min tro en ting, der bare ikke skal forklares. Men som gerne må være, som den er. Det behøver ikke ord. Det kan være følelsen af tæthed med et andet menneske. Følelsen af, at ting giver mening, uden at de bliver forklaret. Det, jeg føler indeni, tror jeg bestemt, kan defineres som religiøst,« siger han.

»Der er så mange ting, jeg ikke ved, og derfor tror jeg. Det har jeg det godt med. Det kan godt ske, at nogle har en logisk forklaring på min tro. Noget med kemi eller noget med magnetisme. Måske er det hele bare fysik?«Et punkt, hvor hans personlige tro adskiller sig meget fra den kristendommens, er med hensyn til det evige liv. I Plaugborgs verdensbillede er der hverken himmel eller helvede. En dag dør han og alt forsvinder. Og det passer ham fint.

»Det, der giver mig størst trøst, er visheden om, at jeg ikke skal blive her for evigt. Det har jeg det rigtigt fint med. Jeg ville kede mig bravt, hvis min sjæl skulle leve videre for altid.«

Undsiger det evige liv

Det får ham til at tænke på bogen »Blod og Guld« af amerikanske Anne Rice. En bog fra hendes ikoniske vampyr-serie. Hovedpersonen Marius er velsignet og forbandet med blodsugernes udødelighed. Han beslutter sig for at blive kunstmaler og bliver fantastisk dygtig rent teknisk. Han får elevpladser hos alle de store mestre gennem tiderne.

»Men hans billeder siger intet! Han kan ikke male, så beskueren bliver betaget af det. Man mærker ikke, hvorfor det er nødvendigt for Marius at male. Så går det op for ham, at døden ikke er til stede i ham. At der ikke er en nødvendighed. Han skal ikke at elske. at opleve. Derfor mister alt sin værdi,« siger Plaugborg og skifter fokus til sin egen person.

»Jeg er lige her i midten af mit liv. Skal jeg for eksempel opleve at have børn, skal det måske snart til at være. Men der er også ting, man ikke skal opleve, for hvert menneske kan ikke opleve alt. Der skal træffes hårde valg. Og det har jeg det faktisk fint med.«

De sværeste valg

Som herre i sit eget liv gælder det om at bruge tiden rigtigt. Der opstår tvivlen hos Plaugborg. Tvivlen i troen på sig selv. Han elsker skuespillet, og på grund af sine stærke præstationer de seneste år får han masser af tilbud om spændende projekter. Han er »voldsomt taknemmelig« over det. Men jobbet stjæler tiden fra det personlige, det nære. Han indrømmer, at han ikke har tid nok til venner, kæreste, familie.

»Mit arbejdsliv lige nu føles som at stå ved en kæmpestor, lækker buffet. Jeg vil have alt på én gang, men mens jeg står der og æder, ser jeg ikke altid det, der sker bagved. Jeg propper mig i en grad, så jeg somme tider glemmer at opleve alt det andet gode i tilværelsen.«

En kliche i branchen er, at man skal smede, mens jernet er varmt. For man kan lynhurtigt blive glemt, hvis man som skuespiller begynder at takke nej til roller.

»Når muligheden er der – skal man så tage den? For tiden gør jeg det. Der er mange ting, jeg har nået, som jeg ikke havde regnet med, jeg ville få lov til. Det betyder samtidig, at jeg arbejder rigtigt meget i disse måneder. Men ingen brok! Det er mit eget valg. Jeg bliver nødt til at tro på, at det er det rigtige.«