Line Knutzon: »Man skal insistere på, at det ikke er pinligt at blive rørt over at være dansker«

Da Chris Pedersen og Line Knutzon rejste rundt i landet i forbindelse med programserien om Guldalderen, gik det op for dem, hvor forbundne til Danmark, jorden og menneskene, de var. Og at vi muligvis lever i en »europæisk guldalder« uden helt at vide det ...

line og chris 2

»Guldalderen var en periode, hvor der var ekstra fokus på, hvad der var dansk, fordi vi var blevet en lille nation – Norge var væk, der havde været statsbankerot, og enevælden var ved at blive til demokrati. Så der var fokus på: Hvad er en nation, hvad er et land, når magten skifter struktur – og hvad binder os sammen som danskere? Det sev også ud på den blomstrende kunstscene,« forklarer TV-tilrettelægger Chris Pedersen.
Han og dramatiker Line Knutzon har været rundt i sommerlandet med guldaldermalerier under armen for at se det landskab, de er malet i. Det er der kommet programmerne »Der er et yndigt land« ud af. Denne morgen på cafeen Granola er den evige sommer trods alt stoppet, og vi skutter os  i et hjørne. Line Knutzon undskylder, at hun beholder sin løvgrønne baret på indenfor, men »jeg var ikke i stand til at rede mit hår«, som hun siger, og det er den slags planlagt upræcise sætninger, som har fået danskerne til at grine nervøst af hendes skuespil og bøger. Chris Pedersen kender man måske fra diverse programmer om mode, eller om, hvad lykke er. De to kendte ikke hinanden i forvejen, men ideen om at se på Danmark gennem malerier skabt for over hundrede år siden var tilpas mærkelig til, at de ikke kunne sige nej.

Line Knutzon

»Man skal ikke lade sig slå ud af, at nogen prøver at erobre det såkaldte Danmark, man skal insistere på, at man også godt må føle noget, og at det ikke er pinligt at blive rørt over at være dansker«


Hvorfor skulle Guldalderen interessere os i dag?
»Man kan trække tråde til i dag, hvor USA ikke længere er verdens vagthund, hvor Merkel taler om at skabe en europæisk hær, og hvor vi med Brexit skal til at redefinere, hvad det vil sige at være europæer. Hvad er et fællesskab, er det fælles hær eller fælles kultur? Det brud og den usikkerhed kan godt manifestere sig som noget, der bliver til frygt og dermed måske nationalisme,« siger Chris Pedersen.

Alle photoshopper

»Man kan sige, at et land er en opfundet størrelse. Det er jo et konstrueret areal, og hvad er det ved et land, der kan vække så stærke følelser hos dets befolkning?« spørger Line Knutzon. »Guldaldermalerne photoshoppede jo også virkeligheden, som vi gør i dag. Hvad er det for en historie, vi gerne vil fortælle omverdenen? Måske forstørrede de en sten eller forhøjede en klint for at fortælle en mere dramatisk eller storslået historie. Vi blev enige om, at Lundbye nok var den, der havde drejet mest på knapperne …«
Chris Pedersen tilføjer: »Først syntes vi, at det var meget nationalistisk, at han gjorde naturen større og vildere …«

»Det er måske også lidt aggressivt at lave skrænter på 200 meter, hvor de i virkeligheden kun var fem,« siger Line. »Der er ingen lovgivning om, at man ikke må lave om på virkeligheden i kunsten, men det er interessant at se på, hvorfor man gør det.«
Har oplevelserne med programmerne givet jer en stærkere fornemmelse af at være i familie med danskerne fra tidligere tider?
»Jeg ligger inde med viden om, at jeg er født på Fyn,« begynder Line Knutzon, og så kan man jo ikke lade være med at grine, fordi det lyder som en konspirationsteori.
»Og jeg kunne meget stærkt mærke det i min DNA, da vi var der. Hvis ikke jeg havde haft et kamera i nakken, havde jeg grædt over, hvor smukt der er. Og hvor meget jeg ser mig selv som del af det her areal, vi kalder Danmark. Jeg er meget stedsbunden, så selv om jeg bor på Vesterbro, kan jeg have meget til fælles med f.eks. en mand, vi mødte, som boede på samme jord som sine forfædre, og havde en rosenbusk, hans tipoldemor havde plantet. Vi skal holde op med at tro, at vi ikke har noget til fælles med folk, som bor på en anden egn, end der hvor vi selv bor.«

»Jeg er meget stedsbunden, så selv om jeg bor på Vesterbro, kan jeg have meget til fælles med f.eks. en mand, vi mødte, som boede på samme jord som sine forfædre, og havde en rosenbusk, hans tipoldemor havde plantet,« siger dramatiker og forfatter Line Knutzon. Fold sammen
Læs mere

Chris Pedersen fortæller, at han ikke kunne komme hurtigt nok væk fra sin hjemegn ved Kerteminde. Men det var først, da han havde rejst kloden rundt, at det gik op for ham, at man har brug for at komme helt hjem, for at mærke forbundetheden til den kæde af mennesker, der kom før en selv. Og uden historien svæver vi rundt uden anker.

Agerbrug vs. porno

»Man skal ikke lade sig slå ud af, at nogen prøver at erobre det såkaldte Danmark, man skal insistere på, at man også godt må føle noget, og at det ikke er pinligt at blive rørt over at være dansker,« siger Line Knutzon, og så er hun i tvivl om, om ikke industrialiseringen har slået os lidt tilbage, selv om den har ført samfundet frem.
»Den der meningsfuldhed i jorden og naturens cyklusser, det tror jeg er et stort tab for os. Så når man ser på guldaldermalerierne, kan man godt tænkte på, om man bliver specielt glad af at bo i en lille mørk lejlighed og se porno to timer om dagen.«
Nu ved Line Knutzon ikke, om det var et eksempel, der som sådan bragte hendes pointe frem.
»Men den lystforherligelse og historieløshed er jo faktisk meget barnagtig,« siger Chris Pedersen. »Man tror, at man har brug for en Louis Vuitton-pung, og så tager man lige en sviptur til en storby, og det er jagten på lyst, lyst, lyst. Og nu sidder jeg her og tænker over, om den jagt på at få tilfredsstillet alle mine lyster havde indflydelse på, at jeg for to år siden gik ned med stress? Min psykolog sagde, at den allerbedste måde at reparere hjernen på er at gå en tur i naturen hver dag i to timer. Det hænger meget godt sammen med den ro, man kan finde ved at kigge på et landskabsmaleri.«

Chris Pedersen

»Min psykolog sagde, at den allerbedste måde at reparere hjernen på er at gå en tur i naturen hver dag i to timer. Det hænger meget godt sammen med den ro, man kan finde ved at kigge på et landskabsmaleri«


Pludselig bliver de begge nervøse for, om de lyder som to ny-national-romantikere. Det er ikke sådan, at de om lidt rydder cafegulvet og kaster sig ud i en dobbelt-shot version af det nationalromantiske festspil »Elverhøj« ... Det er mere noget med, at det er rart at kende fortiden, hvis man er i fare for at slå sig på kanterne af nutiden.
»Jeg havde forlagt min telefon og løb rundt og skreg og hylede helt hysterisk, fordi jeg skulle finde den, inden jeg skulle til Lejre, og så møder jeg op i en jernalderhytte, hvor en mand skulle lave bål ved at slå ild i nogle barkstykker. Da han ikke kunne få det til at lykkes, så han lige så vred og hysterisk ud, som da jeg ikke kunne finde min meget meget vigtige telefon, og så tænkte jeg, at summen af problemer er konstant. Men jeg vil hellere have kortvarige nerver på, fordi jeg skal hente vand ved brønden, end at gå til psykolog igen og igen, fordi så meget af ens liv ikke giver mening, når man kun foretager sig ting, som er drevet af lyst. Nogle problemer skal arbejdes væk,« siger Line Knutzon.

Øjnene der ser

Chris Pedersen siger, at dette program er det mest eksotiske, han har medvirket i: »For det er gået op for mig, hvor meget man rejser inde i sig selv, når man rejser rundt i sit eget land.«
Det var det ene. Det andet var, at det gik op for de to, hvor meget der afhænger af øjnene, der ser.

»Man tror, at man har brug for en Louis Vuitton-pung, og så tager man lige en sviptur til en storby, og det er jagten på lyst, lyst, lyst!« siger tv-vært og -tilrettelægger Chris Pedersen. Fold sammen
Læs mere

»Vi var nogle gange ude i noget vild storytelling, hvor vi tolkede meget på billederne,« forklarer Line Knutzon. »F. eks er der på Krøyers »Sommerdag ved Skagens Sønderstrand« en masse badende drenge – og en pige, der står med tøj på og kigger på dem. Og straks var vi i gang med, at hun ikke måtte bade, fordi hun var ved at blive en ung kvinde og alt muligt …«
»Og så var der en seer, der henvendte sig, fordi det var hendes oldemor, der var på maleriet. Og den eneste grund til, at hun ikke måtte bade var, at hun havde skoldkopper …« indskyder Chris Pedersen. »Du ser jo oftest det, du vil se. Du ser det, du enten bliver irriteret over, eller er betaget af.«
Og den tendens bliver forstærket, hvis vi kun mingler med ligesindede, mener han.
»Vi er i den stærkeste demokratiske krise, hvor vi ser tilliden til hinanden og til staten smuldre. Folk ville nok blive forbløffet over, hvor lidt venstreorienteret jeg er, i betragtning af at jeg arbejder på DR og dermed må være en rød lejesvend og desuden er bøsse, men jeg vil meget gerne høre andres mening. Hvordan finder vi en løsning på, at vi har så få ting, der samler os som nation? Jeg begynder at tænke, at vi skal ned i skala for at finde samhørigheden. Min far bor for eksempel et sted, hvor der er 20 huse, og alle kender hinanden. Da min mor døde, kom folk med mad til ham og dækkede bord, og holdt lige lidt øje. Og her bor jeg i storbyen og spekulerer over, hvor hurtigt, jeg ville blive opdaget, hvis jeg døde, og om jeg ender som sådan en, der siver ned gennem gulvbrædderne!«

Her vil Line Knutzon godt lige sige, at vi kan genfinde samhørigheden ved at være lidt venligere, og for eksempel husker at hjælpe ældre mennesker med at bære indkøbsposerne op ad trappen. For alles skyld: »For det er jo helt vanvittigt, hvor glade mennesker bliver af at hjælpe hinanden!«