Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig blev fanget af Camille Clouds bidende vid, da karakteren huserede som brevkasseredaktør i Weekendavisen. Selvhjælpssatire, åh javist, den har vi da vist hørt før. Lidt letkøbt, lidt monotont, tænkte jeg og bladrede hastigt videre.
Der skulle åbenbart en fremragende gakket iscenesættelse af et topspillende ensemble til, for at også jeg kunne fange, at satiren om selvopfyldte selvhjælps-Camille rækker ud over socialkarakterkomikken, som vi kender den fra f.eks. TV-satire som »Krysters Kartel« og »Skråplan«. Det er da tø-hø-sjovt at grine af små mennesker med sære tics og problemer, men det sætter sjældent brodden ind, hvor det gør rigtig ondt.
Del:
