Når frihed bliver farlig

Kristian Levrings »Den Du Frygter« er en flot instrueret kombination af psykologisk drama og thriller.

Ulrich Thomsen og Paprika Steen i rollerne som hovedpersonen Mikael, der ender som forsøgskanin i et uhyggeligt medicinsk eksperiment, og hans kone Sigrid i filmen »Den Du Frygter«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra filmen

Pragtfulde omgivelser ved en spejlblank sø. En villa præget af lækker luksus. Kærlig kone og dejlig datter. Alt er perfekt. Tilsyneladende.

For i virkeligheden er den midaldrende, ministerielt ansatte Mikael overhovedet ikke tilfreds med tilværelsen. Han har orlov uden egentlig at ane, hvad han skal bruge den til, så da han hos sin læge-svoger hører om et nyt eksperiment med antidepressive piller, melder han sig straks som forsøgskanin. Og begynder gradvis at forandre sig.

I første omgang fører det ham hjem til fødeøen Ærø, hvor man føler gryende bekymring for hans glidende sindstilstand, da han opfører sig seksuelt upassende over for en lokal ung pige. Rigtig grov er forseelsen dog ikke, men Mikael føler sig friere og stærkere, og da han er vendt tilbage til København, beslutter han, at nu skal hans kone Sigrid for alvor sættes på plads – ved hjælp af udspekuleret terror.

Her dæmrer det for én, at Mikael har døjet med en traumatisk barndom plus mindreværdskomplekser medbragt fra provinsen og ikke har kunnet slippe af med dem i det luksuøse hus, der er bygget af Sigrids far og dermed strengt taget hendes. Mikael har været gæst i sin egen tilværelse, men nu vil han selv have kommandoen over den, og dermed ændrer Kristian Levrings »Den Du Frygter« sig i nogen grad fra psykologisk drama til nervepirrende thriller uden dog at tage skridtet fuldt ud – måske er man for påvirket af Hollywoods konventioner, når man bliver en smule skuffet over at gå glip af det blodige drama, som filmen hen mod slutningen lægger op til og så alligevel viger udenom.

Flot moralfabel
Mere bør ikke røbes – heller ikke en virkelig overraskende afsløring, der på et tidspunkt rammer Mikael som en bombe – og i stedet kan fortælles, at Dogme-broderen Kristian Levrings første dansksprogede film siden »Et skud fra hjertet« i 1986 er uhyre stilsikkert instrueret. I samarbejde med den eminente cheffotograf Jens Schlosser har Levring skabt formfuldendte billeder ulmende af lurende og truende stemninger, og man fornemmer, at hvis »Den Du Frygter« havde været en fuldblods thriller, kunne den have været skræmmende vellykket som sådan.

Imidlertid er det manuskript, som Kristian Levring har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen, ikke interesseret i blodsudgydelser, men derimod i de mærkelige ting, der sker i hovedet på Mikael, mens han takket være indtagelsen af de eksperimentelle piller fyldes med en – farlig! – kraft og målbevidsthed, som han ikke tidligere har besiddet. Her er tale om en form for frigørelse, men den er potentielt destruktiv, og det skaber dirrende psykologiske spændinger i forholdet mellem Jekyll/Hyde-figuren Mikael, som Ulrich Thomsen underspiller stærkt, og hustruen Sigrid, som den supersensitive Paprika Steen fremstiller med en rørende kombination af foretagsom optimisme og sårbar usikkerhed.

Som parrets kvikke datter Selma ligner Emma Sehested Høeg et lysende talent af sjælden kaliber, og trods sin lidt matte slutning er »Den Du Frygter« en flot og tankefremkaldende moralfabel med modet til i dybeste alvor at lade en desperat mand gå planken ud.