Da man først spottede ham der på scenen, så lignede han en lidt utilpas kok på en sushirestaurant. Han trissede lidt nervøst omkring med bare fødder, bandana og løse bukser.
Men tag ikke fejl. Canadiske Mike Milosh er med sikkerhed sat på denne klode for at synge, og absolut ikke for at lave inside-out-makiruller med sesamdrys. Det ville simpelthen være nærigt af ham, hvis han undlod at dele sin fantastiske røst med omverdenen.
Han lyse, androgyne vokal er nemlig ganske enkelt lindrende balsam for øregangene. Når den lille canadier åbner munden i front for Rhye, kommer der en lind strøm af lækkerhed ud. Han er en vokalist af de sjældne. Derfor var det ganske specielt at opleve hans fnuglette, varme stemme i DR Koncerthusets noget nær ideelle soniske rammer.
Oprindelig er Rhye en duo bestående af Milosh og den danske producer og instrumentalist Robin Hannibal (fra Quadron m.fl.). Men i liveregi medvirker danskeren ikke. Han er helt og aldeles studiemand.
I stedet bakkes Milosh op af en yderst kyndig kvintet, der mestrer Rhyes labre, cremede og storladne R&B- og soullyd, som frembringes ved hjælp af cinematiske strygere, trombone, hammondorgel, knitrende elektronik, percussive mønstre, lurvede basgange and what not. Et væld af små musikalske detaljer og figurer vimsede fikst og effektivt rundt og interagerer med hinanden.
Svulstig delikatesseoverflod
Måden, hvorpå Milosh og bandet indfandt sig i en musikalsk lækkerhedssymbiose lød legende let og ubesværet. Numrene fra det succesfulde debutalbum »Woman« blev serveret som en række delikate og luksuriøse godbidder af vellyd, hvor særligt »The Fall« med sin livlige klavermelodi og den diskoficerede »Hunger« gjorde størst indtryk.
Men til tider blev det måske også lidt rigeligt med al den lækkerhed? Ja, det er jo en smagssag, men sådan føltesdet altså for undertegnede. Undervejs virkede den af og til som et døsende slumretæppe, som lagde sig lidt for tungt over salen. Som en beskyttende fernis, man så umanerligt ønskede at kradse en smule i. Man savnede, at den kropslighed, , melankoli og liderlighed, der er til stede i teksterne, blev levendegjort og iscenesat lidt mere temperamentsfuldt gennem musikken..Lækkerheden manglede lidt mere modspil.
Med det i mente fungerede de nedbarberede og minimalistiske udgaver af Miloshs to solonumre »The City« og den afsluttende vuggevise »It’s Over«, som kærkomne afbræk fra den til tider svulstige delikatesseoverflod. Her var det rart at opleve, sangene få lov at stå mere nøgne og skrøbelige frem uden al sminken.
Efter 80 minutter takkede bandet høfligt af. Publikum i den totalt udsolgte sal kvitterede med stående bifald, som blev ved længe. Men lige lidt hjalp det. Ingen ekstranumre. Rhye havde ikke mere materiale at tære på. Men det var lækkert så længe det varede. På godt og ondt.
Hvem: Rhye
Hvor: DR Koncerthuset, mandag.
Hør Rhyes album »Woman« her:
