I udgangspunktet er det en trængt statsminister, som på skift møder oppositionens ledere i direkte TV-dueller, hvor de i fuldt projektørlys kan præsentere deres politik og oven i købet kan gå til angreb på regeringschefen.
Når Lars Løkke Rasmussen nu i to omgange har valgt at mødes til duel med først S-formand Helle Thorning-Schmidt og i aftes med SF-leder Villy Søvndal, er forklaringen da også, at statsministeren har skullet vælge mellem pest og kolera. Enten skulle han sidde fast i en situation, hvor han helt åbenbart ikke har haft held og dygtighed til at sætte den politiske dagsorden. Eller også skulle han løbe risikoen ved at invitere sine modstandere i ringen - med mulighed for at lægge dem ned, men også med fare for at tabe til udfordrerne.
Når Løkke ligefrem inviterede Villy Søvndal til en timelang duel, skyldtes det, at statsministeren og hans rådgivere gennem måneder har været dybt frustrerede over, at de ikke har kunnet lukke den langvarige sag om betaling/overbetaling af de private sygehuse. Uge efter uge har sagen fyldt i mediebilledet, og det er ikke lykkedes for Løkke af få præsenteret, endsige solgt sine argumenter.
Han valgte kort sagt konfrontationen med Søvndal for at kunne komme til orde og få præsenteret sagen fra sin synsvinkel. En udfordring, som SF-ledelsen selvsagt tog imod med kyshånd, for dermed løftede Løkke de facto Søvndal ind på den store scene og anerkendte dermed indirekte SFeren som et regeringsalternativ.
Som ventet fulgte de to duellanter hvert deres spor. Lars Løkke Rasmussen vendte igen og igen tilbage til, at han havde sikret danskerne en ekstra og vigtig mulighed for at blive behandlet på privathospitaler. Han havde dermed styrket patienternes rettigheder, og han ønskede på den led at skabe en ideologisk front til Søvndal.
Omvendt kæmpede SF-formanden for at fremhæve, at privathospitalerne havde fået overbetaling for deres ydelser, ligesom han borede i, at Rigsrevisionen undervejs blev forholdt vigtige dokumenter og talte om, at Venstrefolk havde lavet »karaktermord« på rigsrevisoren.
Hvem trak så det længste strå? Løkke demonstrerede, at han kunne sagen til fingerspidserne, at han mestrede sit stof, og at han var i stand til at fremlægge sine argumenter i et klart sprog.
Omvendt havde SF-formanden den indlysende fordel, at det konstant var Løkke, som skulle forsvare sig. Efter hvert eneste af de TV-klip, som blev vist undervejs i debatten for at opsummere og klargøre det komplicerede sagsforløb, skulle Løkke hver gang kæmpe for at forklare og forsvare sig. Dermed var dramaturgien i debatten i høj grad med Villy Søvndal. Men SF-formanden evnede ikke at udnytte det effektfuldt, for dertil var han ofte for upræcis og spekulativ i sine angreb.
Dertil kom, at Lars Løkke Rasmussen flere gange fik fremtvunget et direkte opgør med Villy Søvndal om, hvorvidt og hvordan private hospitaler skal kunne fungere ved siden af det offentlige sygehusvæsen. Den debat forsøgte SF-formanden at knibe sig udenom. Men ikke med stort held.
Forskellen var, at Løkke var stærkest i substansen, men debatten blotlagde ikke desto mindre, at statsministeren samlet står med en sag, der er blevet en møllesten om hans hals. Det viste sig også ved, at han i slutningen af debatten gik langt i et polemisk angreb og beskyldte Søvndal for ikke at ville sikre danskerne den nødvendige sygehusbehandling.
I den situation var det ikke nok for Løkke at vinde en smal pointsejr over Søvndal, for sagen er for længst blevet en belastning for Løkke og regeringen.
