Vi har hørt om faldne kvinder, men faldne mænd er et noget forsømt kapitel.
Det råder Anna Grue bod på i »Dybt at falde«, hvor hun introducerer Dan Sommerdahl. Han er en sej, feteret og succesrig reklamedirektør, der har scoret bunkevis af kvinder, internationale priser og optræder som livsstilsekspert i TV. Det er i alt fald billedet udadtil. Men da vi møder ham, har han orlov og er ved at komme sig over en svær depression. Dan orker ikke direktørrollen længere. Kun den lækre firmabil, en Audi A6 Limousine 2.8FSI V6, har han svært ved at sige farvel til. Men potensforlængeren må opgives, hvis livsstilen skal lægges om.
Anna Grue præsenterer os for Dan så tilforladeligt og raffineret, at man godt kan overse, hvor fræk hun egentlig er. Alle fordomme om mandlige og kvindelige opdagere har fået sig en tur i (skrive)maskinen. Dan er ikke alene på vej til at fuldføre faldet fra rollen som den potente direktør, han er også ved at blive en indfølende detektiv. Som livsstilsekspert kan Dan simpelthen tillade sig at kunne alt det, der normalt tilskrives kvindelige dyder.
Det er derfor utroligt underholdende, men også tankevækkende at lære Dan at kende. Samtidig sætter Grue trumf på og anbringer ham i et plot med faldne og voldsramte kvinder. Mordet på en rengøringsassistent på Dans arbejde, det mondæne reklamebureau Kurt & Ko, bliver en gådefuld sag, da den myrdede Liliana viser sig at være nærmest ikke eksisterende, fordi hun hverken har personnummer eller er rigtig ansat af rengøringsfirmaet.
Sex og rengøring
Grue kører et formidabelt plot om slavehandel med kvinder i stilling, og sådan som hun får kædet sex og rengøring sammen er det for en gangs skyld ikke kun mænd, men også os vestlige kvinder, der må påtage os en del af skylden for udnyttelsen af mindre privilegerede kvinder. Det er godt set og flot udført. Grue kan udstille den tynde grænse mellem velgørenhed og udnyttelse, fordi hun har et skarpt blik for hykleri og magtforhold i det hele taget.
Det hele udspiller sig i den fiktive provinsby Christianssund, som Grue befolker med et arsenal af livagtige bipersoner. Man føler sig straks hjemme i dette moderne provinsmiljø og klukker derfor så meget desto mere af fryd, når sagen afdækker byens hemmeligheder.
Dan bliver rodet ind i sagen, fordi hans ven, politimanden Flemming, er lidt bekymret for ham og mener det vil være god terapi og få ham op af sofaen. Dan har altid haft en detektiv i maven, så han kaster sig ud i det, hvilket resulterer i mediedækning og lidt jalousi mellem de to venner.
Grue er god til at udnytte de tos samarbejde og specielle forhold, så opklaringen af sagen kører i smør. Marianne, Dans kone, spiller også med, fordi hun som praktiserende læge har et par patienter, familien pludselig må give husly til. Til inderkredsen hører desuden den tapre labrador Luffe, og Dans og Mariannes to store børn.
Selv om Dan har både hund og slagfærdig hustru, er det først og fremmest Grues legende lette stil, der gør, at man kommer til at tænke på Dashiell Hammetts »Den tynde mand«, mens man læser »Dybt at falde«. Dan er et moderne, dansk modstykke til Hammetts society-detektiv. Og »Dybt at falde« er et enestående godt første bind i en krimiserie, som man helt sikkert kan forvente sig meget af.
