Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Partipolitik hører hverken hjemme i kirken eller moskeen

Stemmeprocenten er gået op i udsatte boligområder, og det er positivt, ligesom det er helt naturligt, at de røde partier står stærkt her. Men der er grund til at problematisere imamernes rolle i valget.

dortheavejNY Til BM
Det Islamiske Trossamfund i København inviterede til et vælgermøde forud for valget, hvor man anbefalede specifikke kandidater, som ifølge trossamfundet tjente muslimer bedst. Her afholdes nattebøn i Islamisk Trossamfund på Dortheavej i forbindelse med Ramadanen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

I mange år har den lave valgdeltagelse blandt indvandrere med rette vakt bekymring. Ved sidste folketingsvalg i 2015 var indvandrernes stemmeprocent hele 20 procentpoint lavere end etniske danskeres.

Nu ser det dog ud til, at udviklingen vender. Ved valget 5. juni steg deltagelsen markant i flere udsatte boligområder, hvor der bor mange indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. I Gellerupparken ved Aarhus steg stemmeprocenten for eksempel fra 64 procent i 2015 til 71 procent i år.

Det er og bliver positivt, at flere borgere benytter sig af deres demokratiske ret til at stemme, og det gælder bestemt også borgere med bopæl i de udsatte boligområder.

Vælgerne i for eksempel Gellerupparken, Vollsmose, Tingbjerg og på Nørrebro har ikke ladet deres krydser falde på samme måde som den samlede befolkning. De røde partier står meget stærkere, og særligt De Radikale er gået markant frem i flere af disse områder.

Det er dog hverken mærkeligt eller bekymrende: Der er også store stemmemæssige afvigelser fra det samlede billede, hvis man ser på særlige vælgergrupper defineret af for eksempel alder, indkomst eller uddannelse.

Til gengæld må det bekymre, at vælgerne har fået specifikke politiske anbefalinger i moskeerne. Det Islamiske Trossamfund i København inviterede til et vælgermøde forud for valget, hvor man anbefalede specifikke kandidater, som ifølge trossamfundet tjente muslimer bedst. Fredens Moské i Aarhus har anbefalet muslimer at stemme på enten Enhedslisten eller De Radikale, ligesom moskeen har indgået i et valgudvalg med andre foreninger, hvor man arrangerede vælgermøder med bevidst udelukkelse af alle borgerlige partier.

Den kontroversielle tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, som blandt andet har forsvaret stening af utro kvinder, har også anbefalet muslimske vælgere at stemme på specifikke kandidater, blandt andre Enhedslistens Pernille Skipper.

Alle må deltage i den politiske debat, og det gælder naturligvis også præster, imamer og andre med religiøs tilknytning, ligesom det er helt på sin plads at få en opfordring til at stemme med på vejen i kirken, moskeen eller andre religiøse steder.

Men specifikke politiske anbefalinger fra trossamfund hører ikke hjemme i et sekulært demokrati. Det gælder naturligvis også kristne forkyndere, både i frimenighederne og i folkekirken.

Vi må stå fast på, at religion og politik er adskilt i det danske demokrati. Med Hørups ord deler vi os efter anskuelser – vi deler os ikke efter religion, for det er en privatsag.

Sådan er det ikke i muslimske lande, men sådan er det i Danmark, og sådan skal det blive ved med at være. Vi har plads til islam i Danmark, men det skal være en version af islam, der fungerer i vores samfund. Derfor må vi fortsat være opmærksomme på, diskutere og problematisere moskeernes politiske rolle.

Det er dog værd at bemærke, at vi jo ikke ved, om anbefalingerne har virket - og i givet fald hvor effektive, de har været. Der kan være andre grunde til, at flere indvandrere har stemt, og at en større andel af stemmerne er gået til for eksempel De Radikale. Fremkomsten af nye partier med voldsom antimuslimsk retorik kan have tilskyndet netop muslimske vælgere til at protestere i stemmeboksen, ligesom der ved dette valg har været flere netværk, som – blandt andet på sociale medier – har opfordret folk med indvandrerbaggrund til at stemme. Og netop radikale folketingskandidater har været aktive i disse netværk, naturligvis med det formål at kapre vælgere.

Det er helt uproblematisk, og noget som de borgerlige partier bør overveje også at gøre ved næste valg.

AMALIE LYHNE