Louis Vuitton opgiver kamp om Darfurbarn

Dansk studerende vinder endeligt over taskegiganten Louis Vuitton.

Modefirmaet Louis Vuitton forsøgte at standse et maleri af den danske kunststuderende Nadia Plesner, som viser et sultende barn, der står med en Vuitton-taske mellem kendte mennesker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Modefirmaet Louis Vuitton forsøgte at standse et maleri af den danske kunststuderende Nadia Plesner, som viser et sultende barn, der står med en Vuitton-taske mellem kendte mennesker. Vuitton fik hende pålagt dagbøder for hver dag, hun viste sit billede.

Dagbøderne løb op over tre millioner kroner, inden retten i Haag i maj afsagde en kendelse, som gav Plesner ret til at vise billedet. Samtidig blev dagbøderne slettet. Fristen for at kære kendelsen er nu udløbet, uden at Vuitton har forsøgt at få ændret den. Billedet "Darfurnica" med barnet fra det borgerkrigsramte Darfur, kan vises uden problemer.

Og det bliver det, fortæller Nadia Plesner, som studerer i Holland. Interesserede fra Holland og Tyskland tager til Herning, hvor museet Heart har forlænget udstillingen med maleriet til 28. august. Der er gratis adgang til at se billedet.

Modsat effekt

Vuittons forsøg på at stoppe billedet har givet den modsatte effekt, fortæller den danske kunststuderende.

- Den positive del af det hele er helt klart, at det gav så meget opmærksomhed til værket. Det er der ingen tvivl om. Men det var ikke sjovt, så længe det stod på, siger hun om dagbøderne og retssag.

Ifølge kunstneren spiller Vuitton ikke nogen særskilt rolle på billedet. Mærket er valgt som et statussymbol i den vestlige verden.

I Herning mener museumsdirektøren på Heart, Holger Reenberg, personligt, at det ville være absurd, hvis en kunstner ikke kunne vise en del af virkeligheden - hvad Vuitton også er.

- Hvis det var sådan, at en domstol kunne bestemme, at en kunstner ikke måtte male et oliebillede, der fremstiller en eller anden del af vores virkelighed, så ville vi være nået et nyt sted hen i vores demokrati. Det ville sige, at et privat firma ad retslig vej ville kunne nedlægge et forbud, som ligner det, et diktatur kan nedlægge, siger han.

Billedet kan ses på www.nadiaplesner.com

/ritzau/